Lars Husum: Mit venskab med Jesus Kristus

Roman

Den her bog så jeg på den meget fine anbefalingshylde på Vesterbro Bibliotek, hvor jeg finder de fleste af de bøger, jeg læser. Den handler om en ung fyr, der er rigtig meget ude at skide, møder Jesus, flytter til Tarm og får venner.     

Her møder hovedpersonen to fyre, Cykel og Knæk, på den lokale grillbar i Tarm, lige efter han er kommet til byen:

“Der er også de kedelige historier om markedsdage, og dengang Tarms håndboldherrer lå i 2. division og slog GOG i pokalen. De er rykket ned i Jyllandsserien, fordi nabobyen Skjern stjæler deres bedste spillere. Jeg hører vrede i deres stemmer, men jeg fatter ikke hvorfor. Hvem fanden interesserer sig for håndbold?”

Senere bliver de to en del af hovedpersonens vennegruppe, NATO, der skal hjælpe ham med at blive et bedre menneske. De andre i gruppen er nabokonen Karen, Marianne fra Jehovas Vidner og endelig frisøren Anita, som vi første gang møder i denne scene:

“Jeg tisser, og pludselig mærker jeg en anden hånd end min egen på min pik. Det er heldigvis Anita og ikke Cykel. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, men jeg har ikke tisset færdig, så det vælger jeg. Hånden forsøger at få liv i min pik, men alt hvad hun får ud af det, er tis på hænderne. Da jeg har tisset færdig, smyger hun sig om mig. Hun har smidt sine bukser, og jeg har stadig min slappe pik fremme. Nu står hun ansigt til ansigt med mig. Hendes røv er halvvejs oppe i pissekummen. Det er for absurd til at tænde mig. Anita er køn, og hun gnider min pik mod sin fisse, men det er herretoilettet, og hun har lige sagt: “Knep mig” med en rungende øldunst. Hun er meget fuld, og hun taber balancen, slipper min pik og sætter sin røv i pissekummen.”

Reklamer

Bogforum 2009

Begivenhed

Bogforum ordtrykHver gang jeg træder ind i Forum den anden weekend i november, tænker jeg: Nå, så er vi her igen. Og hvorfor er vi egentlig det? Hvorfor gider jeg år efter år? Der er så mange mennesker i fodformede sko, der sveder op ad én. I år så jeg en, der havde rygsæk på og havde spændt de øverste remme hen over brystet, så det trykkede hendes hængebryster længere ned og gjorde dem flade, sådan lidt ud til siderne. Det var ikke engang noget jeg kiggede efter, men tre gange konstaterede jeg: Sådan nogle hængebryster vil jeg ikke have. Der sad en mand ved siden af mig foran Tranescenen, som under en samtale lænede sig lidt over mod mig og sagde: “Det er en flot, jødisk næse, hun har, hva'”. Han blev ved med at kigge på mig og nikke, indtil jeg bare sagde “Ja, det kan man sige”. For to år siden hørte jeg Hans Otto Jørgensen læse op på Bogforum – vist også på Tranescenen, men han stoppede undervejs og sagde “Nej, jeg kan altså ikke læse op i den her larm”, og så gik han.

Jeg tog en stille og rolig fredag eftermiddag i år. Det er altid hyggeligt at besøge Retorikforlagets stand og ellers var den bedste oplevelse klart Tine Bryld i samtale med Gitte Løkkegaard, som har skrevet en bog om hende. Man bliver helt rolig af den stemme. Helt helt rolig. Og glemmer helt tanken om, at Bogforum ville være et røvsygt sted at få svineinfluenza.

Jakob Ejersbo: Revolution

Fortællinger

Revolution Jakob EjersboNår jeg læser bag på bogen, tænker jeg, hmm… fortælliger… der foregår i Tanzania. Det er vist ikke noget for mig. Men det er Jakob Ejersbo, og derfor læste jeg aldrig bagpå, men gik bare i gang.

Alle fortællingerne kredser om liv, der ikke blev som de skulle, og der er en tydelig forfatterfascination af at have ingenting, bygge noget op og miste det hele igen. Ikke så meget mere at sige. Den kan rigtigt godt anbefales.

Det er igen en trilogi, den her er toeren, og den er ekstra fin at læse, hvis man har læst etteren (Eksil), for personer og steder går igen på en god, diskret måde. Nu ser jeg frem til Liberty, som er den sidste i rækken.

Ligge i groenne enge

Anne B. Ragde: Ligge i grønne enge

Roman

Ligge i groenne engeLigge i grønne enge er afslutningen på en norsk trilogi om tre forknytte mænd på en gård ved Trondheim. Der sker ingenting, og dagligdagen går sin vante gang, mens der bliver brændt tismadrasser af, henrettet lam i kirken, begået selvmord og befrugtet lesbiske par.

En af brødrene er bedemand, og der er ret meget underspillet makaber humor i bogen. Her en lille smagsprøve – det er en af brødrenes datter, Torunn, der smører mad til farfaren (der i virkeligheden er hendes onkel):

”Og der var stadig syltetøj i kælderen efter Anna Neshov. Det var måske sådan man snød døden og forlængede livet, tænkte hun, ved at lave så meget syltetøj at folk måtte æde ens anstrengelser i årevis bagefter.”

Jeg er blevet ret glad for de underlige nordmænd undervejs i de tre bøger. Den første bog er lidt tung at starte på, fordi man lige skal lære dem lidt at kende. Men efter lidt tid glæder man sig til at høre, hvordan det går med grisene og hvem der nu er død i bedemandsforretningen, lidt som at se en lang tv-serie.

De første to bøger hedder Berlinerpoplerne og Eremitkrebsene.