Kazuo Ishiguro: Slip mig aldrig

Roman

Bog af Kazuo IshiguroEn anderledes romanoplevelse fra en utraditionel forfatter, som starter sådan her:

“Mit navn er Kathy H. Jeg er enogtredive år, og jeg har efterhånden været plejer i mere end elleve år. Jeg ved at det lyder som ret lang tid, men faktisk vil de gerne have at jeg fortsætter i endnu otte måneder, indtil året er omme.”

Kathy vokser op på Hailsham; et hjem for børn, der er kopier af andre mennesker, og som med tiden skal donere deres organer til lægevidenskaben. Ved romanens begyndelse er hun flyttet derfra for at være plejer for andre donorer, og det meste af historien er flash back til barn- og ungdommen.

Omdrejningspunktet er ungdomsvenskaber og forelskelser og det både givende og umulige venskab mellem to piger og en dreng. Samtidig udgør forholdet til hjemmets værger et småmystisk bagtæppe til livet på Hailsham. For Miss Lucy vil gerne have, at børnene skal vide mere om det liv, der venter dem, mens Madame er hemmelighedsfuld og indsamler børnenes bedste kunst til et galleri, som ingen nogensinde får at se.

Min eneste anke ved bogen er, at jeg blev lidt udtrættet i den selvrefererende form undervejs. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange afsnit, der starter med noget i denne retning:

“Dengang tror jeg ikke, at det drengene gjorde indbyrdes berørte os særlig dybt. For Ruth, for de andre, var det en løsrevet ting, og det mest sandsynlige er, at jeg havde det på samme måde.”

“Alt dette skete for længe siden, så måske tager jeg delvis fejl, men sådan som jeg husker det, var det at jeg gik hen til Tommy den eftermiddag…”

“Jeg er ikke sikker på hvornår de store hidsighedsanfald begyndte.”

“Jeg er ikke sikker på hvor længe historien med det “hemmelige vagtkorps” stod på.”

“Jeg burde forklare, hvorfor jeg blev så ærgerlig over det Ruth sagde.”

“Måske var der, set i tilbageblik, en atmosfære af noget der blev holdt tilbage, men det er muligt at jeg bare tænker sådan nu på grund af det der skete bagefter.”

Det overskygger dog ikke oplevelsen af at have læst en mindeværdig, speciel og beundringsværdig roman.

Kazuo Ishiguro er japansk-britisk og modtog i 2017 Nobelprisen i litteratur. Jeg faldt over hans forfatterskab ovre hos min gode ven Cyclonebill. “Slip mig aldrig” er fra 2005.

Sally Rooney: Normale mennesker

Bøger fra 2019, Boganmeldelse, kærlighedsromaner, Roman, Sponsoreret indhold

Normale mennesker bogforsideMarianne er klog. Klogere end de fleste. Hun er også skarp i replikken, men ensom og følsom på indersiden. Hendes rige families rengøringshjælp er Connells mor.

Connell er også klog, men han er tilmed populær og på skolens football-team. De to mødes, når Connell skal hente sin mor, og udvikler et kærlighedsforhold. Når de ses på skolen, lader de som ingenting, og forholdet er i lang tid en hemmelighed.

“Normale mennesker” foregår i den irske by Sligo og er historien om et kærlighedsforhold i indre modvind. Om frustration og selvbeskyttelsestrang, når tvivlen kommer på besøg – vil han mig? Er jeg god nok? Kan det være rigtigt, når han siger, han elsker mig?

“Normale mennesker” er lavet til en serie i 12 afsnit, som i øjeblikket kan ses på DR’s hjemmeside. Den har noget umiskendeligt irsk og regnvejrsfyldt over sig, men også ømhed og en god portion erotik.

Jeg har modtaget “Normale mennesker” som et anmeldereksemplar fra Bog & Idé, hvor man også kan finde Sally Rooneys debutroman “Samtaler med venner”.

Kristian Bang Foss: Frank vender hjem

Bøger fra 2019, Boganmeldelse, Roman

♥♥♥♥♥

Selvom Maren Uthaug rendte med Læsernes Bogpris, er “Frank vender hjem” én af de absolut bedste romaner fra det seneste år.

Frank vokser op i et værtshushjem i Hvidovre. På studiet møder han Thea, der både er for rig og for smuk til ham. Hun bliver gravid med deres fælles barn, og Frank tager på kajaktur for at prøve sig selv af i naturen, inden han skal være far. En række skæbnesvangre begivenheder indtræffer (ingen spoilers her), og det er i hovedtræk handlingen.

