Sådan starter Naja Marie Aidt:
“Jeg løfter mit glas og skåler med min ældste søn. Ovenpå sover hans gravide hustru og hans datter. Udenfor er martsnatten kold og klar. “For livet!” siger jeg, da glassene rammer hinanden med en sprød og fin lyd. Min mor siger noget til hunden. Så ringer telefonen. Vi tager den ikke. Hvem skulle ringe til os så sent en lørdag aften?”
Passagen vender tilbage igennem bogen og bliver længere og længere, mens hendes søns ubærligt tragiske død udfolder sig.
Jeg har sjældent svært ved at finde på noget at sige om en bog, og jeg har også en masse at sige om denne, men det virker så fladt og uvæsentligt at sætte almindelige ord på. Hvis jeg skal forsøge vil jeg kalde det en stor fortælling, en trøstende kåbe til alle, der har mistet, det ærligste jeg har læst, hudløst er en kliche, men denne bog er den eneste, jeg endnu har oplevet, der var det, en terapeutisk tåreflænser og en uovertruffen stilbombe, der bliver obligatorisk pensum i gymnasiet, før man kan nå at sige poetisk essaymontage.
Der er ikke et komma, en font, et mellemrum, der er tilfældigt sat. Linjeskift og kursiveringer rummer på skift voldsom vrede, afmagt og bundløs sorg fra en fantastisk forfatter, der har mistet det eneste, man som mor ikke tør tænke på, man kan miste: sit barn.
Bogen er sponsoreret af Bog og Idé.
Ordtryk 