Peter H. Olesen: Lille dansk samtidsroman

Lille dansk samtidsroman er et fint snuptag af en roman, som kan læses på en dag.

Den handler om to gymnasievenner, som mødes i Vestjylland, da de er blevet midaldrende, og så handler den om, at man ikke har ret til at brokke sig over sit liv, for hvis man er utilfreds, kan man bare træffe nogle andre valg. Eller også er det noget, jeg læser ind i det, fordi det lige passer til mit liv lige nu. Anyways, jeg kunne godt lide den.

Peter H. Olesen har mest skrevet digte før, og sproget er meget præcist og lækkert uden at gøre særligt opmærksom på sig selv.

Maria Ernestam: Kleopatras kam

Omkring 200 sider henne i den her bog sker der noget meget overraskende og pageturner-agtigt. Det sker bare 190 sider for sent og varer ikke så længe. Jeg tror gerne, Kleopatras kam vil være sådan en bog, der handler om liv og død, og hvad sker der, når vi pludselig får styrken til at slå et andet menneske ihjel, og kan det nogensinde forsvares, og hvad sker der med én selv bagefter osv. osv.? Men det bliver lidt ligegyldigt for mig og rammer ikke helt plet.

Jeg kunne meget bedre lide Hundens ører, som jeg læste for et par måneder siden. Ja, så lidt lunken anbefaling herfra.

Suzanne Collins: Dødsspillet (Hunger Games)

Jeg læste Dødsspillet, mens jeg lavede mad, mens jeg talte i telefon, og mens jeg bar min søn ud i barnevognen. Jeg lovede hele tiden min mand, at jeg ville lægge bogen fra mig og være nærværende, når jeg nåede til næste kapitel, men opdagede så, at jeg alligevel var kommet til at læse videre, for lige præcis her kunne man da umuligt stoppe.

Det er Fluernes Herre møder X-factor møder George Orwell møder Ronja Røverdatter.

Fattige børn slås til døden i et tv-transmitteret show, og vinderen er den sidste, der overlever.

Det er noget så sjældent som en amerikansk teenageromanserie uden vampyrer. Jeg er virkelig ikke fan af fantasygenren, men i Hunger Games (ja, det er den, der er filmatiseret med J-Lo) lykkes det at opbygge et univers, som er så tilpas tæt på virkeligheden, at man bliver revet med, og samtidig sat hen i en fremtidsramme, så der er plads til fantasi.

Bøgerne foregår, efter Nordamerika er brudt sammen, og der er oprettet 13 distrikter, som styres fra hovedsædet i Capitol. Hvert år udtrækkes to børn fra hvert af distrikterne til at deltage i Dødsspillet, hvor de slår hinanden ihjel for at overleve selv og for at underholde beboerne i hovedstaden.

Trilogien består af Dødsspillet, Løbeild og Oprør. Som altid er den første bedst, men de to andre er klart også værd at læse.