Bedste bøger 2018

Anbefalinger, Autobiografi, Bøger fra 2018, Roman

2018 var et godt bog-år. Det var et år med både Helle Helle og Hella Joof, men ingen af dem har nået toppen af min litterære hitliste.

De tre bedste bøger fra 2018 

Tredjeplads bedste bøgerNummer 3: Morten Pape “Guds bedste børn”

Tredjepladsen går til Morten Pape, den fremadstormende, socialrealistiske forfatter, der endnu engang går lige i hjertekulen med “Guds bedste børn”. Han kalder den selv en tematisk fortsættelse til sin gennembrudsroman “Planen”.

Bogen handler om drabet på et avisbud på Amager og de skæbner, som er involveret. Læs fuld omtale.

Andenplads bedste bøger 2018Nummer 2: Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Andenpladsen fortsætter i det socialrealistiske hjørne og handler om en ungdom på Skiveegnen. “En dag vil vi grine af det” er fortsættelsen til Thomas Korsgaards autobiografiske “Hvis der skulle komme et menneske forbi” fra 2017.

Begge bøger kredser om drengen Tue, der vokser op i en familie med for lidt kærlighed og for meget stille kaos. Som forfatter er Korsgaard vestjysk ekvilibrist, og han skriver på et brændstof af vrede og svigt, hvilket giver en fyrig romancocktail under et roligt, sarkastisk ydre. Læs fuld omtale.

Bedste bog i 2018

Bedste bog 2018Nummer 1: Leonora Christina Skov “Den, der lever stille”

Den absolut bedste bog i 2018 er efter min beskedne mening Leonora Christina Skovs autobiografi “Den, der lever stille”.

Ligesom Korsgaard deler hun ud af hovedstolen, og hun gør det fremragende. Hun beskriver en mor, der ikke kan acceptere sin homoseksuelle datter, og en datter – Leonora selv – der kæmper sig væk fra sine forældre som i en udspændt elastik, der altid svirper tilbage.

Bogen centrerer sig om morens dødsleje, som bliver den endelige frisættelse for forfatteren. Læs fuld omtale af årets bedste bog.

Andre gode bøger

Se flere gode bøger fra 2018 her på bloggen.

Hvad natbordet ellers gemte

Bøger fra 2018, Biografi, Roman, Science fiction

Her kommer en lille opsamling af, hvad der har rundet natbordet eller lænestolen de seneste måneder, som ikke har fået opmærksomhed her på bloggen.

kraften-naomi-aldermann.jpgNaomi Alderman: Kraften
Kraften er et politisk science fiction-eksperiment, der undersøger krig, kønsroller og verdenshistorie på 372 spændingsmættede sider.

I en parallel nutidig verdensorden vågner verdens teenagepiger pludselig med en elektrisk kraft i kroppen. De kan give dødelige stød med hænderne, og den nye evne (Kraften) bliver forvaltet med forskellig visdom og intensitet over hele kloden.

Vi følger en forsømt sydstatspige, en magtvillig borgmester, en mafiadatter og til sidst en mandlig nigeriansk journalist, mens verdensordenen forrykker sig, og nye (ikke nødvendigvis bedre) magtsystemer opstår.

Læseværdig international bestseller.

Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Den svære toer er i Thomas Korsgaards tilfælde en fremragende toer. Det er en uafhængig fortsættelse af den autobiografiske debutroman “Hvis der skulle komme et menneske forbi“.

Korsgaard fortsætter i samme imponerende lette sprog, der smyger sig om ungdom i familiemæssigt kaos. Tue er nu blevet teenager og flytter stille og roligt hjemmefra og ind i sin ungdomsidentitet og seksualitet. Vi følger ham på gymnasiet, til de første fester, med den første kæreste og i familien, hvor moren gør ham til sin fortrolige i affæren med en mand fra Fyn.

Alt sammen eminent roligt beskrevet i al sin kaos. Thomas Korsgaard fortjener alle rosende ord, der sendes i hans retning.

