Uforsonlig er måske det ord, der bedst beskriver Glenn Bechs skrivestil. Hans nyeste udgivelse er et manifest og befinder sig litterært i en kategori af selvbiografisk lyrisk prosa – med digtets linjestruktur og romanens flydende sprog og fortløbende kapitelstruktur.
Uforsonlig er også for snæver en beskrivelse af Glenn Bech, for han er både rasende, skuffet, flov, sjov, velkomponeret, bitter, klog og præcis.
Det første kapitel er til moren og handler om opvæksten i en boligblok i Horsens. Forfatteren hedder Glenn, og broren hedder René, fordi forældrene har prioriteret nogle navne, som kunne råbes hurtigt. Barndommen er ikke blandt de bedste i Danmark, men der skinner alligevel en fin kærlighed og loyalitet til moren ud fra linjerne. Faren har begået selvmord, og morens valg af nye mænd er ikke prangende. Samtidig er Horsens ikke så fedt et sted at vokse op, hvis man er homoseksuel.
Efter barndommen behandles klassesamfundet, og måske derfor blev Glenn Bechs manifest populært til socialdemokratiske ministeroverleveringer. Bogen er udgivet i september 2022 og har i det hele taget opnået stor popularitet meget hurtigt. Den har netop vundet Politikens Litteraturpris, og det vil overraske mig, hvis den ikke bliver indstillet til en pris eller to mere, inden 2023 er omme.
“Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet” er Glenn Bechs anden bog. Hans første udgivelse er romanen “Farskibet” fra 2021. Glenn Bech er til daglig psykolog og forfatter og er bosat i Aarhus.
Perlesøsteren handler om Celaeno D’Apliése, som leder efter sin fortid i Australien. Bogen tager sin begyndelse på stranden i Thailand, hvor Celaeno / CeCe er taget til for at komme lidt væk fra sit liv i London.
Hendes nu afdøde adoptivfar, Pa Salt, har givet hende et spor til at finde sin fortid. Sporet indeholder et billede af en uraustralsk kunstner og et link til Kitty Mercer, som levede i starten af 1900-tallet.
Sideløbende med CeCes historie hører vi Kittys. Hun bliver født i Edinburgh og tager en af de store oceandampere til Australien. Her bliver hun gift med en mand, som er arving til et stort perleimperium, hvor unge mænd sætter livet på spil for at dykke efter saltvandsperler ud for Australiens kyst.
Bogen er bygget efter samme opskrift, som de øvrige i serien De syv søstre: En kvinde der endnu ikke har fundet vej i livet, og som finder sig selv (og evt. kærligheden) i sin søgen efter sin fortid. Fortid og nutid smeltes sammen, og det er særligt den velresearchede historie fra for 100 år siden på et fremmed kontinent, der fænger og får siderne til at glide ubesværet forbi.
Bogserien starter med De syv søstre fra 2014. Hvis du er ny med Lucinda Riley, er det et godt sted at starte. Serien rummer i alt syv bøger + den nyeste follow-up “Atlas. Historien om Pa Salt”, som er udgivet i 2023. “Perlesøsteren” er nummer fire i rækken og er udgivet i 2018.
Jeg sluger altid irske McFarlanes bøger på få dage. De er sjove, medrivende og nutidige – og til tider måske lidt klichefyldte, men what the heck.
“Et splitsekund” handler om vennegruppen Eve, Susie, Ed og Justin, der har hængt sammen siden college, og nu går til quizaftener på den lokale pub i Nottingham sammen. Goth-pigen Eve er hemmeligt forelsket i ‘the guy next door’-popdrengen Ed, og det er sandsynligvis gengældt, selv om Ed er i et seriøst forhold.
En aften er én af vennerne involveret i en alvorlig trafikulykke, og alting forandrer sig for altid. Sorgen rykker vennerne tættere sammen, men skaber også sprækker i fortroligheden, og snart introduceres en forknyt og bitter bror, som den erfarne chicklit-læser hurtigt regner ud får en central rolle i vennegruppen og måske i Eves kærlighedsliv.
Bogen er udgivet i 2021.
