Ti gode

Ti bøger jeg til enhver tid vil anbefale:

Christian Jungersen: Undtagelsen

“Undtagelsen” er uden sammenligning den bedste bog, jeg har læst. Jeg var til en oplæsning med Christian Jungersen et stykke tid efter bogen var udkommet, hvor jeg spurgte, om han havde en ny roman på vej, og han svarede noget i retningen af, at der findes så mange bøger, så man kan ikke være bekendt at skrive bøger bare for at gøre det; man skal skrive noget ordentligt. Så jeg venter stadig. “Undtagelsen” handler om mobning på arbejdspladsen på sådan en måde at man får helt ondt i maven og har lyst til at ringe til tidligere klassekammerater og kolleger og sige undskyld, og så er den samtidig en spændingsroman, som var så nervepirrende, at min kæreste blev nødt til at ringe og sige, at nu kom han hjem til mig, så jeg ikke blev bange, når han ringede på. Bare læs den. Og bliv skuffet, for sådan er det jo, når man sætter en bog op på en piedestal. Men læs den.

Ida Jessen: Hvium-trilogien
Ida Jessens tre bøger “Den, der lyver”, “Det første jeg tænker på” og “Børnene” foregår i den fiktive by Hvium i omegnen af Viborg, hvor jeg selv er vokset op. De udspiller sig over nogenlunde den samme tid og med nogenlunde samme persongalleri, men med forskellige hovedfortællere. Det bedste ord, jeg kan finde på til at beskrive stilen, er stadig ‘hverdagsuhygge’, og det dækker vel over, at jeg ikke tør læse krimier, men derfor må bøger jo godt være spændende. Det er det her med, at døren til udhuset nogle gange piber lidt, men det behøver ikke betyde, der er nogen. Men måske er der. Og nogen har kørt et barn ned, men det er ikke til at vide hvorfor. Måske var det bare et uheld. Og det er svært at komme frem til gården, og der er mørkt og mudder, og det kan være, der snart sker noget kriminelt. Men det kan også være, der kommer nogen og hiver hende fri. Det er en meget interessant skrivestil, som er svær at efterligne. Hvium-serien er anderledes end fx Ida Jessens ABC, som jeg ikke var så betaget af. Læs evt. min omtale af “Børnene”, som er den mindst vellykkede af tre rigtig gode bøger.

Søren Ulrik Thomsen: Det værste og det bedste
En enkelt digtsamling skulle også med på listen. Det er en af de eneste, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Den har en lækker rytme og gode hverdagsbetragtninger, som i de her to eksempler: ” Det bedste er regnvejr på film/ musik i en taxa/og håndskrevne breve med masser af stempler/ på karmosinrøde frimærker langvejs fra” … “og det værste er at hævnen slet ikke er sød/ men trist som Peter Bangs Vej i pisregn:/ Det er det værste for mig”

Jakob Ejersbo: Afrikatrilogien
Trilogien består af og Eksil, Revolution og Liberty, og den bygger på Jakob Ejerbos (det var ham med Nordkraft) egen opvækst i Tanzania. Eksil handler om Samantha, der går på kostskole i Tanzania og har en korrupt far. Revolution er forskellige fortællinger, bl.a. om en pige, der bliver luder i bestræbelserne på at få et bedre liv. Og Liberty handler om Christian (tæt på Ejersbo selv) og Marcus, der vokser op sammen som herre og tjener. Alle tre handler om, hvor håbløst det hele er, og hvor gennemkorrupt landet aldrig holder op med at være. Man kan godt pakke sine ‘ud og redde verden’-drømme sammen efter at have læst Ejersbo.

Tine Bryld: Liv-trilogien
Hmm… der tegner sig vist en trilogitendens. Jeg genlæste “Pige Liv”, “Befri dit liv” og “Liv og Alexander” for nylig, og det er sådan nogle gode bøger om at gå fra pige til kvinde og finde sine fødder. De betød meget for mig, da jeg var teenager. Min generations ungdomsbøger rummer i det hele taget utallige juveler. Martin og Viktoria, Viktorias år, Min ven Thomas, Den kroniske uskyld og mange flere.

