Delia Owens: Hvor flodkrebsene synger

“Hvor flodkrebsene synger” er en rørende fortælling fra North Carolinas sumpskove. Bogen foregår i 1950’erne og handler om pigen Kya, der bor i et faldefærdigt træhus ud mod sumpen i udkanten af den lille landsby Barkley Cove. Hendes far er voldelig, og derfor bliver hun forladt af først sin mor, siden sine søskende, og til sidst bor hun som ung pige alene i naturen. Hun lærer at klare sig ved at sælge muslinger til sin eneste ven, den sorte mand Jumpin’, der sælger benzin og dagligvarer til de små både, der tøffer rundt i de sumpede søer.

Mens hun vokser op, lærer hun sumpen og marsken at kende, og hendes hjem forvandles snart til et kunstværk af natursamlinger. Hun går i skole en enkelt dag af sit liv og lever i stedet med naturen. Undervejs krydses hendes veje med de to unge fyre, Tate og Chase, som på hver sin måde fascineres af Kya og befinder sig i udkanten af hendes liv. Siden sker en forbrydelse i den lille by, og nu rettes alle lys mod den mystiske pige i sumpen.

Romanen er fra 2019 og filmatiseret i 2022. Den er oplagt til filmlærredet med sit smukke billedsprog og stemningsmættede historie.

Maren Uthaug: 11 %

Maren Uthaugs roman “11%” er som intet andet, jeg har læst.

Jeg har været vild med Marens striber “Ting jeg gjorde” de seneste fem år og har vel fulgt hende på Instagram i tre. Hun er sjov, spydig og kick-ass-underspillet-feministisk. Men jeg har aldrig været så vild med hendes bøger. “Hvor der er fugle” var for dyster, “Og sådan blev det” glemte jeg hurtigt igen, og “En lykkelig slutning” turde jeg aldrig læse, fordi jeg læste i en anmeldelse, at billederne af den utugtige omgang med lig aldrig forlader ens nethinde igen.

Nå, så langt så godt. Men med denne bagsidetekst var det jo svært at komme uden om 11%:

“Du kan jo overveje, hvorfor der er så mange ord, der aldrig er lavet i feminin form. Som drabsmand og voldtægtsmand. Eller krigsherre.” – Citat fra bogen

I den nye tid er der ingen mænd tilbage i samfundet. Ud over en lille flok hanner, man opbevarer på et avlscenter på Lolland.

Fire kvinders liv vikles ufrivilligt ind i hinanden, men de bliver tvunget til at samarbejde, da der pludselig dukker en dreng op ude i det fri.

Spørgsmålet er, hvornår han indeholder så meget testosteron, at han bliver en trussel for dem alle?

Romanen er blevet skamrost af anmelderne som original, vild og fejende flot – og med rette. Det tog mig lige 80 sider at være med på konceptet, til gengæld var jeg de sidste 80 sider så ærgerlig over, at den nu snart var slut.

I 11% møder vi Medea, der holder en pythonslange som kæledyr i kælderen, Wicca der er præstinde i sjette (?) led af W-linjen af præstinder, Benja der overlades til sig selv og svømmer sig gennem livet og til sidst Chaplin, der er født med det forkerte køn.

Det er selvfølgelig de fire karakterer der gør bogen, men det er mindst ligeså meget hele det fremtidsmiljø, som Uthaug har skabt: en verden, hvor man har en række mødre, bor i rundhuse i den gamle frederiksbergslum og foragter patriarkatets firkantede arkitektur, holder rotter og slanger, tilbeder den hellige moder og spiser tørt brød. Mændene bliver holdt i avlscentre, fx på Lolland, og i gaden bor mandedamer med penisatrapper, som man kan besøge. Ellers kan man have sex med mennesker (læs: kvinder) eller onanere, som man har lært i skolen.

Tre hurtige: Gazan, Høeg og Perrin

Sissel-Jo Gazan: Uglens øje

Jeg er vild med Gazan og havde sådan glædet mig til hendes nyeste “Uglens øje”, der er en selvstændig treer efter “Dinosaurens fjer” og “Svalens graf”
Jo større forventninger, jo større skuffelse. Øv, jeg var ikke overbevist. Det er en udmærket bog at læse, men den hæver sig ikke op over en gennemsnitlig hurtig-krimi og når ikke Gazans fremragende “Hvide blomster” til sokkeholderne.

Jeg var efterladt med en følelse af, at hun kendte alle elementerne i en god spændingsroman, men kom til at underbage kagen, så dejen faldt sammen undervejs.

Bedste Sissel-Jo Gazan bog: “Hvide blomster”.
Andre gode af Gazan: “Blækhat”, “Dinosaurens fjer” og “Svalens graf”

Tine Høeg: Sult

“Sult” handler ikke om det, der er øverst i madpyramiden. Den handler om den inderste inderlige sult efter at få et barn.

Over 430 sider følger vi det selvbiografiske forfatterjegs tur gennem inseminationsjunglen. Hun skriver dagbog undervejs, og det er brudstykker af dén, der bliver bearbejdet til en roman.

I vanlig Tine Høeg-stil er opsætningen lyrisk-prosaisk, og det er både virkningsfuldt og lidt stakato til tider.

Bedste Tine Høeg-bog: Tour de chambre.

Valérie Perrin: Vand til blomster

En bog, jeg lånte af min mands bedstemor, og som samtidig blev anbefalet i min læseklub og af min svigerfar. Med andre ord en fortælling, der rør flere generationer. Den er umiskendelig fransk i sin stemning, skrivestil og scene, men/og rammer et fint niveau af poetisk realisme.

Den er halvlang, og de første og sidste 80 sider kunne man måske have undværet, men sidder du med den i hånden og er nået til side 60, så hæng i, for det lønner sig.

Historien handler om en midaldrende kvinde, der er kirkegårdspasser, og som åbner sin stue for alle de stille eksistenser, der kommer forbi. Ind imellem er der nogen, der kiler sig ind på hende, og hvis historie flettes ind.

Perrin skriver elegant og vedkommende og med forskellige afstikkere i tid og persongalleri, som aldrig bliver overflødige.