Khaled Hosseini: Og bjergene gav genlyd

Altid en fornøjelse at være i stue med Khaled Hosseini!

Berlingske havde for nylig en liste med læsertyper, og jeg falder vist i Nobeldisciplen

“Du læser i øvrigt altid de bøger, der vinder de store priser (…), du stoler på eksperter og anmeldere og ved ikke noget bedre end at sætte dig i sofaen med en bog, der allerede er sagt god for.”

Der er noget trygt ved at vide, at man ikke spilder sine gode læsestunder på halvdårlig litteratur. Og så kan det godt være horisonten ikke bliver udvidet så voldsomt, men det lever jeg med.

Handlingen er klassisk for sin roman-type: mennesker, der lever i krig, nogle rige, nogle fattige – de rige er naturligvis ikke mere lykkelige – noget afsavn og familiebånd, lidt eventyrtræk, men ikke for mange, nogle familiemedlemmer, der genfinder hinanden efter mange års adskillelse, og nogle, der dør uden at få sagt ordentligt farvel.

Et lille men er, at jeg synes, der blev lidt for mange hovedpersoner i den her bog til at jeg næsten kunne holde styr på dem. Men de er spændende hver især – måske især overklasseafghaneren med den smukke kone, der i virkeligheden er forelsket i sin fattige mandlige hushjælp med det lidt for store olivengrønne jakkesæt.

Jonathan Franzen: Frihed

Endelig har jeg forstået alt det fuzz, der har været om Jonathan Franzen! “Frihed” er en rigtig god bog, omend lidt lang, og jeg er rigtig glad for, jeg begav mig ud i den, efter jeg knækkede nakken på “Korrektioner”.

“Frihed” er en familiekrønike om middelklasseulykkelige forstads-USA, fortalt fra forskellige familiemedlemmer gennem bogen.

Utroskab fylder en hel del. Ikke fordi de gør det så forfærdeligt meget, men fordi de hele tiden tænker på, hvordan det mon ville være, og måske ville det i virkeligheden gøre alting bedre. Bare fordi man elsker én, behøver det ikke være her, man længes efter sex.

Og på den måde bliver friheden i det monogame forstadsliv prikket blidt til, uden at temaet bliver tværet ud over siderne. Det kan jeg godt lide. Mest tykt er det måske, da familiefaderen, Walter, besøger sin alkoholiserede bror, efter mange år og finder ham på en bænk, hvor han renser en fisk og drikker en øl ad gangen, og Walter bliver tiltrukket af, at sige alle forpligtelserne farvel. Men alligevel kun for et par timer.

Skrivestilen er fin og Franzen-særlig. Hans største styrke er forstadslivet og de her omvendt-ordstilling-lange passager med, hvad naboerne mon tænker. Som fx her:

Selv om der var nogle af naboerne der utvivlsomt fandt tilfredsstillelse i at Patty endelig kom til at høste hvirvelvinden af at hendes søn var noget særligt, så stod det faktum tilbage at Carol Monaghan aldrig havde været særlig vellidt på Barrier Street, at mange beklagede Blakes opdukken, at Connie blev anset for at være underlig, og at ingen nogensinde havde stolet helt på Joey. Da nyheden om hans oprør blev kendt, var de fremherskende følelser blandt Ramsey Hills bedsteborgere medlidenhed med Walter, bekymring for Pattys psykiske tilstand og en overvældende følelse af lettelse og taknemmelighed over hvor normale deres egne børn var – hvor glade de var for at tage imod deres forældres storsind, hvor uskyldigt de bad om hjælp til deres lektier eller deres collegeansøgninger, hvor villige de var til at ringe og fortælle hvor de var, og hvad de lavede om eftermiddagen, hvor føjeligt de røbede deres småproblemer, hvor betryggeligt forudsigelige de var i deres første træfninger med sex og hash og alkohol. Den smerte der strålede ud fra Berglund-huset var enestående.

En varm anbefaling herfra til den gode Jonathan.

Birgithe Kosovic: Det dobbelte land

Der går gerne en tid, fra en krig har fundet sted i historien, til den bliver en del af kulturhistorien. Nu er tiden kommet til borgerkrigen i Jugoslavien.

Birgithe Kosovic er selv dansk-jugoslav, og det er hendes familiekrønike, der foldes ud i Det dobbelte land. Bogen følger serbiske Milovan, der har været partisekretær i Partiet, men nu har måttet flygte op i bjergene. Derfra ser han tilbage på sit liv og en krig, der nærmest kommer snigende, og som er knugende, meningsløs og fyldt med fornægtelse og (selv)had.

Jeg blev selv en lille smule tabt ind imellem i, hvor vi nu lige var, og hvornår det foregik i tid, men beskrivelserne er gode og stemningen mættet, selv om man bliver væk i kronologien undervejs. Bogen har lige fået DR’s Romanprisen.

Mere Eks-Jugoslavien
Jeg kan også anbefale en nyere film, som foregår i nogenlunde samme område: Na Putu (på dansk: På vej), som var nomineret til Guldbjørnen ved Berlinalen. Den handler om et ungt par, der kæmper mod religiøs radikalisering, som truer med at splitte deres forhold. Meget vedkommende og interessant. Den går vist i Grand lidt endnu.