Hanne Vibeke-Holst: Kronprinsessen, Kongemordet, Dronningeofret
Serien bliver gerne kaldt en politisk trilogi om kvinder om magt, og den er meget virkelighedsnær, men også bare en række rigtig velskrevne bøger. Det er lidt tid siden, jeg har læst dem, så handlingen er lidt på afstand, men den første i hvert fald handler om en ung kvinde, der bliver udnævnt til Miljøminister, og så følger man hendes kampe, tanker, strategier og liv, mens hun finder sin plads som minister. I de andre to er hun lidt i baggrunden, men det er stadig samme persongalleri (noget med nogle socialdemokrater for et par regeringer siden…). De to første er også lavet til tv-serier.

Stieg Larsson: Millenium-trilogien
Måske behøver de ikke så mange ord her. De bedste krimier, jeg har læst. Den første er især formidabel. Trilogien består af “Mænd der hader kvinder”, “Pigen der legede med ilden” og “Luftkastellet der blev sprængt”. Jeg så den første af filmene for et par måneder siden. Fy for satan.

Tore Renberg: Kompagni Orheim
En norsk roman om Jarle, der er strandet midt i et årti med dynejakker og dårligt hår, hvor der ikke er noget, der hedder iPod – eller iiiiipot, som det så fint udtales på norsk i filmatiseringen “Mig og Yngve”. Jarles weltschmerz-forhold til The Smiths har desuden ført en ny meget beskattet cd ind i husets samling. God bog. Måske kunne man kalde det en ungdomsroman for de lidt ældre unge.

Helle Helle: Ned til hundene
Hvem har ikke læst Helle Helle i gymnasiet og fortolket og analyseret de dejlige bøger ihjel? Det skal man ikke. Man skal bare læse, nyde de helt unikke observationer og de nøgterne figurer. Alting er det, det giver sig ud for, og det er fantastisk. Ned til hundene handler om en kvinde, der venter på bussen i en provinsby, hvor hun møder John og Putte, der tilbyder, hun kan bo hos dem. Som de fleste andre af Helle Helles bøger er det svært at gengive, hvad der egentlig sker, men det er præcist og underfundigt morsomt, og det er et meget varmt bekendskab, hvis man er til den stil. En anden oplagt kandidat til yndlings-listen er “Rødby-Puttgarden”, der handler om to søstre, der arbejder i parfumeriet på færgeoverfarten. Samme begivenhedsløse fantastiske beskrivelser af liv.

Khaled Hosseini: Under en strålende sol
Drageløberen af samme forfatter kan også anbefales. Begge handler både om krigen i Afghanistan og dens helt forfærdelige menneskelige følger, og om nogle mennesker, der lever deres liv, mens krigen står på. Der er især to scener fra “Under en strålende sol”, som har sat sig hos mig. Den ene er nogle meget brutale skyderier på gaden, hvor de bor. Den anden er en forfærdelig scene, hvor hovedpersonen forsøger at tage med en bus af sted fra alt det forfærdelige og får hjælp fra nogle venlige sjæle. Det er så ondt, fordi man lige når at tro og føle, at det måske skal blive godt, og så viser de sig at falde hende i ryggen, når hun tror sig tryg. Av, en grim bog.

Det læser Lene Holst Holmgård

Når jeg læser Politikens bogtillæg, drømmer jeg altid om, at de også spørger mig, hvad jeg læser for tiden. Mens jeg venter på de ringer, kan jeg jo passende dele det med jer.