Mere McFarlane: Findes der én, findes der flere
Vi bliver i tematikken om utilgængelig kærlighed i denne McFarlane fra 2017. Her følger vi Edies flirt med kontorfællen Jack. Jack skal nu giftes, og til sit bryllup vælger han endelig at handle på flirten og kysse Edie. Tal om dårlig timing. Det bliver naturligvis straks opdaget af den nyslåede brud – og kollega – Charlotte.
Edie bliver derfor sendt på opgave i sin hjemby Nottingham, hvor hun skal interviewe en overfladisk berømthed til en selvbiografi, som han ikke ønsker at være en del af, og så er kærlighedsdramaet serveret.
Jeg fortalte for et årstid siden en ven, at jeg ikke bryder mig om krimier, der er meget udtalte i deres klamhed og gys, men godt kan lide plottet i en god spændingsroman – jeg tror, vi talte om Sissel-Jo Gazans “Hvide blomster”, som vi begge var begejstrede for. Han anbefalede mig at læse “Kvinden i toget”, og den kom i kufferten til vinterferien.
Hver morgen og hver aften kører Rachel med toget til og fra London. På hver tur standser toget ved et bestemt signal ud for et hus, som kvinden i toget holder øje med. Hun lever sig ind i parforholdet og gør sig forestillinger om det lykkelige liv, de må leve på den anden side af hegnet.
En dag ser hun kvinden i haven kysse en fremmed mand, og derefter bliver kvinden meldt savnet. Rachel har svært ved at holde sig på afstand af efterforskningen, og snart bliver hendes egen fortid en del af den samlede historie.
En god pageturner, som ikke overraskende er blevet filmatiseret. Bogen udkom i 2015 og er oversat til 40 sprog.
“Jeg er her ikke” er belgiske Lize Spits anden roman, efter kassesuccessen “Det smelter”, som endnu er på min læseliste.
Leonie og Simon bor i Bruxelles og har mødt hinanden på et valgfag om kreativ skrivning. Gennem de sidste ti år har de dannet par, og de deler alt i livet og har ikke brug for så mange andre. Leo står i butik med sin veninde Lotte, og Simon er en talentfuld grafisk designer.
De to deler dog også en stor skrøbelighed, og begge har som unge mennesker mistet deres mor. En nat kommer Simon hjem fra byen og har fået en tatovering og en ny forretningsidé. Langsomt forvandler han sig for øjnene af Leo, og romanen udvikler sig til en fortælling om psykisk sygdom.
Den er præcis i sine beskrivelser og tegner skarpt portrættet af det romantiske forhold, som er snærende i sin ensomme tæthed. Jeg kunne læse side op og side ned om miljøet i den lille graviditetsbutik “Mave og bog”, hvor Leo og Lotte arbejder, men den vigtige historie om at være pårørende til en psykisk syg vinder ikke mit hjerte i denne omgang. Det føles strengt at skrive, men jeg er lidt mættet af fortællinger fra psykiatrien, og selvom “Jeg er her ikke” er velskrevet, vil jeg i højere grad anbefale danske Karen Fastrups “Hungerhjerte” med samme tematik.
Endelig fik jeg tid til at arbejde mig igennem disse 800 sider af et mesterværk. “Et lille liv” udkom i 2015 og er nomineret til et utal af priser. Blandt andet har The Guardian den som nr. 96 på listen over de 100 bedste bøger i det 21. århundrede.
Jude, Willem, Malcolm og JB mødes på High School og flytter senere sammen i New York. Den første del af romanen, som er min yndlings, følger de fire venners hverdagsliv, mens de skiftevis flettes tættere sammen og trækker sig til hver deres liv. Fra at være fattige studerende i et kammer til at have succes i hver deres fag – jura, teater, kunst og arkitektur.
Undervejs i romanen, går vi tættere på én af de fire venner, juristen og matematikeren Jude. Hans opvækst på kloster og børnehjem foldes langsomt ud, og det bliver makabert tydeligt, hvorfor han også som voksen er ødelagt i både sjæl og krop.
Bogen har en gennemgående rød tråd om kærlighed mellem mænd – venskabelig, seksuel og forskruet. Den er helt utroligt (altså helt utroligt!) velskrevet og er en mindeværdig læseoplevelse, omend den til tider er både grum og grim.
Hanya Yanagihara er desuden aktuel med romanen “Til paradis” fra 2022.
