Thomas Korsgaard: Man skulle nok have været der

Jeg kender ingen andre bøger, hvis titler er så velvalgte som Thomas Korsgaards. Kongen af bogtitler har nu afsluttet sin personlige trilogi. Hvor de to første handler om opvæksten i en lille by uden for Skive, følger vi i “Man skulle nok have været der” Tue som 17-årig hjemløs i København. Han er flyttet hjemmefra; moren er flyttet på krisecenter, og det er tid til en ny start i hovedstaden.

Tue får job som avissælger for Politiken, men ved bogens begyndelse bliver han smidt ud af sin lejlighed, og hans nærmeste netværk er Lone fra Lones pølser, en avissælger-kolleger og en fyr, han møder til en bogreception. Over de næste par hundrede sider snubler han sig igennem storbylivet, og selv om det hjemlige omsorgssvigt er ligeså let at få øje på nu som i de første to bøger, har sympatien lidt sværere ved at finde vej til en 17-årig forhutlet, til tider uhøflig ung mand.

Bogen er rå læsning, ofte tåkrummende, uden filter og med uforfalsket socialrealisme, nu i voksenstørrelse. Den sætter punktum for en personlig, autobiografisk bogserie og efterlader læseren hos den voksne forfatter Thomas i nutiden.

Jeg var meget glad for at læse Thomas Korsgaards første to bøger, lidt mindre for denne – måske fordi den sorte humor får mindre plads her. Hvis du endnu ikke har læst Korsgaards bøger, kan du se anmeldelser her på bloggen:

“Hvis der skulle komme et menneske forbi” (første bog om Tue)

“En dag vil vi grine af det” (anden bog om Tue)

Tyverier (noveller, ikke en del af Tue-serien)

Thomas Korsgaard: Tyverier

Den tematiske linje i Thomas Korsgaards “Tyverier” er hverdagsrealisme fra socialklasse 5. Vi møder både håbefuld John, der fisker efter nytårsmenuen i en container, den eks-kriminelle Kim, der gerne vil se sit barn noget mere, telesælgeren Thomas, der forsøger at sælge husforsikring til en døende kvinde på hospice, og ensomme Kristian, der samler på kuglepenne.

De bedste noveller er dem, der tegner en hel karakter og et livsbillede ved bare at vise et lille udsnit. Det lykkes fremragende i Thomas Korsgaards første novellesamling..

Jeg kommer til at tænke på et klip, hvor Lasse Rimmer skal udpege noget af det bedste fra 90’erne. Han husker tilbage på en helt kort sketch fra Drengene fra Angora. 5 sætninger med en verden rundt om dem:

Dygtigt dialogarbejde

Thomas Korsgaard er dygtig med dialogerne – det viste han allerede i “Hvis der skulle komme et menneske forbi og efterfølgeren “En dag vil vi grine af det”, og den nye novellesamling følger trop. Fx denne simple dialog om smørrebrød i en dysfunktionel familie:

“Du er blevet så tynd, så tynd,” gentager han og skubber æsken hen mod hende, hun kan høre sandalerne glide hen over gulvet under bordet.
“Du er også for tynd,” siger hendes mor.
“Jeg har allerede fået to stykker,” siger hun og kigger over på sine søstres arme, der arbejder med bestikket.
“Er du sikker?” spørger hendes mor.
“Ja, ellers tak.”
“Du kan da godt lige spise et stykke til,” siger Verner og løsner låget på snapseflasken. “Vi gider ikke gemme det.”
“Nej, vi gider sgu ikke gemme det,” siger hendes mor.

“Tyverier” består af 15 noveller. Det er Thomas Korsgaards fjerde udgivelse, siden han debuterede i 2017 som kun 21-årig.

Thomas Korsgaard, Tyverier, Lindhardt og Ringhof, 2019

 

Bedste bøger 2018

2018 var et godt bog-år. Det var et år med både Helle Helle og Hella Joof, men ingen af dem har nået toppen af min litterære hitliste.

De tre bedste bøger fra 2018 

Nummer 3: Morten Pape “Guds bedste børn”

Tredjepladsen går til Morten Pape, den fremadstormende, socialrealistiske forfatter, der endnu engang går lige i hjertekulen med “Guds bedste børn”. Han kalder den selv en tematisk fortsættelse til sin gennembrudsroman “Planen”.

Bogen handler om drabet på et avisbud på Amager og de skæbner, som er involveret. Læs fuld omtale.

Nummer 2: Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Andenpladsen fortsætter i det socialrealistiske hjørne og handler om en ungdom på Skiveegnen. “En dag vil vi grine af det” er fortsættelsen til Thomas Korsgaards autobiografiske “Hvis der skulle komme et menneske forbi” fra 2017.

Begge bøger kredser om drengen Tue, der vokser op i en familie med for lidt kærlighed og for meget stille kaos. Som forfatter er Korsgaard vestjysk ekvilibrist, og han skriver på et brændstof af vrede og svigt, hvilket giver en fyrig romancocktail under et roligt, sarkastisk ydre. Læs fuld omtale.

Bedste bog i 2018

Nummer 1: Leonora Christina Skov “Den, der lever stille”

Den absolut bedste bog i 2018 er efter min beskedne mening Leonora Christina Skovs autobiografi “Den, der lever stille”.

Ligesom Korsgaard deler hun ud af hovedstolen, og hun gør det fremragende. Hun beskriver en mor, der ikke kan acceptere sin homoseksuelle datter, og en datter – Leonora selv – der kæmper sig væk fra sine forældre som i en udspændt elastik, der altid svirper tilbage.

