April måneds bøger på mit natbord

Roman

April måned har budt på velskrevet og samtidig nedslående litteratur. Især Maria Gerhardt er jeg blevet svært begejstret for:

1: Maria Gerhardt: Der bor Hollywoodstjerner på vejen

Jeg har nu læst hele Maria Gerhardts forfatterskab, og det er umådeligt trist af mere end én grund. Hun døde af kræft, alt alt for tidligt, og det giver en rå og rørende klangbund i hendes desperat-sande fortællinger i både “Transfervindue” og “Der bor Hollywoodstjerner på vejen”.

I denne bog fortæller hun om første møde med den kvinde, hun siden finder sammen med.

Historien skifter mellem ungdomsliv og voksenliv. Ungdomslivet, der på én gang er frustreret og sorgløst, og hvor stoffer, ulykkelig forelskelse og musik er kerneingredienser. Voksenlivet, hvor hun endelig får sin udkårne, men ubærligt nok også en dommedags-diagnose i samme åndedrag.

Det er så fint og skrøbeligt beskrevet og samtidig helt uden omsvøb.

2: Trisse Gejl: Ulvekvinten

Det er svært at komme lige efter Hollywoodstjerne-bogen (det hedder den i øvrigt, fordi de flytter fra Vesterbro til et stort rekreationshus i Gentofte – hvor der bor Hollywoodstjerner på vejen). Trisse Gejl er ellers en dygtig forfatter, og jeg har fået bogen anbefalet her på bloggen for flere år siden.

Bogen handler om Zoe, der sandsynligvis er maniodepressiv. Man følger hendes liv gennem øjnene på den netop forladte bedste veninde og den – på andre måder – temmelig forladte 9-årige dreng.

Bogen lykkes eminent i beskrivelsen af drengens omsorgsfulde kamp for ikke at ligge sine forældre til last: Når han lister ud for at tage en skål havregryn uden en lyd; når han fortæller faren, han spiller rollespil, mens han sidder i et træ og kigger på; og når han kommer til at sige nej tak til dessert, fordi han blev så glad for at blive spurgt.

Han gør så meget for, at de voksne ikke skal bekymre sig, at man i den grad gør netop det – bekymrer sig.

3: Nikolaj Zeuthen: Buemundet guitarfisk

Den buemundede guitarfisk er det mest sjældne af dyrekortene fra Føtex. Den mangler Stefans børn for at få fuld bog.

Stefan er forfatter og kan ikke lide at handle i Føtex, men han vil gerne gøre sine børn glade. Så han køber halvdyr elektronik og bytter det dagen efter. På den måde kan han få syv pakker dyrekort uden at lægge en krone i butikken. Han synes selv, det er smart.

Bogen beskriver fint, hvordan han spilder sin tid dag efter dag, og hvordan børnenes taknemmelighed er en lysende belønning, indtil de kommer op at skændes om, hvem der skal åbne den syvende pakke dyrekort og græder og smækker med dørene.

Resten af romanen blev for akademiker-vil-gerne-være-forfatter-og-laver-røvsygt-projekt-i-a-kassen-i-stedet-for… til min smag. For nedtrykt uden at være helt sjov nok til at bære det.

Reklamer

Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm: Arkimedes

Bøger fra 2017, Roman, spændingsroman

zornig“Arkimedes” er en spændingsroman og derfor umiddelbart mindre gyseragtig end en krimi – og det er lige noget for mig.

Den er til gengæld ligeså grufuld som de fleste krimier med misbrug af børnehjemsbørn i centrum af fortællingen.

Hovedpersonen er Malene Jørgensen, et tidligere børnehjemsbarn fra Nakskov, der nu er en succesrig forretningskvinde, som bliver udnævnt som direktør for Hjælp Barnet. Umiddelbart giver det relativt lineære associationer til Lisbeth Zornigs eget liv som udsat barn på Lolland, der senere bliver direktør for Børnerådet. Romanen er dog fiktion, og den lykkes vældigt godt med kombinationen af politik, journalistik, samfundskritik og krimielement.