“Hvorfor kan moren ikke snyde i skat eller begå et kup? Hvorfor kan Frederik ikke være bandeleder eller hacker? Hvorfor skal det være sådan noget sørgeligt lort? Som skal de selv med deres forbrydelsers karakter bevise, at de er noget skrald ude fra Nøjsomheden.”
Monas mor samler på udklip fra Billedbladet; de fylder hele lejligheden i sammen med de blendere og brødristere hun har købt på et særligt tilbud. Hun er ved at lave en scrapbog om Kronprinsesse Mary. Den er næsten færdig, men så skal børnene jo konfirmeres. Den har været næsten færdig siden Mona var barn, og moren fik angstanfald, når hun gik uden for en dør.
Så Mona er vant til at klare sig selv og regne med sin moster Tut, der har været morgenbolledame for Simon Spies. Selv om Tut nu er kommet på hospice, er hun stadig skarp:
“- Se hende der, siger Tut og peger. – Se, en pels. Hold kæft en pels. – Det er Lise Nørgaard. – Er hun ikke 108 år? – Hvis det kan gøre det. – Moster, lægen sagde, vi skulle tale sammen. – Hun ser meget godt ud, egentligt. Tænderne, du skal huske, Mona, at passe godt på dine tænder. Hvad skulle vi tale om? – Begravelsen for eksempel. – I kan smide mig på møddingen. Gør, hvad fanden I vil, jeg kan jo være ligeglad, ikke? – Moster. Hvor skulle vi overhovedet finde en mødding? – Nej, det er også bare noget, man siger. – Hvem siger det? – Der er styr på det, lille Mona, alt er skrevet ned i min røde mappe på chatollet, med dit navn på. Hun bladrer endnu engang i SE og HØR, tager en tår af glasset og suger i smøgen. – Ah, siger hun. – Nu har jeg det godt.”
Boganmeldelser på Post-it-notes
Mona har fået job i Lindas Boghandel i Helsingør. Hun læser som gjaldt det livet, og både i Nøjsomhedens byttebiks og i boghandlen anmelder hun bøger med Post-it-notes på forsiden. “Lidt lang i spyttet, ærligt talt, men en vigtig fortælling om en tid, hvor en kvindes største synd var at klippe sit hår”, kan der fx stå.
En dag kommer en ranglet fyr ind i Boghandlen for at købe Søren Ulrik Thomsen. Da de først samler mod til at tale sammen, møder Mona for første gang et menneske, der lever sit liv uden for boligblokken: “Fra døren blinker Nikolaj til hende. – Vi ses, Mona. Hendes navn lyder fortryllet, når han siger det på den måde med det afsnuppede M. Det vil hun gemme og høre igen og igen. Hun har en masse sekvenser, sætninger fra bøger, sange og citater, dejlige ord – densitet, viskose, argumentresistent, vovsegebis – som hun gemmer indeni og tager frem, når hun vil.”
Beskrivelserne af livet i boligblokken “Nøjsomheden” er så fine og varme, med den særlige loyalitet over for det sted, der for altid er hjemme, og samtidig med en armslængdes afstand til det liv, som man blev givet. Jeg blev nødt til at google, da jeg var færdig med at læse – det viser sig, at Nøjsomheden findes i Helsingør; med det navn beder man jo også om at blive titlen på en roman.
Da jeg googlede, faldt jeg også over den her Facebook-kommentar til et stille og roligt opslag fra Nøjsomheden, om at deres boligkontor flytter plads:
“Nøjsomheden” kommer efter min mening langt bedre i mål end Stine Askovs “Katalog over katastrofer”, som ellers er et originalt socialrealistisk værk.
Blomsterdalen er en kirkegård på Østgrønland, hvor farverige plasticblomster skriger i den hvide sne. Her drømmer romanens hovedperson om at blive begravet, når hun dør en dag. Døden er allestedsnærværende i denne smukke og triste roman om grønlandsk ungdomskultur og selvmord.
Roman-jeg’et er en ung kvinde, der ved romanens begyndelse bliver optaget på Århus Universitet og gør sig klar til at rejse fra Grønland. Antropologi-studiet bliver dog aldrig det, som hun drømte om, og hun har svært ved at falde til i den smalltalk, der danner rammen om studiegrupperne og de danske unges nye venskaber. I stedet ender hun på gaden og længes efter sin kæreste Maliina, som hun også har svært ved at vise sin kærlighed til.
