Michelle Obama: Becoming

‘Becoming’ er ikke et spørgsmål om, hvad man vil være, når man bliver stor, men om at blive til som sig selv.

Michelle Obamas selvbiografi er derfor både en bog om at være sort, at være kvinde, at være mor, karrierekvinde og hustru, og om at være USA’s førstedame.

“Becoming” er selvfølgelig først og fremmest interessant, fordi Michelle er gift med en tidligere præsident i verdens mest magtfulde land, men med bogen får hun sin egen fortælling.

 

I became a mother, but I still have a lot to learn from and give to my children. I became af wife, but I continue to adapt to and be humbled by what it means to truly love and make a life with another person. I have become, by certain measures, a person of power, and yet there are moments still when I feel insecure or unheard.”

The South Side of Chicago

Vi begynder i barndommens Chicago, hvor Michelle Robinson vokser op i The South Side. Mens hun går i skole, skifter klassen fra en næsten all-white til en næsten all-black, og køn og race er uundgåelige temaer i denne biografi. Hun er selvbevidst, men ikke vred. En outsider, men ikke unik.

Hun er dygtig til at balancere alvor, humor og almindeligheder og skriver bl.a. om sig selv og sin veninde Santita:

 

“She and I were all for strengthening the character of black youth across America, but we also needed rather desperately to get to Water Tower Place before the K-Swiss sneaker sale ended.”

 

Michelle fortsætter på high school og siden på Harvard Law School. I sit første job som advokat får hun en ung fyr med det spøjse navn Barack i sommerpraktik, og så er resten historie.

Familien først eller ‘The First Family’

Det, som vi i Danmark dog ikke kender så meget til, er Michelle Obamas rolle, ud over den smilende, vinkende hustru.

Hun er et privat menneske og ønsker grundlæggende ikke, at hendes mand skal træde ind i politik. Hun støtter ham, men tror langt hen i valgkampen ikke, at det vil lykkes ham. Som læser sidder man spændt tilbage, selv om man jo udmærket kender resultatet.

 

“Since I’d known him, it seemed to me that Barack had always had his eyes on some far-off horizon, on his notion of the world as it should be. Just for once, I wanted him to be content with life as it was. I didn’t understand how he could look at Sasha and Malia, now five and eight, with their pigtailed hair and giggly exuberance, and feel any other way. It hurt me sometimes to think that he did.”  

Jobbet, der ikke er et job

Michelle Obama er selv en driftig forretningskvinde og må forlade et højt profileret job i universitetsverdenen for at blive førstedame.

Hun beslutter sig for at bruge sin titel til noget fornuftigt og kaster sig bl.a. ind i kampen om amerikanske børns usunde madvarer og planter en stor del af haven til i Det Hvide Hus, så skoleklasser kan lære, hvor maden kommer fra.

Samtidig påtager hun sig et særligt ansvar for at gøre African Americans til en del af Det Hvide Hus’ historie.

 

“The struggles of Rosa Parks and Coretta Scott King were more familiar to me than those of Eleanor Roosevelt or Mamie Eisenhower. I carried their histories, along with those of my mother and grandmothers. None of these could ever have imagined a life like the one I now had, but they’d trusted that their perseverance would yield something better, eventually, for someone like me. I wanted to show up in the world in a way that honoured who they were.”

 

Højt at flyve, dybt at falde

For både The Obamas og for USA blev en historisk begivenhed og et højdepunkt i den amerikanske historie, afløst af et historisk lavpunkt, set med vestlige, demokratiske øjne: I 2016 flytter Donald og Melania Trump ind i Det Hvide Hus.

Barack Obama har på det tidspunkt været præsident i otte år, og familien gør sig klar til at forlade præsidentlivet og vende tilbage til et eget liv igen. Derfor er det ikke et personligt nederlag, men et nederlag for det demokratiske parti og for USA, som Michelle Obama beskriver på valgnatten i 2016:

 

“I felt something leaden take hold in my stomach just then, my anxiety hardening into dread. As Barack and Valerie started to discuss the early results, I announced that I was going upstairs. I walked to the elevator, hoping to do only one thing, which was to block it all out and go to sleep. I understood what was probably happening, but I wasn’t ready to face it. 

As I slept, the news was confirmed: American voters had elected Donald Trump to succeed Barack as the next president of the United States. 

I wanted to not know that fact for as long as I possibly could.”

Ann-Christine Hellerup Brandt: Valdemarsro Aftensmad

De sidste par år er madbloggen Valdemarsro landet i toppen af mit søgefelt, hver gang jeg har søgt inspiration til mad.

Jeg har med held afprøvet flere af Valdemarsro-opskrifterne, og selvom der ikke er et særligt vegetar-fokus, har bloggeren Ann-Christine har været med mig i processen med at spise mindre kød. Blandt favoritterne er:

• Speltotto med ærter og citron – her har jeg lavet min egen version med friske asparges fra haven, når de er i sæson.
• Falafler – som ellers kan blive så djævlens tørt, men ikke her. Ned i et hjemmelavet pitabrød og så godt med dressing.
• Vegetarlasagne – den er tidskrævende, men god.

