Hanya Yanagihara: Et lille liv

Endelig fik jeg tid til at arbejde mig igennem disse 800 sider af et mesterværk. “Et lille liv” udkom i 2015 og er nomineret til et utal af priser. Blandt andet har The Guardian den som nr. 96 på listen over de 100 bedste bøger i det 21. århundrede.

Jude, Willem, Malcolm og JB mødes på High School og flytter senere sammen i New York. Den første del af romanen, som er min yndlings, følger de fire venners hverdagsliv, mens de skiftevis flettes tættere sammen og trækker sig til hver deres liv. Fra at være fattige studerende i et kammer til at have succes i hver deres fag – jura, teater, kunst og arkitektur.

Undervejs i romanen, går vi tættere på én af de fire venner, juristen og matematikeren Jude. Hans opvækst på kloster og børnehjem foldes langsomt ud, og det bliver makabert tydeligt, hvorfor han også som voksen er ødelagt i både sjæl og krop.

Bogen har en gennemgående rød tråd om kærlighed mellem mænd – venskabelig, seksuel og forskruet. Den er helt utroligt (altså helt utroligt!) velskrevet og er en mindeværdig læseoplevelse, omend den til tider er både grum og grim.

Hanya Yanagihara er desuden aktuel med romanen “Til paradis” fra 2022.

Niviaq Korneliussen: Blomsterdalen

Blomsterdalen er en kirkegård på Østgrønland, hvor farverige plasticblomster skriger i den hvide sne. Her drømmer romanens hovedperson om at blive begravet, når hun dør en dag.
Døden er allestedsnærværende i denne smukke og triste roman om grønlandsk ungdomskultur og selvmord.

Roman-jeg’et er en ung kvinde, der ved romanens begyndelse bliver optaget på Århus Universitet og gør sig klar til at rejse fra Grønland. Antropologi-studiet bliver dog aldrig det, som hun drømte om, og hun har svært ved at falde til i den smalltalk, der danner rammen om studiegrupperne og de danske unges nye venskaber. I stedet ender hun på gaden og længes efter sin kæreste Maliina, som hun også har svært ved at vise sin kærlighed til.

Undervejs i romanen hører vi om slægtninge, venner og bekendte, der tager deres eget liv i den grønlandske hjemstavn, og den smukke litteratur har et dystert indre.

Niviaq Korneliussen debuterede i 2015 med romanen “Homo sapienne”, som i Politiken blev kaldt “seksualrealisme uden filter”. “Blomsterdalen” har samme filterløse ærlighed, og Korneliussen vandt Nordisk Råds Litteraturpris for bogen i 2021.

Autobiografiske romaner fra Guldager og Skov

Leonora Christina Skov udgav i 2018 autobiografien “Den, der lever stille”, som fejede benene væk under mig. Den var ærlig og sårbar og afdækkede hele hendes personlige historie; særligt forholdet til hendes mor, der selv på sit dødsleje ikke accepterede sin datters homoseksualitet, livsvalg og personlighed.

I 2021 kom en slags to’er med titlen “Hvis vi ikke taler om det”. Den kredser om nogle af de samme tematikker, men har et særligt fokus på Skovs vej igennem forlagsjunglen og er et blevet en vigtig Metoo-stemme i den litterære branche. Det er en imponerende to’er, som også behandler tiden efter hun har udgivet den første autobiografi – turneer, oplæsninger, anerkendelse og forvirring. Hun gør det hamrende godt, men vi kommer ikke uden om, at den første bog var mere rørende, måske simpelthen udelukkende fordi den var den første. Altså først og fremmest en klar anbefaling af “Den, der lever stille”.

Katrine Marie Guldager: Det samme og noget helt andet

En anden erfaren forfatter, som i 2021 skrev en roman med autofiktivt udgangspunkt, er Katrine Marie Guldager. En forfatter, som jeg af en eller anden grund ofte kommer til at forveksle med Ida Jessen. Sagen er, at jeg for 12-15 år siden læste Guldagers novellesamling “København”, som jeg var glad for, og siden har hun ikke rigtigt ramt plet på min boghylde.

“Det samme og noget helt andet” er en fragmenteret fortælling med kapitler på 1½ sides penge, som hver især er nedslag i begivenheder, tanker, møder og samtaler i tiden efter to skelsættende begivenheder i hovedpersonens liv: Hendes veninde og hendes far dør med få dages mellemrum, mens hun endnu er ung. Begge uforberedt – tragiske ulykker. Særligt farens død sender den unge jeg-person ud i en søgen efter sin identitet, sin familie og sin plads i verden.

Det er hjerteskærende, så meget hun forsøger at være en del af sin familie, og så meget hun samtidig afviser den og bliver afvist, fordi hun ikke kan og vil forstille sig. Familiedynamikkerne er lige til en DR dramaserie, men jeg nåede aldrig at føle det helt under huden, måske fordi sprogstilen er abrupt. Det er næsten en bog, jeg synes, man ikke kan være bekendt at være berørt af; alligevel lykkedes det mig ikke at nå helt dertil.