Jeg kastede mig over den, fordi jeg var meget påvirket af Zornigs selvbiografi: “Zornig – Vrede er mit mellemnavn”. Den fik jeg vist aldrig skrevet om her på bloggen, men den kan jeg også anbefale at læse, hvis man trænger til at få ondt i maven over Underdanmark.

“Arkimedes” er en selvstændig fortsættelse til romanen “Bundfald”. Den kan man evt. starte med.

Fredrik Backman: Ting, min søn skal vide om verden

Klummer, Roman

Fredrik Backman er ham med “En mand, der hedder Ove” – en utroligt tør-sjov bog om en sur mand i et paracelhuskvarter, der hele tiden bliver forstyrret, når han vil tage livet at sig selv.

Backman er nu blevet far og har skrevet en Julie Lahme-lignende udleverende bog med ting, hans søn bør vide om verden. Kapitlerne har navne som “Ting, du skal vide om IKEA”, “Ting, du skal vide om Gud og lufthavne” og “Hvad du skal vide om at starte et band”.

Det er sjovt og letlæst og flyder som honning. To små tekstbidder her:

“Du kommer til at vokse op. Gå ud af skolen. Komme hjem og fortælle, at du ikke vil læse videre, fordi du vil “satse på bandet”. Eller åbne en bar. Eller en surfshop i Thailand. Du bliver piercet i øjet og får tatoveret en drage i røven og begynder at læse bøger om praktisk filosofi. Og det er okay. Det er okay, du er en idiot, mens du er teenager. Det skal teenagere være. Men du ved – det er alligevel sådan nogenlunde dér, jeg kommer til at sige til dig, at nu er det nok en god idé, at du flytter hjemmefra.”

Og den her, som jeg sprutte-lo over – mest pga, opbygget fnis fra de foregående sider:

“Hvorfor det ikke kan betale sig at diskutere med din mor

Jeg spørger, hvem der tager et glas Schweppes Bitter Lemon fra køleskabet, hælder indholdet ud, fylder vand og opvaskemiddel i, stiller det tilbage på køkkenbordet og går op i seng.
Din mor spørger, hvem, der står op om morgenen, ser et glas med noget, han tror, er ækel, doven Schweppes Bitter Lemon fra i går, og drikker det.
Jeg spørger, hvem fanden der ikke forstår, at opvaskemiddel og vand grangiveligt kommer til at ligne lidt dejligt doven Schweppes Bitter Lemon klokken ti minutter over seks om morgenen.
Din mor spørger, hvem der drikker et halvt døgn gammel sodavand fra et glas ved siden af køkkenvasken som det første klokken ti minutter over seks om morgenen.
Jeg spørger, hvad for en fucking idiot, der hælder opvaskemiddelvand i et drikkeglas.
Din mor konstaterer, at det da i hvert fald ikke er hende, der lige har drukket opvaskemiddelvand.

Hun vinder.”

Ane Riel: Harpiks

Roman

ane riel.jpgBedømmelse: 4 ud af 5 stjerner
Antal sider: 256
Min læsetid: Halvanden uge
Første sætninger: “Det var mørkt i det hvide værelse, da min far slog min farmor ihjel. Carl var der også, men ham opdagede de aldrig. Det var juleaftensmorgen, og det sneede en lille smule, men en rigtig hvid jul blev det ikke det år.”

Indhold: Liv bor med sin mor og far på Hovedet og kommer kun til Hovedøen for at låne lidt af det, de andre ikke har behov for, i garager og udhuser og nogle gange også inden for hos folk, mens de sover. Tingene hober sig op i huset på Hovedet. Juletræet må hejses op i loftet, fordi gulvet er fyldt, og langsomt bliver laden og gårdspladsen også fyldt op.

I starten kunne jeg synes, bogen var lidt småtriviel (trods den morbide indledning), men det var kun til jeg opdagede den utroligt velopbyggede fortætning (hvis der er noget der hedder det) af både huset og historien. Det er stor romankunst at kunne fremskrive en følelse af langsomt skred på den måde, som Ane Riel gør det. Hende vil jeg godt læse noget af en anden gang.

