Naja Marie Aidt: Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage

Sådan starter Naja Marie Aidt:

“Jeg løfter mit glas og skåler med min ældste søn. Ovenpå sover hans gravide hustru og hans datter. Udenfor er martsnatten kold og klar. “For livet!” siger jeg, da glassene rammer hinanden med en sprød og fin lyd. Min mor siger noget til hunden. Så ringer telefonen. Vi tager den ikke. Hvem skulle ringe til os så sent en lørdag aften?”

Passagen vender tilbage igennem bogen og bliver længere og længere, mens hendes søns ubærligt tragiske død udfolder sig.

Jeg har sjældent svært ved at finde på noget at sige om en bog, og jeg har også en masse at sige om denne, men det virker så fladt og uvæsentligt at sætte almindelige ord på. Hvis jeg skal forsøge vil jeg kalde det en stor fortælling, en trøstende kåbe til alle, der har mistet, det ærligste jeg har læst, hudløst er en kliche, men denne bog er den eneste, jeg endnu har oplevet, der var det, en terapeutisk tåreflænser og en uovertruffen stilbombe, der bliver obligatorisk pensum i gymnasiet, før man kan nå at sige poetisk essaymontage.

Der er ikke et komma, en font, et mellemrum, der er tilfældigt sat. Linjeskift og kursiveringer rummer på skift voldsom vrede, afmagt og bundløs sorg fra en fantastisk forfatter, der har mistet det eneste, man som mor ikke tør tænke på, man kan miste: sit barn.

 

Bogen er sponsoreret af Bog og Idé.

Fem bøger, jeg glæder mig til

Jeg læser gerne alt, hvad der får fem-seks hjerter i Politiken. Det skal helst være nyt, velskrevet, ikke for Josefine Klougart-poetisk (der har jeg min Politiken-undtagelse) og handle om mig selv.

De her fem står på min liste over gode bøger, som skal sluges snart.
Maren Uthaug er den fantastiske kvinde bag Ting, jeg gjorde og romanen Og sådan blev det. Jeg følger ikke ret mange fremmede mennesker på Insta, men hun gør mig glad.

Naja Marie Aidt skrev Sten, Saks, Papir i 2012, og tak for den. Nu har hun skrevet en bog om sit barn, der er dødt. Den kommer til at gøre ondt, tænker jeg, og det er underligt at glæde sig lidt til den oplevelse.

Jonas T. Bengtsson er ham med Submarino og Et eventyr og Sus er ikke mindre socialrealistisk, som boligblokken på forsiden afslører. Det plejer at være godt – det skal det også blive denne gang, er jeg sikker på.

Jeg kan ikke huske, hvad Æg handler om, men jeg gider læse alt af Morten Ramsland. Det gælder i øvrigt også for de tre første forfattere.

Niksen er eneste udenlandske på listen. Den foregår i Chicago og handler om en 11-årig dreng og noget amerikansk hippie-historie. Jeg blev forelsket i forsiden og bagsideteksten på et besøg hos Thiemers Boghandel, som fortjener et indlæg for sig selv. Det kommer snarest…

Nu – i gang med at læse!

Naja Marie Aidt: Sten saks papir

Hurra for at Naja Marie Aidt har fundet på at skrive en roman! Det er hun god til.

Hun har den der finmekanik, som en lyriker tit har, og så har hun ikke glemt at lave et plot, som forfattere, der bliver for optagede af at sætte ord sammen, ellers nogle gange gør.

Karaktererne er gode og ikke for forudsigelige, især den unge Luke, som man aldrig bliver klog på, selv når bogen slutter (med noget hemmeligt, som jeg selvfølgelig ikke kan afsløre her… uh, suspense!)

Digteren Naja Marie Aidt afslører sig – på godt og ondt – dog ind imellem; fx i passager som den her:

Tirsdag morgen er som guld der flyder gennem gaderne; en ny varme i luften, støvet, der bølger i lyset, et løft, som om himlen er blevet højere i løbet af natten.

Osv.osv.osv. Men det passer som regel fint ind i stemningen og bliver kun for meget for min smag ganske få gange.

Og Patricias gode smag, når det kommer til boligindretning…
Noget, hun er rigtig god til, er dækket dialog. Minder mig lidt om Martin Kongstad, i den måde hun kan beskrive kedsomhed i et parforhold.

Her får hovedpersonen Thomas og hans kæreste Patricia besøg af nogle venner og deres barn. Thomas vil virkelig ikke have børn. Det vil Patricia gerne:

Oppe i lejligheden bliver der herefter skålet og snakket og løbet rundt efter Stella, der er tiltrukket af badeværelset, men ikke må gå derud for sin mor, fordi “gulvet er glat, du kan falde og slå dig slemt,” de sætter sig til bords og gæsterne priser fisken, “lige tilpas, ikke spor tør, jeg elsker de krydderurter du har brugt, er det merian? Chili? Ingefær? og vinen er skøn, og de store hvide tallerkener, bestikket – “er det ikke nyt?” og Patricias gode smag, når det kommer til boligindretning. “Det er jo umuligt at have det pænt, når man har børn i huset,” siger Tina, næsten undskyldende, “jeg synes, vi rydder op hele tiden, men det hjælper ikke,” og Jules tilføjer: “Vi kan sgu da også ligeså godt lade det rode,” men det synes Tina ikke, “så giver man jo for alvor op,” og Patricia nikker og smiler og tager en tår vin, mens Thomas bunder sin seebreazer.

Det værste ved gode bøger er altid, når de er slut. Og det er den her pludselig efter 383 sider. Gid der kommer én til snart!