Den forkerte giraf Majse Njor.jpgMajse Njor: Den forkerte giraf
Majse Njors seneste bedrift er en slags udvidet damebladsklumme om at blive skilt og finde kærligheden igen. Med en lidt tynd, gentagende ramme af et par, der venter på et tog i Indien, mens hun tænker over, hvordan man gør alt det der med new (old) love.

Det er ærligt, selvudleverende og humoristisk, men ærligt talt også lidt trivielt efter min smag.

Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi

Autobiografi, Bøger fra 2017, Roman

Korsgaard Hvis der skulle komme et menneske forbi.jpegJeg er glad for gode begyndelser. Meget bliver afsløret om en forfatters skriveevner, når man læser de første linjer, og den kun 23-årige Thomas Korsgaard kan skrive. Se bare her:

“Det var, som om døden sad i mig, selvom jeg ikke var ret gammel. Den var altid med mig på en måde. I starten havde jeg slet ikke set et menneske dø, men en lille dreng ved både alt for meget og næsten ingenting om døden. Jeg tænkte på, hvad der ville ske, hvis min far døde i morgen. Som om døden var det eneste, der kunne ændre på det hele.”

Hovedpersonen Tue vokser op i en by uden for Skive, og Korsgaard skriver de vestjyske karakterer meget troværdigt frem, bl.a. ved hjælp af lydskrevne bandeord som “Forsadanda” og “Det ser fannanmig godt ud”.

En stærk karakter er Bitten, der er som en tæge på den slidte landmandsfamilie, Tue vokser op i. Hun skal altid lige låne en halvtredser, siger sin mening ublidt, smårapser af stegen, når hun skal servere til konfirmationen og vender altid tilbage, uanset om hun er inviteret eller ej.

Mormoren er den eneste hjertevarme i Tues liv. Hun stikker ham lommepenge, åbner altid sit hjem for ham (også når hun lige har glemt, at han skulle komme på weekend) og giver ham ren og uforfalsket kærlighed.

Kærligheden på gården er ellers som regel iblandet en besk bismag. Fra moren en bismag af depression og afmagt og fra faren utilregnelighed og psykisk og fysisk vold i små, afrettede mængder. Men kærligheden er også til stede, og forældrene vil gerne gøre det godt.

Sætningen “Hvis der skulle komme et menneske forbi” bliver i bogen sagt af mormorens mand, O.P.: En fedladen mand, der er glad for sovs, slik og sodavand. De har et rum fyldt med snolder – hvis der skulle komme et menneske forbi. Thomas Korsgaard har sagt i et interview til Politiken (betalingslink), at romanen bygger på selvbiografisk indhold, og sætningen “Hvis der skulle komme et menneske forbi” er én, han ofte har tænkt på. Hvad ville der være sket, hvis der var kommet et menneske forbi og havde set, hvordan de levede? Med for lidt mad, en depressiv mor og en fraværende far, der tager drengen med på tyveritogter og grove, farlige nytårsløjer?

Som det næsten altid sker med autobiografiske romaner, kommer der straks et modsvar fra mennesker, der mener, det er en forkert eller fordrejet version af virkeligheden; at hukommelsen er blevet skarpvinklet. Den kritik kommer i dette tilfælde fra Thomas Korsgaards kun 19-årige lillebror, Mathias Korsgaard. I et interview i Politiken kalder han det “usandt og for groft”.

Sandheden om de enkelte detaljer er dog ikke så interessant. Det er fortællingen om et barn, der vokser op i et hjem, som han ikke burde vokse op i, og om en familie, der har brug for hjælp.

Toeren: “En dag vil vi grine af det,” er netop udkommet her i 2018. Den er allerede indvarslet med brorens kommentar til Korsgaards roman i førnævnte Politiken-interview: “Jeg husker vores barndomshjem som et humoristisk sted. Selvfølgelig var der gode og dårlige dage. Men når dagene var dårlige, kunne vi altid grine af det”.