Handlingen er dog langtfra det mest interessante ved Kristian Bang Foss’ roman. Det er tværtimod humoren og personskildringerne. Det er ofte svært at forklare, hvorfor noget er sjovt, men det lykkes ham at beskrive interne jokes mellem to studievenner på en måde, så man både griner med og mindes sin egen studietid. Det er en fantastisk fantasi, der har opfundet alt det.

Samtidig er bogen alvorlig og rørende, og jeg blev enkelte steder oprigtigt oprørt over, hvordan de andre karakterer kunne finde på at opføre sig.

Hos Information kan du læse interview med Kristian Bang Foss om bogen, der har taget syv år at skrive.

“Frank vender hjem” er Kristian Bang Foss’ tredje roman. Han står desuden bag “Stormen i 99” og “Døden kører Audi” og den mindre kendte debut “Fiskens vindue”.

Liv Nimand Duvå: Rosenreglen

Bøger fra 2019, Boganmeldelse, Sponsoreret indhold
Rosenreglen forside

Liv Nimand Duvå “Rosenreglen”, Gyldendal 2019

♥♥♥♥

“Rosenreglen” er indstillet til Læsernes Bogpris, og det var sådan, jeg stødte på den. Jeg kan som regel lide det meste på den liste, og derfor var bogen et sikkert valg.

Liv Nimand Duvå skriver i en blanding af råt og poetisk sprog, og det lykkes hende at underbygge hovedpersonens opløsning med fragmentariske, drømmende sekvenser, hvor det bliver uklart, hvad der er virkeligt, og hvad der er psykose.

Hovedpersonen Kathrine er 27 år og i bolignød. Derfor flytter hun i kollektiv med sin kæreste, som hun afskyr, og nogle perifere bekendtskaber, som vil det godt for både hende og miljøet, men som ikke rigtigt trænger ind til hende.

Kathrine arbejder på en fotoudstilling med dokumentarisk materiale. Undervejs mens hun undersøger de gamle fotografier, kommer hendes 13-årige jeg hyppigere og hyppigere på besøg, og hendes historie om misbrug, spiseforstyrrelse og selvskade bliver foldet ud, stykke for stykke.

Hændelserne fletter sig ind i 27-årige Kathrines liv, og underlige ting sker i kollektivet. Glas forsvinder, og Kathrines 14-år gamle sår bryder op. Hun oplever det hele i en døs, som noget, der sker uden for hende selv.

Selv om bogens tema er dybt alvorligt, er der små sarkastiske momenter undervejs. Blandt andet blikket på de selvgode kollektivister og deres fællesmøder, og hvordan Kathrine nærmest ved et tilfælde kommer til at lave den lækreste æblemos af nedfaldsæbler, tilsat et skvæt rengøringsmiddel, der giver dem alle madforgiftning i ugevis.

“Rosenreglen” er velskrevet og fortjener bestemt sin indstilling til Læsernes Bogpris. Som vinder af årets pris hepper jeg dog på Kristian Bang Foss’ pletskud “Frank vender hjem”. Mere om den på bloggen snarest.

Jeg har modtaget “Rosenreglen” af Liv Nimand Duvå som et anmeldereksemplar fra Bog&Ide. Bedømmelsen står naturligvis for egen regning.

Læs interview med Duvå om delvist selvbiografiske elementer i romanen.

Thomas Korsgaard: Tyverier

Bøger fra 2019, Boganmeldelse, Noveller

Thomas Korsgaard TyverierDen tematiske linje i Thomas Korsgaards “Tyverier” er hverdagsrealisme fra socialklasse 5. Vi møder både håbefuld John, der fisker efter nytårsmenuen i en container, den eks-kriminelle Kim, der gerne vil se sit barn noget mere, telesælgeren Thomas, der forsøger at sælge husforsikring til en døende kvinde på hospice, og ensomme Kristian, der samler på kuglepenne.

De bedste noveller er dem, der tegner en hel karakter og et livsbillede ved bare at vise et lille udsnit. Det lykkes fremragende i Thomas Korsgaards første novellesamling..