Jens Andersen: Under Bjælken // Kronsprins Frederik

Bøger fra 2017, Biografi, Sponsoreret indhold

IMG_0644Tre dage før Prins Henrik døde, begyndte jeg på Jens Andersens biografi om Kronsprins Frederik.

Det gav hele forløbet med den afdøde prins et ekstra skær og gjorde Jens Andersens bog desto mere aktuel. For hvem er han, Kronprins Frederik, der skal være Danmarks næste konge?

Kronprins Frederik er en sammensat regent. Syv kapitler beskriver hans liv indtil nu som Dreng, Teenager, Akademiker Frømand, Erobrer, Familiefar, Sportsmenneske og (kommende) Konge. Gennemgående træk er viljen til at være et menneske ved siden af monark-rollen, en lyst til at møde andre mennesker og lære noget nyt om sig selv og om verden.

En særligt fin feature er en playliste, der kører i bunden af bogens 358 sider, som Kronprins Frederik selv har udvalgt med sin (åbenbart) store og vedholdende interesse for musik i alle genrer og fra alle tider. Playlisten kan downloades på Spotify.

Et eventyr på statsbudgettet

Jeg hører ikke til dem, der bekender sig til royalismen, men heller ikke det modsatte. Der er et fint citat af Knud Wentzel på indersiden af bogen, som rammer det meget godt ind:

“Kongehuset er, hvad det betyder i vores bevidsthed. Intet andet, men det er som bekendt også meget. Vi har et eventyr i Grundloven og på statsbudgettet.”

Kronprins Frederik sidder mere levende på nethinden for mig nu, og for min skyld kan vi godt beholde både ham og eventyret.

Læs med

Hvis du vil læse med, kan du finde Under Bjælken her hos Bog&Ide. Bogen er sponsoreret af Bog&Ide. Jeg har selv valgt den, og anmeldelsen står for egen regning. Jeg giver bogen 4 ud af 5 stjerner.

Tidligere anmeldelser: Jens Andersens biografi om Astrid Lindgren (Ordtryk).

Bøger af Jens Andersen (Bog&Ide)

Katrine Marie Guldager: En uskyldig familie

Bøger fra 2017, Roman

En uskyldig familie foregår i Svendborg, hvor tre søskende vokser op hos et par sande 70’er-forældre. Den fortæller historien om, at fri kærlighed og økologisk landbrug også kan have en egoistisk slagside, at børn kan vokse op og føle sig usete og uelskede midt i den altomfattende kærlighed til miljøet, menneskerne og friheden.

De tre børn bliver på hver deres måde en torn i øjet på deres uforstående forældre. Frederik, som vi følger gennem det meste af bogen, bliver børsspekulant, den yngre søster Lene bliver præst, mens den yngste bror Jakob går langsomt i hundene.

En uskyldig familie er en fin og vedkommende Katrine Marie Guldager-roman, som er mindre kompliceret at læse end hendes Køge-krønike.

 

På natbordet lå også…

Jojo Moyes: Toner i natten. Et violin-ejendomsmægler-landsby-kærligheds-drama, hvor den ene side let tager den anden.

Kaspar Colling Nielsen: Det europæiske forår

Bøger fra 2017, Roman

collingDet europæiske forår er en fremtidsroman, eller måske snarere en parallel nutidsroman.

I romanen flytter forskeren Elisabeth og kunstkuratoren Stig til en ny bosættelse på Lolland. Nogle investorer har købt øen og jævnet de almindelige huse med jorden for at opbygge det hele igen med kunstig natur, bæredygtigt byggeri, økologisk mad og kun de rigeste og rigtigste beboere.

På Lolland udvikler et forskerkollektiv f.eks. hunde og fugle med sprog og intelligens som mennesker, men undervejs vil det vise sig, at de stadig både har voldelige og selvhævdende drifter og kan udvikle depressioner og tungsind. Med andre ord får den ufuldstændige menneskerace skabt sig selv, nu i en dyrekrop.