Hvad læser du i øjeblikket?
Jeg læser Carsten Jensens “Vi de druknede”. Jeg har fået den anbefalet af en, som mente, den er en af Danmarks store fortællinger, fordi den indkapsler den danske selvforståelse (hvis der findes sådan en), og hvordan vi forstår krig og det at bo i en lille by, og hvordan vi er over for hinanden. Det er meget interessant og også ret hyggelig at læse den med de briller på. Den er dog også lidt lang i det, og jeg opdagede ca. 50 sider inde i den, at jeg vist var startet på den før og havde givet op. Men det bliver bedre undervejs; indtil videre har jeg bl.a. læst om nogle kannibaler og en fortabt dreng, der bliver ven med en gammel sømand. Der er mange gode fortællinger i fortællingen.   

Hvad har været din største læseoplevelse det seneste år?
Jeg vil tro, det er Arseniktårnet af Anne B. Ragde. Det er den bog på det seneste, jeg har haft sværest ved at lægge fra mig. Sådan en bog, hvor man håber, man kan blive siddende i toget lidt endnu, så man lige kan nå at høre, hvad der sker med den ene eller den anden. Her er hvad jeg skrev, lige da jeg havde læst den.

Hvilken bog har betydet mest for dig?
Alt, hvad jeg har læst i mine teenageår, er jeg blevet meget påvirket af, fx Tine Brylds trilogi om Liv og Alexander, fordi der gemte sig så mange anvisninger til, hvordan man kunne være ung. Christian Jungersens “Undtagelsen” er ultimativt den stærkeste, mest vedkommende bog, jeg har læst som voksen. Dem, der ikke har læst den endnu, skal gøre det.   

Hvilken bog var den første, du læste?
“Rosen og Rosita” – den bog fik jeg læst højt, og da jeg så selv lærte at læse, begyndte jeg med den. Måske er det den bog, jeg har læst flest gange. Den handler om to veninder, og mit tydeligste minde fra den er at nogle skolekammerater hælder mælk ud over den ene pige, fordi de ikke forstår, hun har en anden hudfarve end dem selv.

Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?
Måske koranen. Udover det ser jeg bl.a frem til at læse Kapgang af Morten Kirkbøl, Morten Ramslands nye bog Sumobrødre og en bog af en islandsk forfatter, der hedder Depositum.

Gitte Løkkegaard: Tine Bryld. Et lettere kaotisk ridt

Jeg hører ikke til dem, der er vokset op med Tine Brylds stemme i radioen. Jeg er ikke fortolig med Tværs og har ikke spejlet min ungdom i de mange skæbnehistorier. Til gengæld er Liv og Alexander-trilogien min vigtigste teenagelitteratur. Jeg ved stadig, hvor de tre bøger stod på mit skolebibliotek, bagerst til venstre og på samme hylde som “Min ven Thomas”.

For et menneske, hvor Tine Bryld først og fremmest er ungdomsbogsforfatter og dernæst radiostemme, er det interessant at læse historien om et menneske, der måske frem for alt er socialrådgiver og socialt indigneret. Et mennekse, der har kæmpet for fri abort og advokerede for fixerum i København allerede for 40 år siden.

Jeg blev opmærksom på bogen på Bogforum, hvor jeg hørte en samtale mellem Gitte Løkkegaard (radiovært på DR) og Tine Bryld og en tredje. Når jeg lytter til det, kender jeg jo alligevel godt stemmen (- og i øvrigt også Gitte Løkkegaards – det er hende, der i mange år lavede timelange personinterviews med en langsom, rolig stemme på P1). Det her citat, synes jeg, er som at tænde for radioen:

“Hendes stemme er kaldende, venlig. “Hallooo, det er Tine”. Der er tavshed i den anden ende. Stemmen bliver blødere. “Er det Signe?” Stadig tavshed i et par sekunder, så hører man en lille gennemsigtig stemme: “Ja…” “Hej Signe,” siger hun, og de ord findes ikke i sproget, som kan beskrive den omsorg, der bølger ud i telefonen når hun spørger: “Hvad har du på hjerte, min ven ?””