Jeg kommer til at tænke på et klip, hvor Lasse Rimmer skal udpege noget af det bedste fra 90’erne. Han husker tilbage på en helt kort sketch fra Drengene fra Angora. 5 sætninger med en verden rundt om dem:

Dygtigt dialogarbejde

Thomas Korsgaard er dygtig med dialogerne – det viste han allerede i “Hvis der skulle komme et menneske forbi og efterfølgeren “En dag vil vi grine af det”, og den nye novellesamling følger trop. Fx denne simple dialog om smørrebrød i en dysfunktionel familie:

“Du er blevet så tynd, så tynd,” gentager han og skubber æsken hen mod hende, hun kan høre sandalerne glide hen over gulvet under bordet.
“Du er også for tynd,” siger hendes mor.
“Jeg har allerede fået to stykker,” siger hun og kigger over på sine søstres arme, der arbejder med bestikket.
“Er du sikker?” spørger hendes mor.
“Ja, ellers tak.”
“Du kan da godt lige spise et stykke til,” siger Verner og løsner låget på snapseflasken. “Vi gider ikke gemme det.”
“Nej, vi gider sgu ikke gemme det,” siger hendes mor.

“Tyverier” består af 15 noveller. Det er Thomas Korsgaards fjerde udgivelse, siden han debuterede i 2017 som kun 21-årig.

Thomas Korsgaard, Tyverier, Lindhardt og Ringhof, 2019

 

Tom Rachmann: “Den italienske mester” og “Storhed og fald”

Bøger fra 2019, Boganmeldelse, Roman

Boganmeldelse Tom Rachmann

Jeg har fået øjnene op for engelsk/canadiske Tom Rachmann, der kan fremmane karakterer, så de står lyslevende ud af bogen. Rachmanns “Den italienske mester” fra 2019 var jeg særligt glad for.

Tom Rachmann: Den italienske mester

♥♥♥♥♥

Tom Rachmann Den italienske mesterTom Rachmanns tredje roman “Den italienske mester” handler om kunstneren Bear Bavinsky og hans søn Charles, kaldet Pinch.

Pinch er bogens hovedperson, men hovedpersonen i hans liv er faren Bear. Bear har mange børn med mange kvinder, og selvom de to har et særligt bånd, bliver relationen aldrig hverken sund eller ligeværdig. Pinch bruger livet på at følge i sin fars fodspor, men opnår aldrig tiltro til sine egne evner som kunstner.

De øvrige personer i romanen tæller Pinchs mor, Natalie, en underkendt keramiker med dårligt selvværd. Vennen Marsden, en ekstrovert advokattype, der er alt det modsatte af Pinch, men én af de eneste, der hænger ved. Veninden Jing, som Pinch møder i et supermarked og flere andre farverige bipersoner.

Tom Rachmanns roman er ambitiøs, og “Den italienske mester” foregår i flere lande og henover et helt liv med adskillige livsbegivenheder. Han maler portrættet nuanceret, detaljeret og med stadig plads til overraskende motiver.

Tom Rachmann, Den italienske mester, 2019, Politikens Forlag

 

Tom Rachmann: Storhed og fald

♥♥♥♥

Tom Rachmann Storhed og fald“Storhed og fald” handler om den unge kvinde Tooly, der har haft en tumultarisk opvækst på tre kontinenter med skiftende forældrefigurer. I bogens begyndelse – som er Toolys nutid – ejer hun et antikvariat i den Walisiske landsby Caergenog. Der er ikke rigtigt noget arbejde, hverken til hende selv eller den yngre hjemmefødning, hun har ansat i en blanding af medlidenhed og ønske om selskab. Men Tooly har det godt i bøgernes verden, og særligt de gamle bøger.

Hun vokser op med faderen, Paul, der læser fugle om bøger, kigger på fugle og taler om fugle. Selv uret bliver aflæst som ‘klokken musvit over rødkælk’. Trods sin særprægethed elsker Paul Tooly ubetinget, men hun bliver alligevel lokket, da den dragende kvinde, Sarah, opsøger hende i skolebussen og siger, hun er hendes mor.

Gennem Sarah møder Tooly den ældre russisktalende skakspiller Humpfrey og den karismatiske svindler Venn, men Sarah er ikke nogen stabil figur i Toolys liv, og snart må hun klare sig på egen hånd.

Romanen er fortalt i tre årtier – 2011, 1999 og 1988, og langsom binder Tom Rachmann knuderne i Toolys historie sammen, så der danner sig et mønstret tæppe.

Som i “Den italienske mester” bliver historien større, jo længere man kommer frem i bogen, så bær over med lidt træghed i begyndelsen.

Tom Rachmann, Storhed og fald, 2014, Politikens Forlag

Tom Rachmanns forfatterskab

Tom Racmann har udgivet tre bøger, og jeg har læst hans forfatterskab baglæns. Nu ser jeg frem til at slutte af med Rachmanns debutroman “De ufuldkomne” fra 2011.