Som man sikkert allerede kan regne ud, bruger Kaspar Colling Nielsen sin parallelle verden til at undersøge, udstille og udfordre alle menneskernes skyggesider. Det bliver også til sexlystne udviklingshæmmede og udflyttede minoritetsgrupper for nu bare at tage to andre eksempler.

Alligevel synes jeg, Colling er bedst i de underspillet spidse kommentarer om almindelige småborgerlige mennesker. Jeg har fundet fire eksempler her, som fik mig til at sætte æselører i biblioteksbogen:

“Kun en kvinde i halvtredserne, som havde født et barn og set det vokse op, kun en kvinde, som havde arbejdet hele sit voksenliv og mærket sit liv smuldre langsomt, kunne se ud af vinduet på den måde, tænkte Stig.”

“Hendes mund bevægede sig igen, og Stig betragtede hendes ansigt forme ord, han ikke hørte, men som fik hendes kinders slappe kød til at vibrere.”

“Der var noget sygt og degenereret, måske endda farligt, over folk, der boede på landet.”

“Stig havde altid antaget, at Ib var død af en overdosis eller havde begået selvmord et eller andet sted på grænsen mellem Kreuzberg og Neukölln. Men mange år senere mødte Stig ham i en Irma i Birkerød, hvor han boede med sin kone og deres tre børn. Han var blevet tandlæge.”

 

Vinterens bøger

Roman

niksenNathan Hill: Niksen

Niksen er den type stor litteratur, som både forholder sig til en tid (68’er-protestbevægelsen i Chicago) og nogle skæbners liv. Den er livsklog og velskrevet og rummer et stort persongalleri, som man interesserer sig for på skift.

En sjov bifigur er fx Pwnage, der bruger sit liv på at spille Elfscape så intenst, så han til sidst får blodprop, nyresvigt og meget andet godt fra den skuffe, uden at opdage, noget skulle være galt. Hans liv er online, hans store netværk af venner er online, og med tiden er Elfscape mere virkeligt end virkeligheden.

Nathan Hill har også opfundet et socialt medie, som sagtens kunne findes i virkeligheden. Appen iFeel har 50 standardfølelser, som man kan sende til sine 100 nærmeste venner, som så kan vælge at sende et standardkram eller ignorere. De autogenererede cyberkram og opmuntringer, man får tilbage, giver en varm følelse, og det går straks lidt bedre.

lyden af tingJoan Gabriel Vásquez: Lyden af ting, der falder

Jonathan Franzen har sagt om Vásquez, at han har genopfundet latinamerikansk litteratur i det 21. Århundrede (det er jo også en slags anbefaling), og romanen er både god og umiskendelig sydamerikansk. I hvert fald anerledes, end hvad jeg læser normalt.

Handlingen udspiller sig i Colombia, hvor en ung mand sætter sig for at finde ud af, hvad der skete med Ricardo Laverde, et tilfældigt bekendtskab fra en billardsalon, hvis skæbne fletter sig ind i fortællerens. Opdagelserne fører os tilbage til narkokrigen mellem USA og Colombia, og det bliver, ligesom i Niksen, en stor historie, der bliver flettet ind i den lille.

Hvis jeg skal anbefale én frem for den anden, går mine point dog til Nathan Hill og Niksen.

det store springJojo Moyes: Det store spring

Moyes er som en dygtig krimiforfatter, der driver historien frem, så man hele tiden har lyst til at vende næste side. Hun er ikke højkulturel, og ikke en forfatter, man blærer sig med at have læst, men jeg bliver ved med at vende tilbage til hendes bøger. Denne her blev læst på et par dage på en ferie i Thailand.

Genren er ikke krimi, men snarere romantisk drama. Der er dog ikke meget romantik i forholdet mellem advokaten Natasha og fotografen Mac, men de finder sammen om den fælles opgave, da skæbnen (det er altid skæbnen i den her type bøger) sender en forældreløs pige med en hest i armene på dem. Derfra udvikler det sig med forskellige dårlige beslutninger (lidt som når man sidder og råber lad dog være med at gå ind i det mørke rum med de underlige lyde!), og lur mig om ikke det hele også ender godt til sidst.

