Benjamin Koppel: Annas sang

Benjamin Koppel er musiker, komponist og nu også forfatter. 
I sin debutroman skriver han autofiktivt om sin moster Hannah Koppelmann, der voksede op i København under anden verdenskrig, og hvis familie måtte flygte til Sverige. 

Et hovedtema i bogen er kærlighed – til familien, traditionerne og troen, til det andet køn, længslerne og håbet. Kærlighed til musikken. Og den nødvendige kærlighed til den familie man bliver givet, når man ikke kan vælge selv.

Det er en meget velskrevet fortælling, og særligt børne- og ungdomsårene er fyldt med velfortalte figurer og medrivende begivenheder. En læseværdig oplevelse, som jeg kan anbefale.

Autobiografiske romaner fra Guldager og Skov

Leonora Christina Skov udgav i 2018 autobiografien “Den, der lever stille”, som fejede benene væk under mig. Den var ærlig og sårbar og afdækkede hele hendes personlige historie; særligt forholdet til hendes mor, der selv på sit dødsleje ikke accepterede sin datters homoseksualitet, livsvalg og personlighed.

I 2021 kom en slags to’er med titlen “Hvis vi ikke taler om det”. Den kredser om nogle af de samme tematikker, men har et særligt fokus på Skovs vej igennem forlagsjunglen og er et blevet en vigtig Metoo-stemme i den litterære branche. Det er en imponerende to’er, som også behandler tiden efter hun har udgivet den første autobiografi – turneer, oplæsninger, anerkendelse og forvirring. Hun gør det hamrende godt, men vi kommer ikke uden om, at den første bog var mere rørende, måske simpelthen udelukkende fordi den var den første. Altså først og fremmest en klar anbefaling af “Den, der lever stille”.

Katrine Marie Guldager: Det samme og noget helt andet

En anden erfaren forfatter, som i 2021 skrev en roman med autofiktivt udgangspunkt, er Katrine Marie Guldager. En forfatter, som jeg af en eller anden grund ofte kommer til at forveksle med Ida Jessen. Sagen er, at jeg for 12-15 år siden læste Guldagers novellesamling “København”, som jeg var glad for, og siden har hun ikke rigtigt ramt plet på min boghylde.

“Det samme og noget helt andet” er en fragmenteret fortælling med kapitler på 1½ sides penge, som hver især er nedslag i begivenheder, tanker, møder og samtaler i tiden efter to skelsættende begivenheder i hovedpersonens liv: Hendes veninde og hendes far dør med få dages mellemrum, mens hun endnu er ung. Begge uforberedt – tragiske ulykker. Særligt farens død sender den unge jeg-person ud i en søgen efter sin identitet, sin familie og sin plads i verden.

Det er hjerteskærende, så meget hun forsøger at være en del af sin familie, og så meget hun samtidig afviser den og bliver afvist, fordi hun ikke kan og vil forstille sig. Familiedynamikkerne er lige til en DR dramaserie, men jeg nåede aldrig at føle det helt under huden, måske fordi sprogstilen er abrupt. Det er næsten en bog, jeg synes, man ikke kan være bekendt at være berørt af; alligevel lykkedes det mig ikke at nå helt dertil.

Cecilie Grønlund: Døgnåben

Med sin debutroman “Døgnåben” placerer Cecilie Grønlund sig i midten af moderne dansk prosa om ungt hverdagsliv i storbyen. Romanen følger 22-årige Luna, mens hun jagter sin ekskæreste og en meningsfuld fremtid. Hun arbejder på en café og går i byen med sine venner i Kødbyen, men hendes egentlige livsindhold er ekskæresten Kasper og hans gøren og laden på Instagram, i kunstverdenen og på Jolene.

Stemningsmæssigt lægger hun sig op ad forfattere som Thomas Korsgaard, Mads Ananda Lodahl, Katrine Grünfeld og Tine Høeg. Det er en hurtigt læst nutidsroman, som man kan læse som en pausebog mellem litteratur med større tyngde.

Malene Ravn: Hvor lyset er

Malene Ravn skrev i 2019 en roman om nogle af de første kinesere i Danmark “I dine øjne”. Jesper Wung Sung skrev om samme tema ca. to år før i “En anden gren”, og derfor forveksles de to bøger ofte. De er begge meget anbefalelsesværdige, særligt fordi Malene Ravn og Jesper Wung Sung begge evner at skrive historiske romaner på en nutidig, indlevende manér. De er omhyggelige i deres research og teknisk dygtige forfattere.