“De ufuldkomne” får fremragende anmeldelser med på vejen, som blandt andet kan læses her på Politikens Forlag, der har udgivet alle tre romaner fra Tom Rachmanns hånd.

Sofie Jama: Et andet menneske et andet liv

Bøger fra 2019, Boganmeldelse, Debutroman, Roman
Sofie Jama Et andet menneske et andet liv

Politikens Forlag, 2019

♥♥♥♥♥

En sjældent sanselig, barsk og væsentlig roman, som jeg vil anbefale alle at kaste sig over.

Sofie Jama er flygtet til Danmark fra Somalia, og “Et andet menneske et andet liv” er hendes debutroman.

Romanens hovedperson, Baraka, vokser ligesom Sofie Jama op i Somalia og flygter som barn til Danmark. Vi følger hendes liv og venskab med jødiske Esther, som med nød og næppe overlevede 2. verdenskrig. Herudover bliver Barakas skæbne flettet sammen med den unge, uledsagede flygtningedreng Umar, som er på flugt fra krigen i Syrien.

På den måde lykkes det Sofie Jama at skabe en grænseløs og grænseoverskridende beretning om mennesker i krig og på flugt med den intensitet, som krisetilstand fører med sig. Samtidig beskriver hun seksualitet, familierelationer, kultur, ensomhed og drivkraft.

“Et andet menneske, et andet liv” er blevet omtalt meget for sin udpenslende beskrivelser af omskårne kvinders seksualitet, men den bør læses for mere end det. Det er stærk og velskrevet litteratur, som kommer et skridt tættere på menneskets natur, end de fleste almindelige bøger.  En imponerende debut fra Sofie Jama. Helt bestemt én af de bøger, man skal læse i 2020.

Hos Politikens forlag kan man se et kort interview med Sofie Jama, der fortæller om temaerne fra “Et andet menneske, et andet liv”, og hvor meget af fortællingen, hun spejler sig selv i.

Boganmeldelse, 2020

Jessie Burton: Min muse

Bøger fra 2018, Roman
Jessie Burton Min muse♥♥♥

I1930’erne flytter Olive Scloss med sine rige forældre til en villa med en stor frugthave i Malaga. Her møder de søskendeparret Theresa og Isaac Robles, der vikler sig ind i deres familieliv, indtil den spanske borgerkrig forandrer alt. Undervejs bliver en række malerier omdrejningspunkt for alliancer og fortielser.

I 1960’erne dukker værket ‘Rufina og løven’ op på det kunstgalleri, hvor Odelle Bastian arbejder. Hun er flyttet til London fra Trinidad, og hendes eneste veninde er netop blevet gift og siver bort fra hende. Odelle møder Marjorie Quick, der tror på hendes talent som forfatter, og hun møder Lawrie, der forelsker sig i hende. Samtidig oplever hun for første gang at være rigtigt alene, og historien om maleriet bliver vigtigt for hende at afdække.

Et maleri, der binder to generationers historier sammen er tilsyneladende et populært masterplot. Det er intet mindre end fjerde roman på et år, der er faldet i mine hænder med netop det udgangspunkt.

De andre er
Hvis du ønsker at shortcutte temaet, vil jeg anbefale at begynde med “Hende du forlod”🙂
Bedømmelse af Min muse
Burtons roman tog mig ikke med storm fra begyndelsen, og efter 70-80 sider overvejede jeg, at stoppe. Jeg er nu glad for jeg blev ved, for den sidste halvdel læste sig selv, og især billederne fra den spanske villa og dynamikkerne mellem familien og de to søskende står tydeligt tilbage.
Jeg har givet 3 hjerter, men den kunne måske godt snige sig op på 4.

Bøger, der varmer i vinterkulden

kærlighedsromaner, Roman, Sjove bøger

Jeg læser som en vanvittig, når temperaturen falder udenfor, og humøret er til sofa, tæppe og bøger. Her er nogle af de bøger, der er tygget og slugt i januar.

Jojo Moyes: Sommeren, jeg mødte dig

Jojo Moyes Sommeren jeg mødte dig

Denne roman er én af Jojo Moyes tidlige fra 2012, og den er først oversat til dansk i 2016. Den er et klassisk Moyes-værk, hvor handlingen udspiller sig i to forskellige tidsperioder, centreret om et særligt hus og et vægmaleri i den engelske ferieby Merham.

De to piger Lottie og Celia vokser op som søstre – den ene er husets datter, mens den anden er plejebarn fra London. Deres venskab bliver udfordret, da de forelsker sig i den samme mand, og kærlighed er, ikke overraskende, et stærkt tema i romanen.