Maria Gerhardt: Transfervindue

Roman

Maria Gerhardt, der også dj’ede under aliaset Djuna Barnes, døde i en alt for ung alder. Hun nåede at skrive tre anmelderroste bøger, og den her var hendes sidste.

Vi følger en ung kvinde, der skal dø. Det meste af Strandvejen er lavet om til et sanatorium, hvor alle går i hvidt, og man ikke må spise sukker (ja, det hæftede jeg mig ved, det er noget af en frihedsberøvelse!). Bogens hovedperson og hendes ven Mikkel får tiden til at gå med at spille kort, tale om gamle dage og følge med i livet blandt dem, der er uden for murene. De går til begravelsesmesser og vinterbader med overlægen.

Indimellem kigger de tilbage på tiden før, og det kommer der nogle meget rørende og ærlige passager ud af. Bogen er meget smukt skrevet med en blanding af morbid sarkasme og oprigtig, lige-på-kornet-afmagt over at skulle forlade verden for tidligt.

Stik imod sædvane læste jeg bogen igen med det samme. Da jeg havde vendt sidste side, begyndte jeg på den første igen. Det var som om, jeg havde brug for, at alle indtrykkene fik tid til at sidde mere fast. Som om, det var en vigtig bog at kunne huske.

Jeg læste for et par måneder siden også sporadisk i Maria Gerhardts digtsamling Amagermesteren, som kan anbefales til alle, der har været på Amager eller i en håndboldhal. Den skal jeg læse ordentligt ved lejlighed.

Hanne Vibeke Holst: Som pesten

Anbefalinger, Bøger fra 2017, Roman, Sponsoreret indhold

Hver gang jeg læser en virkelig god bog, tænker jeg på et forfatterforedrag, jeg var til med Christian Jungersen (ham med Undtagelsen) for mange år siden. Jeg sad der på Politiken Plus-rækken med fingeren i vejret og spurgte, om han var i gang med at skrive en ny bog. Jeg kan huske, han svarede, at der var bøger nok i verden, så han ville kun skrive en bog, hvis han kunne levere en virkelig god én.

Når jeg genfortæller det, lyder det prætentiøst, men i øjeblikket føltes det meget sandt.

Det er den følelse, jeg har, når jeg læser Hanne Vibeke Holsts ‘Som pesten’. Jeg fyldes med ærefrygt og næsegrus beundring over skrivetalentet, men først og fremmest over arbejdsindsatsen. Den research, det må kræve at lave sådan et nyklassiker-værk er helt ekstraordinært.

Hun formår at skildre WHO og alle de øvrige humanitære organisationer i Geneve indefra på dybt troværdig vis. Hun doserer pandemi-referencer og lægemiddel-lingo i et spændstigt lag over handlingen. Hendes roman er et bud på et storpolitisk øjebliksbillede af flygtningekrise, humanitære katastrofer, lobbyisme, korruption – og selvfølgelig kønskamp.

Den er et nutidigt fremtidsscenarie, hvor først Danmark, siden Europa og til sidst resten af verden bliver ramt af en ny influenzatype, der bliver systematisk undervurderet og kræver unge teenage-dødsofre i hobetal, mens bureaukratiet og medicinalindustrien forhandler.

Alt sammen er krydret med kærlighedshistorie(r) og et kriminelt spændingselement, som måske er den eneste del, der kammer en smule over til mit temperament.

Tilbage er bare at sige: Glæd dig, læs den!

Sponsoreret indhold. Jeg har modtaget bogen som en del af en aftale med Bog & Idé. Du kan se ‘Som pesten’ hos Bog & Idé her. Den er endda på tilbud lige nu, så måske en julegaveidé 🙂 Her kan du gå til Hanne Vibeke Holsts forfatterside.