Det tog mig lidt tid at lande i Kate Mortons roman om Urmagerens datter. Persongalleriet er stort, og det samme er fortællingens ambitioner.
Vi følger Elodie, som er arkivar i London. Hun finder en gammel taske med et fotografi og en skitsebog. Af uransaglige årsager føler hun sig forbundet til indholdet og får lyst til at løse mysteriet om de gamle genstande.
Det hele fører tilbage til et hus med næsten magiske egenskaber for enden af en flod i en lille by på landet. Samtidig trækkes der tråde til Elodies onkel Tip og til den afdøde kunstmaler Edward Radcliffe.
Det er på den måde en stor fortælling, og den er også for det meste velfortalt. Det bliver alligevel ikke en 100 % anbefaling herfra, fordi der er for mange afstikkere og passager, hvor man mister tråd i hovedhistorien. Jeg kan godt forestille mig at give andre bøger af Kate Morton en chance. Hun er helt sikkert en dygtig forfatter, der bare spænder lidt bredt i denne roman.
Ordtryk 