Et par årtier senere møder vi indretningsarkitekten Daisy, der får til opgave at sætte det mystiske hus ved stranden i stand som overklassehotel. Også hun har rod i kærlighedslivet og bliver draget af vandet og roen i den lille sladdervorne landsby.

Det lyder banalt, og det er det måske også, men bogen er utroligt velresearchet og skaber meget troværdige billeder af både personer og steder. Den røg ned på et par dage, som de fleste Moyes-romaner gør her i huset.

Mhairi McFarlane: Du må aldrig glemme mig

Forside du må aldrig glemme migMcFarlane skriver, i lighed med Moyes, om stærke kvinder, der ikke har styr på livet. Det bliver til tider trivielt hos McFarlane, til gengæld er hun temmelig sjov. Bridget Jones møder stand up-sjov.

Romanen handler om Georgina Horspool, som blev tippet ‘most likely to succeed’ i gymnasiet, og nu ernærer sig som tjener på en 0-stjernet restaurant, der genopvarmer pastaretter, mens hun dater en selvglad stand-up-komiker.

Som erfaren chick-lit-læser ved man, at det skal være skidt, før det kan blive godt, og lur mig om ikke, der indtræder en afløser for mr. funny bones.

“Du må aldrig glemme mig” er McFarlanes nyeste fra 2019 og den tredje af hendes romaner, jeg læser.

Læs anmeldelse af “Det er ikke mig, det er dig” og “I det øjeblik var jeg din”

Sarah Skytt Persson: Sku’ det være en anden gang

Sku det være en anden gang

Her er der tale om en bank-roman fra Herning. Muligvis den eneste af sin slags…

Vi følger en ung kvindelig bankansat i ugen op til den årlige julefrokost – med flashbacks til ensomme knald med bankchefen Jan. Det bliver aldrig rigtigt til noget med kærligheden, og jobbet som kassedame bliver nok også snart automatiseret, men ellers går det fint, og det er også snart tid til at komme i Matas.

Bogen er jysk ind til benet, men minder ellers i sin skrivestil om Stine Pilgaard.

Det er en depri-sjov roman, der kan læses på en dagstid, men den er ikke et must.

Merete Pryds Helle: Nora

Bøger fra 2019, Roman

Nora forside♥♥♥♥

“Nora” er en gendigtning af Henrik Ibsens klassiker “Et dukkehjem”. Det er en moderne fortolkning placeret i samme tidsalder som Ibsens oprindelige fortælling (slutningen af 1800-tallet).

“Et dukkehjem” er et kammerspil, der foregår i Nora og Helmers stue over nogle få dage. Merete Pryds Helle har i sin fortolkning udfoldet Noras ungdomsliv, mødet med Helmer og deres fælles tur til Italien.

Selv om tids- og kønskritikken af og til er lidt vel tydelig (vi får både “Arternes oprindelse” og “Les fleurs du mal”), er “Nora” en god læseoplevelse, og den gav mig lyst til at læse originalen umiddelbart efter.

“Nora”-figuren bliver foldet ud, og samtidig beholder hun den barnlige, dukkede énstrengethed, som teaterstykket skitserer, og som Nora i den oprindelige historie får øje på og vrider sig løs fra.

Merete Pryds Helle og 90’er-forfatterne

Mit forhold til Merete Pryds Helle er skiftende. Jeg var imponeret og draget af fortællingen om “Nora”. Jeg kedede mig til “Vi kunne alt” og var begejstret for “Folkets skønhed”. Det ligger måske i blandingen af hendes ubetvivleligt tekniske dygtighed, de af og til lidt for tydelige tidsportrætter, der hælder til kliche, og tematikken om kvindens stilling, som er eviggyldig, men også en anelse fortærsket.

Sandsynligvis er jeg alt for hård ved hende. I virkeligheden handler det mest af alt om, at hun minder mig om at fortolke alt liv ud af litteraturen i gymnasiet. Hun hører til de forfattere, der var det store shit, da jeg gik på Katedralskolen i Viborg i 1999-2002. Derfor kan jeg næsten ikke læse hendes navn uden at blive lidt træt.

IBSEN NOR – gendigtninger

“Nora” er en tredjedel af projektet IBSEN NOR, der gendigter Ibsen-klassikere. De to øvrige bidrag er norske Vigdis Hjorths “Henrik” (Hedda Gabler) og svenske Klas Östergrens “Hilde” (Hilde Wangel).