Donna Tartt: Stillidsen

I ‘Stillidsen’ følger vi en dreng fra New York, fra han er 13 år gammel og mister sin mor i en eksplosion på et kunstmuseum. Den røde tråd i bogen er det lillebitte, kostbare, historiske kunstværk, som han selv får med ud derfra (deraf bogens titel ‘Stillidsen’, som jeg stadig ikke ved, hvordan man udtaler – men det er en fugl).

Egentlig er selve kunstværket og hans forhold til det ikke så interessant, synes jeg, men snarere det at følge ham, mens han går fra ung til voksen i en turbulent tid, hvor ingen ved, hvor han skal bo, og hvem der skal tage sig af ham, og venskabet med Boris, der kommer lidt fra Rusland og lidt fra alle steder. Og relationerne til Hobie og Pippa og Andy og Mrs. Barbour, som man kommer til at kende og holde af på hver sin måde.

Bogen har givet mig ret seriøse nakkesmerter, fordi den er så tyk og tung, og jeg har haft svært ved at lægge den fra mig. Tempoet er tilsvarende langsomt, men (med få undtagelser) uden så meget ‘spildtid’. Den er meget amerikansk i sin fortællestil på en måde, som jeg ikke lige kan forklare. Og nogle gange lidt for direkte i sin oversættelse, for min smag – hvor man næsten kan høre den amerikanske version, når man læser en sætning. Men det vænner man sig også til.

Alt i alt en fin anbefaling til juleferien.

Stine Pilgaard: Lejlighedssange

“Lejlighedssange” er sådan en kompakt, lille bog, som jeg havde lyst til at læse igen med det samme, jeg var færdig. Små, finurlige sætninger og underspillet humor i opgangen i andelsboligforeningen, hvor klientellet nok er karikeret, men ikke noget, som virkeligheden ikke til enhver tid vil kunne trumfe.

Fortælleren selv lever af at skrive horoskoper til et ugeblad og bijobber som sangskriver til de fleste lejligheder (i begge af ordets betydninger).

Noget af bogen handler om, hvor kedeligt det er at blive voksen. At hun ikke kan holde ud, at hun siger ‘tak fordi jeg måtte komme’, når hun besøger sin veninde, i stedet for bare at bunde et shot til velkomst som i gamle dage. Jeg husker især en lille sekvens i bogen, som fortælleren ser fra sit vindue. Hendes nabo mødes med sine venner i gården, og nu hvor de er blevet 40 og har fået børn, mødes de tidligt, så de kan komme hjem og sove i ordentlig tid. Og så sidder de der og deler minder og siger ‘kan du huske dengang…’, ‘ja, og det var også vildt, at vi…’. Og fortælleren grubler over, om de mon også vil mødes om ti år og sige ‘Ej, kan I huske dengang, hvor vi var 40. Gud, hvor var det praktisk, at vi mødtes tidligt.’