Merete Pryds Helle: Hej menneske

Roman

“Hej menneske” foregår i Mellemøsten, hvor Edith er på arkæologisk udgravning. Hun bliver bidt af en skorpion og må derfor blive indendøre en ugestid. Tiden bruger hun på at arbejde på sit speciale, hvor fakta blander sig med historien om navnesøsteren Edith, der levede for mange tusinde år siden, og hvis hus forskergruppen netop er ved at grave ud.

Jeg deler ikke helt fascinationen af stenalderen og menneskets udvikling, der her beskrives som lige dele tilfælde og kløgt. Hvis man interesserer sig for historie eller filosofi, vil bogen muligvis høre til yndlingsbøgerne, for den ligner umiddelbart ingen anden roman. Sprogligt er den poetisk filosoferende, og jeg stoppede bl.a. op og funderede over sætningen “Kvinders bækken er et kompromis i forholdet mellem at gå oprejst og presse børnenes hjerner ud,” mens jeg sprang lidt hurtigere hen over retoriske spørgsmål som “Måske er solen og månen store frø, der er sået i himmeljorden, og himmelrytmen det, der får planter til at spire.” Respekt for at skrive en anderledes roman, men jeg er ikke helt revet med.

Reklamer

Skidt begyndt…

Roman

Nogle bøger når man ikke til sidste side af. Her en lille liste over bøger, jeg har bladret, læst næsten, kvart, halvt, stort set ikke i den forgangne tid.

Søren Ulrik Thomsen: Repremiere i mit indre mørke
En ret lækker essaysamling. Jeg gider bare ikke læse essays. Det er meget interessant, at han skriver om Inger Christensen, som han kender og er inspireret af. Også meget interessant læsning om rygepolitik, som jo er klasseeksemplet på, hvor hurtigt man kan vende en kultur. Hvis jeg skulle tage én bog med på en øde ø, skulle det til gengæld være Søren Ulrik Thomsens digtsamling “Det værste og det bedste”.

Juliane Preisler: Privatpersoner
En god bog at læse op – meget rytmisk, gentagende, mundtligt sprog. Men derfor også hakkende, snublende, monont rytmisk. Jeg blev træt af at læse indad i den form. Det er jo en smagssag. Som bonusinfo kan jeg fortælle, at jeg skrev 1.g-opgave om Juliane Preislers roman “Glas”.

Jan Sonnergaard:  Sidste søndag i oktober
Apropos gymnasiet har jeg som så mange andre i min generation læst Jan Sonnergaards “Radiator”. Særligt novellen om en polterabend, der kommer helt ud af kontrol og ender i vold og mord, har efterladt så stærke billeder, at jeg tænkte, Jan Sonnergaards andre to novellesamlinger skulle have en chance. Men det blev lidt halvhjertet, og jeg blev aldrig rigtig fænget og nåede ikke til samlingen med den ellers så dejlige titel “Jeg er stadig bange for Casper Michael Petersen” (som jeg i øvrigt tit kommer til at tænke på, når jeg ser et indlæg af Per Michael Jeppesen).

Olav Hergel: Indvandreren
Jeg glemte en pæreindsmurt udgave af denne bog i et indenrigsfly, og egentlig var begyndelsen ikke så lovende – et forceret sprog, der alt for gerne ville gennemtrumfe nogle pointer – men den havde potentiale til at blive spændende, så den skal have en chance til. Måske uden nærkontakt med frugt.

Liza Marklund: Nobels testamente

Krimi, Roman

I påsken har jeg været på besøg hos mine forældre i Midtjylland. Jeg fløj indenrigs og havde en ny bog med, som jeg havde købt: Olav Hergels “Indvandreren”. Da jeg satte mig i flyet, åbnede jeg min taske. Der lugtede lidt af rådden pære, tænkte jeg. En kuglepen havde boret sig ind i en lidt blød frugt, og siden havde jeg rystet godt med tasken (trykke lidt, når mange mennesker skal ud af toget i Kastrup, ruske lidt, mens man løber efter indenrigsbussen, op på et bånd og scannes og på igen med tasken). Resultatet var en pæreformet mærke på bogens side – med lidt lunken pæremos ind imellem de midterste hundrede sider. Jeg brugte fire-fem papirlommetørklæder til omhyggeligt at tørre pære af alle siderne, satte bogen i nettet foran mig, og så var vi jo stort set i Karup.  Af sti af sted og hjem til flæskesteg med rødkål, asier og rysteribs, og da mørket stille faldt på over Thorning, gik det op for mig, jeg havde glemt min bog.

Så i påsken har jeg været i min fars krimisamling og læst mig igennem medicinalfusk, molotovcocktails, bandende amerikansk lejemorder med dæknavnet Kattekillingen og hede dagdrømme om Konkurrentens lækre reporter Bosse. Jeg var meget opslugt af det.