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman begynder på morens dødsleje. Moren levede efter devisen “Den, der lever stille, lever godt”, og derfor var det en streg i regningen at få en lesbisk datter.

Leonora Christina Skov skriver på en benzin af sorg, svigt og harme og fra afgrunden af det sår, som blev dannet, da hun sprang ud som 21-årig og flyttede til København.

Såret når aldrig at hele, for den forløsning, forståelse og kærlighed, Leonora har brug for, møder hun aldrig.  “Hvis vi ikke taler om det, er det der næsten ikke,” er en underforstået sætning i familien. Morens død bliver en slags forløsning, der i hvert fald giver plads til at fortælle historien.

Det er historien om at homoseksualitet i moderne tid stadig er et omfattende tabu i nogle kredse og en historie om en pige, der bliver ved med at lede efter kærlighed, mening og forsoning mod alle odds. Fordi forældrenes kærlighed og accept danner et menneske. Og hvordan overlever og lever man så, hvis den grundlæggende mangler?

Jeg har fået kæmpe respekt for den mørkhårede, rødmundede forfatter efter den her læseoplevelse.

Læs også

Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden:
En spændingsroman på en ukendt dansk ø. En gruppe fallerede forfattere er sejlet dertil og kan nu ikke komme væk. Deres historier spindes sammen rundt om en ung, manipulerende kvinde, imens de forsvinder fra øen én for én.

Édouard Louis: Færdig med Eddy Belleguele

Eddy Belleguele vokser op i en lille, nordfransk by, hvor en mand er en mand, og homoseksualitet utænkeligt. Der er bare det ved det, at det lige præcis er det, Eddy er. Han ved det, fra han er barn, men bruger alligevel hele sin barn- og ungdom på at forsøge at bevise det modsatte. Hver morgen siger han til sig selv i spejlet, at i dag skal han være én af de seje drenge. Og hver dag må han skuffe både sig selv og sin familie. Han får rutinemæssigt tæsk i skolen, og hans største bekymring er, at nogen skulle opdage det.

Eduard Louis – man er ikke i tvivl om, at der er selvbiografisk – skriver ærligt, ligefremt, hårdt, pinagtigt og alligevel sært varmt om den uundslippelige landsby, som aldrig, aldrig, aldrig forandrer sig, og som bor i dig, selv om du flytter langt væk.

Vores aftener var centreret omkring busstoppestedet, som var drengenes mødested. Der tilbragte vi aftenerne i læ for vind og vejr. Jeg har en forestilling om, at det altid har været sådan: Teenagedrengene mødtes dér om aftenen for at drikke og diskutere. Min bror og min far hang ud dér, og da jeg vendte tilbage til landsbyen, så jeg drenge dér, som kun var otte år, da jeg rejste derfra. De havde overtaget den plads, som jeg havde haft dér tidligere. Ingenting forandrer sig nogensinde.

Beskrivelserne af landsbyens indspisthed, uviljen over for de kloge, de rige og de kulturelle, snavset i gaderne, fattigdommen, homofobien og fabriksarbejdet hensatte mig gang på gang til en fortælling fra 1960’erne. Og så pludselig en efterhængt sætning: “…mens vi optog det hele på vores mobiltelefoner”, der minder om, at vi er i det 21. århundrede.

Efter jeg har læst bogen, har jeg opdaget, at den har sat gang i debatten om underklassen i Frankrig, og at forfatteren kun er 21 år (se f.eks. artikel fra Politiken her). Det gør den måske mere interessant som kunstværk eller samtidsbillede, men som roman er den rørende og prikkende uanset hvad der er sagt og skrevet om den.

Et ekstra udklip her til at slutte af med:

Da en af vores katte havde fået killinger, så jeg min far smide de nyfødte unger ned i en plasticpose fra supermarkedet og smadre den mod en betonkant, indtil posen fyldtes med blod, og deres miaven holdt op. Jeg så ham skære halsen over på grise i haven og drikke det varme blod, som han samlede for at lave blodpølser (blod på hans læber, hage og t-shirt). Det er det bedste, det er blodet, når det sprøjter lige ud af dyret, mens det dør. Det døende dyrs skrig kunne høres over hele landsbyen, når min far skar halsen over på det.

Av.

Gerbrand Bakker: Ovenpå er der stille

Det er egentlig ikke med vilje, at jeg læser endnu en bog om nogle forsagte midaldrende mænd på en familiegård, der går og taler med deres dyr, ønsker sig et andet sted hen, mens de passer nogle skrantende forældre og muligvis er lidt undertrykt homoseksuelle. Det er – i hvert fald en del af – temaet i denne roman fra Holland. Den er skrevet fint, og historien er god, men det er ikke en bog, der vil blive lagret længe i min hjernes viktualierum.