Malene Ravns nyeste roman “Hvor lyset er” handler om maleren Carl Fischer. Det opdagede jeg først, da jeg var 100 sider inde i bogen. Indtil da handler det om et barn i 1890’ernes Vejle, der savner sin mor og har svært ved at finde trøst hos sin far. Siden følger vi den unge Carl, da han flytter til København og møder sit livs kærlighed, Ely. De flytter fra det ene loftskammer til det andet og søger lyset (deraf titlen) til malerarbejdet. I deres omgangskreds er også historiske figurer som Storm P, som jeg også fik et mere nuanceret kendskab til, omend han er en perifær person i romanen.

Det er ikke sommerens bedste læsning, men en velskrevet bog, som man ikke går fejl af.

PS: For sommerens bedste læsning se i stedet Britt Bennett: Det der skiller os eller Sissel Jo Gazan: Hvide blomster.

Thomas Korsgaard: Man skulle nok have været der

Jeg kender ingen andre bøger, hvis titler er så velvalgte som Thomas Korsgaards. Kongen af bogtitler har nu afsluttet sin personlige trilogi. Hvor de to første handler om opvæksten i en lille by uden for Skive, følger vi i “Man skulle nok have været der” Tue som 17-årig hjemløs i København. Han er flyttet hjemmefra; moren er flyttet på krisecenter, og det er tid til en ny start i hovedstaden.

Tue får job som avissælger for Politiken, men ved bogens begyndelse bliver han smidt ud af sin lejlighed, og hans nærmeste netværk er Lone fra Lones pølser, en avissælger-kolleger og en fyr, han møder til en bogreception. Over de næste par hundrede sider snubler han sig igennem storbylivet, og selv om det hjemlige omsorgssvigt er ligeså let at få øje på nu som i de første to bøger, har sympatien lidt sværere ved at finde vej til en 17-årig forhutlet, til tider uhøflig ung mand.

Bogen er rå læsning, ofte tåkrummende, uden filter og med uforfalsket socialrealisme, nu i voksenstørrelse. Den sætter punktum for en personlig, autobiografisk bogserie og efterlader læseren hos den voksne forfatter Thomas i nutiden.

Jeg var meget glad for at læse Thomas Korsgaards første to bøger, lidt mindre for denne – måske fordi den sorte humor får mindre plads her. Hvis du endnu ikke har læst Korsgaards bøger, kan du se anmeldelser her på bloggen:

“Hvis der skulle komme et menneske forbi” (første bog om Tue)

“En dag vil vi grine af det” (anden bog om Tue)

Tyverier (noveller, ikke en del af Tue-serien)

Jesper Wung Sung: En anden gren

“En anden gren” handler om de første kinesere, der kommer til København i starten af 1900-tallet og stilles til skue i kineserbyen i Tivoli. Én af dem er Jesper Wung Sungs oldefar San Wung Sung.

San rejser med dampskib fra Canton i Kina med sine fars skriveredskaber og et håb om at kunne sende penge hjem til familien. En dag står en pige i køen til den lille skrivepult i Tivoli, hvor han giver gæsterne kinesiske tegn med hjem. Pigen er Ingeborg, som skal blive Jesper Wung Sungs oldemor.

I begyndelsen mødes de på hver sin side af gitteret til Tivoli, men med tiden finder San et træ, som kan hjælpe ham hen over gitterporten. Deres første stævnemøde er i en robåd på Søerne efter lukketid, og da San har udstået sin sæson i Tivoli, sender han alle pengene hjem til sin familie og bliver i København.

De to flytter ind i fugtige kældre og smalle tørrelofter og lever fra hånden til munden. San bevarer sin værdighed og laver te med langsomme bevægelser, uanset hvor meget han bliver udsat for spåt, hån og fysiske overfald. Og Ingeborg står last og brast ved hans side, selv når familien beder hende vælge mellem dem og ham.

En anden gren

“En anden gren” er en betegnelse fra bogen “Æstetisk træ over den menneskelige race”, som Ingeborg finder frem på biblioteket. Det er oplevelsen, som går som en rød tråd gennem bogens 554 sider: At San er anderledes – fra en anden gren.

Jesper Wung Sung skriver eminent godt – ikke for floromvundent, men realistisk, med indføling og uden sentimentalitet for sine forfædres usle vilkår.

Romanen er udgivet i 2017. Året efter kom Malene Ravns roman “I dine øjne”, som også omhandler de første kinesiske immigranter i København. Bestemt også en læseværdig oplevelse.

Så længe jeg skal ind ad din dør

Ti forfattere har fulgt ti sosu’er i Københavnsområdet, og det er der kommet en fin lille novellesamling ud af.

Den bedste er ikke engang “Jeg skal ikke tørres, din dumme neger”, selv om det er en meget lovende titel. Tværtimod kan jeg godt lide, at mange af novellerne er meget fine i deres antydninger og stille beskrivelser af en arbejdsplads og ikke mindst nogle borgere, som er på vej herfra. Fælles for de fleste er ikke overraskende minuttælleriet og en integritet og arbejdsstolthed hos medarbejderne, der ikke kan tælles i tid.

