Dan Turèll: Mord i mørket

Lunt morddrama, fra før krimibølgen lammede Danmark, med alt det rigtige inventar: ‘Den tynde’ og hans håndlangere, en journalistisk anti-helt på mission, redaktør Otzen, der brøler ind i telefonen, og politiinspektør Ehlers, der godt bare snart vil holde weekend. Alt sammen selvfølgelig på gode gamle Vesterbro, før økologiske bagerier og ditto børnetøjsforretninger indtog distriktet.

En mand bliver myrdet i en opgang i Saxogade, snart følger flere mord, og efterforskningen sender os ned i mørke narkohuler og luskede bordeller.

Gode gamle Dan Turèll har en dejlig klichefyldt selvironisk skrivestil, som ingen anden. Her et par bidder at tygge på:

“Jeg sagde, det var meget smukt, hvilket lod til at falde i hans smag. Jeg har aldrig haft svært ved at lyve.

Ikke fordi, på den anden side, jeg nogen sinde har haft svært ved at tale sandhed. Det er bare ligesom med den venstre og den højre hånd: Det er dén man bruger, der bliver mest udviklet.”

Og i samme stil:

“Jeg gik en halv times tid. Ikke fordi jeg var på vej nogen steder hen. Jeg tænkte.

Det er ikke noget jeg tit gør. Det er heller ikke noget jeg er særlig god til. Det er for den sags skyld heller ikke noget, jeg har nogen speciel glæde af. Men det var ligesom om det var oppe i tiden. De ting der fandt sted rundt omkring mig krævede det.

Jeg gjorde mit bedste. Omtrent som en midaldrende mand, hvis kone altid har ordnet husholdningen, men som nu er alene en week-end, for første gang, på grund af hendes lillesøsters bryllup eller hendes mors begravelse, og pludselig skal finde ud af hvor opvaskebørsten ligger. På samme måde prøvede jeg at finde ud af at bruge min hjerne.

‘Mord i mørket’ er Dan Turèlls første krimi, udkommet i 1981.

Ferielitteratur

Et par ugers ferie gav mig tid til at spise fire bøger. Her er de:

Pia Juul: Mordet på Halland
En slags krimi, der ikke rigtigt går ud på at blive opklaret, men i stedet er en historie om en ensom kvinde. Den fangede mig ikke rigtigt. Har vist ellers været indstillet til alle mulige priser.

Kathrine Lilleør: Kvinde, hvorfor græder du?
Helt klart feriens mest interessante bog. Jeg har ikke noget meget tydeligt billede af Kathrine Lilleør i forvejen (præst, der nogle gange mener noget i Berlingske Tidende), men det hjælper en række fortællinger jo altid på (selv om mit syn på hende nok snarere er blevet nuanceret end afklaret). Mest interessant er det, når hun fortæller om livet som præst, og de mennesker, hun møder undervejs. De tidehvervske forfædre, dem, der skal begraves, konfirmeres, giftes, ansætte hende fra menighedsrådet osv. Mindre interessant er det, når det bliver tematisk og handler om fx køn i den sidste del af bogen. Kan godt anbefales.

Per Petterson: Aske i munden, sand i skoen
Havde egentlig først afskrevet ham, fordi han har skrevet en roman med så irriterende en titel som “Ud og stjæle heste”. Men måske skal jeg alligevel læse den, for “Aske i munden, sand i skoen” var et fint bekendtskab. Det er små fortællinger om Arvid, der bor i en lille norsk by og oplever forskellige småting. Sin bedstefars begravelse, et slaraffenland af gamle tegneserieblade, der bare er smidt væk, og så den dag, han kommer til at kalde Fede for Fede op i hans åbne ansigt. Jeg er i hvert fald klar til at læse mere, og så er det jo godt, der er en efterfølger (i første omgang “Ekkoland”, knap så irriterende titel, knap så svært at huske som Aske i.. hvordan var det nu det vendte).

Sara Blædel: Kun ét liv
Løbet tør for læsestof, stadig 26 timers transport og en halv afsluttende palmepooldag i beachresortet tilbage. Tak til danskerparadisets gæst til gæst-hylde. Ud af flere krimier på reolen, der startede med noget i retningen af: “Tidligt om morgenen den xx dag, finder xx en ung pige i xx sø. X kvindelig hovedperson fra de andre bøger i serien, bliver kaldt ud osv. osv. osv.” tog jeg den her, fordi den handlede mere om, hvad der sker, mens nogen opklarer noget, end hvor brutalt nogen bliver myrdet. Jeg kan godt lide den slags. Det var en fin krimi. Gled ubesværet ned sammen med den vakuumpakkede flymad.

Liza Marklund: Nobels testamente

I påsken har jeg været på besøg hos mine forældre i Midtjylland. Jeg fløj indenrigs og havde en ny bog med, som jeg havde købt: Olav Hergels “Indvandreren”. Da jeg satte mig i flyet, åbnede jeg min taske. Der lugtede lidt af rådden pære, tænkte jeg. En kuglepen havde boret sig ind i en lidt blød frugt, og siden havde jeg rystet godt med tasken (trykke lidt, når mange mennesker skal ud af toget i Kastrup, ruske lidt, mens man løber efter indenrigsbussen, op på et bånd og scannes og på igen med tasken). Resultatet var en pæreformet mærke på bogens side – med lidt lunken pæremos ind imellem de midterste hundrede sider. Jeg brugte fire-fem papirlommetørklæder til omhyggeligt at tørre pære af alle siderne, satte bogen i nettet foran mig, og så var vi jo stort set i Karup.  Af sti af sted og hjem til flæskesteg med rødkål, asier og rysteribs, og da mørket stille faldt på over Thorning, gik det op for mig, jeg havde glemt min bog.

Så i påsken har jeg været i min fars krimisamling og læst mig igennem medicinalfusk, molotovcocktails, bandende amerikansk lejemorder med dæknavnet Kattekillingen og hede dagdrømme om Konkurrentens lækre reporter Bosse. Jeg var meget opslugt af det.