Undervejs i romanen hører vi om slægtninge, venner og bekendte, der tager deres eget liv i den grønlandske hjemstavn, og den smukke litteratur har et dystert indre.
Niviaq Korneliussen debuterede i 2015 med romanen “Homo sapienne”, som i Politiken blev kaldt “seksualrealisme uden filter”. “Blomsterdalen” har samme filterløse ærlighed, og Korneliussen vandt Nordisk Råds Litteraturpris for bogen i 2021.
“Hvor flodkrebsene synger” er en rørende fortælling fra North Carolinas sumpskove. Bogen foregår i 1950’erne og handler om pigen Kya, der bor i et faldefærdigt træhus ud mod sumpen i udkanten af den lille landsby Barkley Cove. Hendes far er voldelig, og derfor bliver hun forladt af først sin mor, siden sine søskende, og til sidst bor hun som ung pige alene i naturen. Hun lærer at klare sig ved at sælge muslinger til sin eneste ven, den sorte mand Jumpin’, der sælger benzin og dagligvarer til de små både, der tøffer rundt i de sumpede søer.
Mens hun vokser op, lærer hun sumpen og marsken at kende, og hendes hjem forvandles snart til et kunstværk af natursamlinger. Hun går i skole en enkelt dag af sit liv og lever i stedet med naturen. Undervejs krydses hendes veje med de to unge fyre, Tate og Chase, som på hver sin måde fascineres af Kya og befinder sig i udkanten af hendes liv. Siden sker en forbrydelse i den lille by, og nu rettes alle lys mod den mystiske pige i sumpen.
Romanen er fra 2019 og filmatiseret i 2022. Den er oplagt til filmlærredet med sit smukke billedsprog og stemningsmættede historie.
Maren Uthaugs roman “11%” er som intet andet, jeg har læst.
Jeg har været vild med Marens striber “Ting jeg gjorde” de seneste fem år og har vel fulgt hende på Instagram i tre. Hun er sjov, spydig og kick-ass-underspillet-feministisk. Men jeg har aldrig været så vild med hendes bøger. “Hvor der er fugle” var for dyster, “Og sådan blev det” glemte jeg hurtigt igen, og “En lykkelig slutning” turde jeg aldrig læse, fordi jeg læste i en anmeldelse, at billederne af den utugtige omgang med lig aldrig forlader ens nethinde igen.
Nå, så langt så godt. Men med denne bagsidetekst var det jo svært at komme uden om 11%:
“Du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre.” – Citat fra bogen
I den nye tid er der ingen mænd tilbage i samfundet. Ud over en lille flok hanner, man opbevarer på et avlscenter på Lolland.
Fire kvinders liv vikles ufrivilligt ind i hinanden, men de bliver tvunget til at samarbejde, da der pludselig dukker en dreng op ude i det fri.
Spørgsmålet er, hvornår han indeholder så meget testosteron, at han bliver en trussel for dem alle?
Romanen er blevet skamrost af anmelderne som original, vild og fejende flot – og med rette. Det tog mig lige 80 sider at være med på konceptet, til gengæld var jeg de sidste 80 sider så ærgerlig over, at den nu snart var slut.
I 11% møder vi Medea, der holder en pythonslange som kæledyr i kælderen, Wicca der er præstinde i sjette (?) led af W-linjen af præstinder, Benja der overlades til sig selv og svømmer sig gennem livet og til sidst Chaplin, der er født med det forkerte køn.
Det er selvfølgelig de fire karakterer der gør bogen, men det er mindst ligeså meget hele det fremtidsmiljø, som Uthaug har skabt: en verden, hvor man har en række mødre, bor i rundhuse i den gamle frederiksbergslum og foragter patriarkatets firkantede arkitektur, holder rotter og slanger, tilbeder den hellige moder og spiser tørt brød. Mændene bliver holdt i avlscentre, fx på Lolland, og i gaden bor mandedamer med penisatrapper, som man kan besøge. Ellers kan man have sex med mennesker (læs: kvinder) eller onanere, som man har lært i skolen.
Ordtryk 