Anne B. Ragde: Jeg har et tæppe i tusind farver

♥♥♥

Anne B. Ragde efterlader mig ofte lidt tvivlende. På trods af at hun er Norges ukronede forfatterdronning og har afsat tusindvis af eksemplarer i serien om Berlinerpoplerne, så er jeg sjældent helt solgt.

Hendes bøger har nogle tydelige kvaliteter, og jeg husker særligt parret Erlend og Krumme fra Berlinerpopler-serien. Alligevel har jeg et vist forbehold eller modstand. Det samme oplevede jeg i “Jeg har et tæppe i tusind farver”, som er en autobiografisk skildring af Anne B. Ragdes danske mor, Birte.

Vi følger Anne og Birte, mens moren bliver mere og mere syg. Vi følger processen i et svigtende sygehus- og plejevæsen og sorgen hos to døtre over en mor, som ikke var en perfekt mor.

Samtidig følger vi Anne B. Ragde selv, som turnerer rundt i Norden og holder forfatterforedrag. Jeg bliver ramt en lille smule på min danske jantelov, når hun fortæller om sin egen succes, og de oplevelser, hun har mulighed for at give sin sparsommelige mor, fordi hun har penge nok. Det er ikke fordi det er forkert eller usmukt; det er mere det, at det fylder uforholdsmæssigt meget.

Jeg har svært ved at blive klog på relationen mellem mor og datter, ligesom jeg har svært ved at blive klog på min egen oplevelse af Anne B. Ragdes bog.

Skal du læse den? Ikke nødvendigvis. Start hellere med Berlinerpopler-serien; der er også for nylig kommet en fortsættelse med titlen “Altid tilgivelse”.

Anne B. Ragde: Jeg skal gøre dig så lykkelig

Der er én, der får en nymodens støvsuger, en anden et springvand i stuen, og så er der hjemmefrisøren, der bruger øl i papilotterne, fordi det er billigere end ondulationsvæske.

Vi følger familierne (særligt kvinderne) i en opgang i Trondhjem i 60’erne. Det er sædvanlig Anne B. Ragde-stil med norsk underfundig underspillethed, intetsigende dialog, der siger ganske meget, og et udpluk af hverdag uden så meget tingeltangel.

Jeg kender ikke rigtigt husmødrene fra 60’erne – det er lidt for tidligt for min udearbejdende sygeplejerske-mor og lidt for sent for min hjemmegående syerske-farmor, men bogen giver et meget fint indblik en tid i Norge, som nok ikke var så anderledes her til lands.

Andre bøger af Anne B. Ragde:
Arseniktårnet
Berlinerpoplerne, Eremitkrebsene og Ligge i grønne enge

Anne B. Ragde: Arseniktårnet

Yes! En rigtig god bog! Arseniktårnet er en slægtsroman, hvor man følger flere led i familien, de fleste kvinder. Der er nogle meget fine generationskonflikter, fx barnebarnets stærke kærlighed til sin netop afdøde mormor (lærer man på forfatterskolen, at slægtsromaner skal starte med en bedsteforælder, der dør?), der står i dyb kontrast til morens frustration og bitterhed og had til sin mor, også efter hun er død. Begge har gode grunde til at føle som de gør, og det gør det fint nuanceret og ægte.

De bedste fortællinger er dog ikke nødvendigvis familiemedlemmerne imellem, men når man kommer ned i den enkeltes historie. Fx Ruby (det er moren), der er misundelig på veninden Anna, der er jøde. Hjemme hos hende fejrer de jødiske højtider, og der er ting, man ikke må spise. Ruby kan godt lide den højtidelighed og ville ønske, hun var jøde som Anna. Da tyskerne kommer – for selvfølgelig er der krigstid på et eller andet tidspunkt i en slægtsroman – synes begge piger først, det er sjovt at se på dem marchere. De er søde og giver is, men senere bliver det alvorligt, og Anna må til Sverige midt om natten. Ruby har denne samtale med sin far:

“Er du helt sikker på, at tyskerne ikke har taget dem?”
“Helt sikker, min skat.”
“Hvorfor kan Hitler ikke lide jøder? Annas far laver ikke aviser, og han stjæler heller ikke.”
“Aviser? Hvorfor siger du det?”
“Som Onkel Frode.”
Faren rømmede sig, tog en dyb indånding og hviskede hende i øret: “Det skal vi ikke tale om, og du må heller ikke sige det højt, så mor hører det.”
“Ved hun det ikke?”
“Jo, selvfølgelig, men hun bliver bekymret, hvis hun får at vide, at du ved det.”
“Hvorfor det?”
“Det er ikke så smart, at børn ved den slags. Hun bliver bange for, at der skal ske dig noget.”
“Min mor kan ikke lide mig. Hun bliver ikke bange.”
“Jamen Ruby.”
“Jeg har ødelagt hendes figur og hendes karriere, men hvis Anna er i Sverige, og Miriam Kuznetsov og Judith og Clara, vil jeg ikke græde mere. Men kun, hvis du lover det, far.”
“Jeg lover det.”

Krigen går over, og livet går videre for Ruby, men den indhenter hende senere, hvor hun gifter sig ind i en familie, der viser sig at være nazister. Hun er løbet med ham for at komme hjemmefra, og nu løber hun også fra ham og bliver alene igen, og lidt fortabt.

Der er flere gode passager i bogen om at blive voksen i en anden tid, hvor man ikke taler om menstruation og sex, og hvor man bliver gravid, hvis manden “lader strømmen gå” inde i én. Så er der historien om Malie-Thalia, der bliver revystjerne lidt ved et tilfælde og Mogens, der alligevel ikke vil være præst, efter Gud har taget hans bror på havet, og som derefter maler porcelæn hele sit liv og bare drømmer om at lave en serie til Kongehuset. Det er en fin bog.

Anne B. Ragde: Ligge i grønne enge

Ligge i grønne enge er afslutningen på en norsk trilogi om tre forknytte mænd på en gård ved Trondheim. Der sker ingenting, og dagligdagen går sin vante gang, mens der bliver brændt tismadrasser af, henrettet lam i kirken, begået selvmord og befrugtet lesbiske par.

En af brødrene er bedemand, og der er ret meget underspillet makaber humor i bogen. Her en lille smagsprøve – det er en af brødrenes datter, Torunn, der smører mad til farfaren (der i virkeligheden er hendes onkel):

”Og der var stadig syltetøj i kælderen efter Anna Neshov. Det var måske sådan man snød døden og forlængede livet, tænkte hun, ved at lave så meget syltetøj at folk måtte æde ens anstrengelser i årevis bagefter.”

Jeg er blevet ret glad for de underlige nordmænd undervejs i de tre bøger. Den første bog er lidt tung at starte på, fordi man lige skal lære dem lidt at kende. Men efter lidt tid glæder man sig til at høre, hvordan det går med grisene og hvem der nu er død i bedemandsforretningen, lidt som at se en lang tv-serie.

De første to bøger hedder Berlinerpoplerne og Eremitkrebsene.