Madbloggen der blev til kogebog

Da jeg så Valdemarsro på papir, var jeg derfor nem at overbevise. En hyggelig søndagsaktivitet hos mig er at bladre i kogebøger og lægge ugeplaner, som jeg så ikke rigtigt overholder, når hverdagen indtræffer.

Men Valdemarsro er en super hverdagskogebog med tidsangivelse på hver ret, som gør det nemmere at kaste sig over. Der er fx et afsnit med “One pot pasta”, som er forskellige pastaretter, hvor alt tilbehøret puttes i gryden sammen med pasta og koger ind til en samlet ret på kort tid. Det er rimelig børnefamilie-genialt.

I det hele taget er Valdemarsro en madkultur, der passer til mig. Det må gerne være lækkert, det er ikke over-sundt, og det kan laves uden de store dikkedarer.

En ting, jeg dog faldt over, var, at der er utroligt mange opskrifter med hakket oksekød. Og det kan jeg jo godt forstå, for det er så nemt, og det smager ofte godt. Men i disse klimatider, fandt jeg mig selv næsten forarget, men mest af alt ærgerlig. For jeg spiser gerne oksekød, men jeg spiser det væsentligt sjældnere, og så er der så mange gode opskrifter, jeg går glip af.

Valdemarsro på bestsellerlisten

Til sidst vil jeg udtrykke min begejstring for, at Valdemarsro-bloggen ikke er blevet gemt bag en betalingsmur! Man kunne sagtens tænke, at man ikke både kan give opskrifterne væk gratis på nettet, og så også sælge dem i en bog, men det bliver glimrende bevist her, at det sagtens kan gå hånd i hånd. Pt. er Valdemarsro nr. 8 på Bog & Ides bestsellerliste.

Anmeldereksemplar

Jeg har modtaget Valdemarsro “Aftensmad” som et anmeldereksemplar fra Bog & Ide. Anmeldelsen står helt for egen regning, og jeg kan varmt anbefale den, fx som en julegave til en madglad i familien.

“Aftensmad” er Ann-Christine Hellerup Brandts anden bog. Hun har tidligere udgivet bogen “Opskrifter og små glimt af hverdagslykke”

Flemming Quist Møller: Den store Snudebog

”Den store Snudebog” samler de tre fortællinger om Snuden.

Den er blandt Flemming Quist Møllers klassikere, som også tæller Cykelmyggen Egon, Bennys Badekar og min barndoms favorit: Jungledyret Hugo.

Snuden er et venligt dyr med en lille krop og en stor tryne. Den bor i en mose – jeg ser for mig, det er Utterslev Mose her i Brønshøj, hvor jeg bor. Her lever den et ukompliceret liv sammen med sin ven, Odderen Otto.

Da de to en dag får besøg af en far og en søn i kano, tager Snuden på eventyr for at undersøge, hvem de mennesker egentlig er, og hvorfor de bliver så sure, når de bliver voksne.

Det bringer minder om en anden yndlingsbog, nemlig Benny Andersens “Snøvsen”, hvor de voksne bliver set gennem børns klarsynede blik     .

På sin tur møder Snuden et galleri af mennesker, inden han til sidst beslutter sig for at vende hjem til mosen og sin ven Otto.

Aldersanbefaling for Snuden

Snuden kan læses for samme aldersgruppe som Snøvsen. Tidligst fra 5-6 års alderen. Herhjemme er den 7-årige begejstret. Der er ikke så meget billedmateriale, så barnet skal kunne koncentrere sig om at lytte til historien.

Jeg har modtaget bogen som et anmeldereksemplar fra Bog&Idé. Her kan du også købe bogen eller gå på opdagelse i Flemming Quist Møllers univers.

 

Kate Morton: Urmagerens datter

Det tog mig lidt tid at lande i Kate Mortons roman om Urmagerens datter. Persongalleriet er stort, og det samme er fortællingens ambitioner.

Vi følger Elodie, som er arkivar i London. Hun finder en gammel taske med et fotografi og en skitsebog. Af uransaglige årsager føler hun sig forbundet til indholdet og får lyst til at løse mysteriet om de gamle genstande.

Det hele fører tilbage til et hus med næsten magiske egenskaber for enden af en flod i en lille by på landet. Samtidig trækkes der tråde til Elodies onkel Tip og til den afdøde kunstmaler Edward Radcliffe.

Det er på den måde en stor fortælling, og den er også for det meste velfortalt. Det bliver alligevel ikke en 100 % anbefaling herfra, fordi der er for mange afstikkere og passager, hvor man mister tråd i hovedhistorien. Jeg kan godt forestille mig at give andre bøger af Kate Morton en chance. Hun er helt sikkert en dygtig forfatter, der bare spænder lidt bredt i denne roman.