Se mere på Stemmer til et stumt fag, hvor man også kan høre novellerne som lydfiler.

Det er gode forfattere, der er med. Fx Thorstein Thomsen og Anne-Cathrine Riebnitzsky.

Ditte Giese: 90’erbogen

Ååååh 90’erne! Hurra for at svælge i nylig overstået ungdom. Med tilpas ironisk (det hører jo til tiden) distance, og tilpas ærbødighed over for de dage, der lige har været og allerede er tyve år siden.

Om tiden siger Ditte: “Hvis man sammenligner 90’erne med, hvad unge i dag har af medfødte bekymringer i genren global opvarmning, terrorisme, civilisationernes sammenstød, bristede boligbobler og verdensomspændende finanskriser, så slap vi billigt dengang i 90’erne. For vi voksede op i en tid, hvor verdens dårligdomme dag for dag blev reduceret.”

Det er når hun er i det alvorlige hjørne. I den anden ende af skalaen har vi kapiteltitler som “Med stiv pik og håret tilbage til 90’erne” og “Dengang alle boede i postnummeret 90210”.

Og så elsker jeg, at der er en Brandon-tatoo på forsiden. Hvad mere kan man ønske sig? Måske en lille ting! For Ditte Giese skriver en personlig beretning om at vokse op i København og være hiphoptøs.

Gid hun havde været ung i Viborg og ikke havde råd til at købe buffalo-sko, gik i ONLY-bluser med logoprint over hele brystet og indrømmede at hun dengang ikke ville indrømme, at hun inderst inde elskede Boyzone, 3T , Whigfield og S.O.A.P. Gid nogen fra provinsen ville skrive den samme bog. Jeg gad godt læse den.

Katrine Marie Guldager: Ulven

Nogle gange stopper jeg op midt i en bog og tænker ‘Jeg er overhovedet ikke spændt på, hvordan det går de her mennesker’. Tit læser jeg bøgerne færdig alligevel. En slags udfald af min opdragelse, vil jeg tro. Og lidt tåbeligt.

Ulven er desværre sådan en bog. Den starter ellers godt, synes jeg:

“Leonora var ikke noget nemt barn. Allerede da hun var ni, erklærede hun over for sin raceubestemmelige gårdhund, at det eneste, hun virkelig ønskede sig i denne verden, var at slå sin bror ihjel. Denne historie begynder dog længe før, Leonora kom på de tanker, den begynder længe før, Leonora overhovedet blev født, hvilket hun var ganske tæt på slet ikke at blive. Historien begynder, før hendes familie forvandlede sig til denne kerne af fortrydelse, før hendes mor langsomt, men sikkert forvandlede sig til en ulv.”

Der er lagt op til drama, men man kommer aldrig rigtig til at holde med nogen af personerne, og det bliver aldrig en pageturner. Faktisk tror jeg, Katrine Marie Guldager gør en dyd ud af, at man ikke skal komme for tæt på, bl.a. ved at forældrene, som fylder alt for meget af historien, kun bliver kaldt ‘Leonoras mor’ og ‘Leonoras far’. Jeg forstår bare ikke helt, hvorfor det nu skulle være godt.

Jeg bliver ved med at vende tilbage til Katrine Marie Guldager, fordi jeg var begejstret for hendes novellesamling “København”, men desværre er jeg blevet skuffet, når jeg har forsøgt at læse en af hendes romaner.

Katrine Marie Guldager: Nu er vi så her

Katrine Marie Guldagers fantastiske “København” er én af grundene til, at jeg trods min lettere indskrænkede hang til romaner, nogle gange alligevel giver novellesamlinger en chance. Hendes nyeste hedder “Nu er vi så her”, og den er også ganske god, men ikke ligeså særlig. De fleste af novellerne handler om familier og forhold, der er i opløsning eller udvikling, men de hænger ikke sammen på kryds og tværs som i “København”. Jeg er ret vild med begyndelserne i de forskellige noveller, og jeg blev ramt af en stille nørdefryd, da den første indleder med sætningen:

“Nu er jeg ikke forfatter, men der er alligevel en lille historie fra mit eget liv, jeg gerne vil fortælle.”

Novellen har den meget sjove titel “Voksne mennesker kan godt tale om sex” og er en fortælling om en datter, der ikke synes hendes mor behøver tale med hende om netop det.

De to bedste noveller er dog efter min mening de mest barske. Den ene er novellen “Kære Karen Rask”, som er en fængselsindsats brev til et menneske, Karen, som muligvis er offer for det, der har sendt ham i fængsel. Den anden handler om en voldtægt på hovedbanegården og hedder “Retssagen”.