Bogen centrerer sig om morens dødsleje, som bliver den endelige frisættelse for forfatteren. Læs fuld omtale af årets bedste bog.

Andre gode bøger

Se flere gode bøger fra 2018 her på bloggen.

Hvad natbordet ellers gemte

Her kommer en lille opsamling af, hvad der har rundet natbordet eller lænestolen de seneste måneder, som ikke har fået opmærksomhed her på bloggen.

Naomi Alderman: Kraften
Kraften er et politisk science fiction-eksperiment, der undersøger krig, kønsroller og verdenshistorie på 372 spændingsmættede sider.

I en parallel nutidig verdensorden vågner verdens teenagepiger pludselig med en elektrisk kraft i kroppen. De kan give dødelige stød med hænderne, og den nye evne (Kraften) bliver forvaltet med forskellig visdom og intensitet over hele kloden.

Vi følger en forsømt sydstatspige, en magtvillig borgmester, en mafiadatter og til sidst en mandlig nigeriansk journalist, mens verdensordenen forrykker sig, og nye (ikke nødvendigvis bedre) magtsystemer opstår.

Læseværdig international bestseller.

Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Den svære toer er i Thomas Korsgaards tilfælde en fremragende toer. Det er en uafhængig fortsættelse af den autobiografiske debutroman “Hvis der skulle komme et menneske forbi“.

Korsgaard fortsætter i samme imponerende lette sprog, der smyger sig om ungdom i familiemæssigt kaos. Tue er nu blevet teenager og flytter stille og roligt hjemmefra og ind i sin ungdomsidentitet og seksualitet. Vi følger ham på gymnasiet, til de første fester, med den første kæreste og i familien, hvor moren gør ham til sin fortrolige i affæren med en mand fra Fyn.

Alt sammen eminent roligt beskrevet i al sin kaos. Thomas Korsgaard fortjener alle rosende ord, der sendes i hans retning.

Majse Njor: Den forkerte giraf
Majse Njors seneste bedrift er en slags udvidet damebladsklumme om at blive skilt og finde kærligheden igen. Med en lidt tynd, gentagende ramme af et par, der venter på et tog i Indien, mens hun tænker over, hvordan man gør alt det der med new (old) love.

Det er ærligt, selvudleverende og humoristisk, men ærligt talt også lidt trivielt efter min smag.

Thomas Korsgaard: Hvis der skulle komme et menneske forbi

Jeg er glad for gode begyndelser. Meget bliver afsløret om en forfatters skriveevner, når man læser de første linjer, og den kun 23-årige Thomas Korsgaard kan skrive. Se bare her:

“Det var, som om døden sad i mig, selvom jeg ikke var ret gammel. Den var altid med mig på en måde. I starten havde jeg slet ikke set et menneske dø, men en lille dreng ved både alt for meget og næsten ingenting om døden. Jeg tænkte på, hvad der ville ske, hvis min far døde i morgen. Som om døden var det eneste, der kunne ændre på det hele.”

Hovedpersonen Tue vokser op i en by uden for Skive, og Korsgaard skriver de vestjyske karakterer meget troværdigt frem, bl.a. ved hjælp af lydskrevne bandeord som “Forsadanda” og “Det ser fannanmig godt ud”.

En stærk karakter er Bitten, der er som en tæge på den slidte landmandsfamilie, Tue vokser op i. Hun skal altid lige låne en halvtredser, siger sin mening ublidt, smårapser af stegen, når hun skal servere til konfirmationen og vender altid tilbage, uanset om hun er inviteret eller ej.

Mormoren er den eneste hjertevarme i Tues liv. Hun stikker ham lommepenge, åbner altid sit hjem for ham (også når hun lige har glemt, at han skulle komme på weekend) og giver ham ren og uforfalsket kærlighed.

Kærligheden på gården er ellers som regel iblandet en besk bismag. Fra moren en bismag af depression og afmagt og fra faren utilregnelighed og psykisk og fysisk vold i små, afrettede mængder. Men kærligheden er også til stede, og forældrene vil gerne gøre det godt.

Sætningen “Hvis der skulle komme et menneske forbi” bliver i bogen sagt af mormorens mand, O.P.: En fedladen mand, der er glad for sovs, slik og sodavand. De har et rum fyldt med snolder – hvis der skulle komme et menneske forbi. Thomas Korsgaard har sagt i et interview til Politiken (betalingslink), at romanen bygger på selvbiografisk indhold, og sætningen “Hvis der skulle komme et menneske forbi” er én, han ofte har tænkt på. Hvad ville der være sket, hvis der var kommet et menneske forbi og havde set, hvordan de levede? Med for lidt mad, en depressiv mor og en fraværende far, der tager drengen med på tyveritogter og grove, farlige nytårsløjer?

Som det næsten altid sker med autobiografiske romaner, kommer der straks et modsvar fra mennesker, der mener, det er en forkert eller fordrejet version af virkeligheden; at hukommelsen er blevet skarpvinklet. Den kritik kommer i dette tilfælde fra Thomas Korsgaards kun 19-årige lillebror, Mathias Korsgaard. I et interview i Politiken kalder han det “usandt og for groft”.

Sandheden om de enkelte detaljer er dog ikke så interessant. Det er fortællingen om et barn, der vokser op i et hjem, som han ikke burde vokse op i, og om en familie, der har brug for hjælp.

Toeren: “En dag vil vi grine af det,” er netop udkommet her i 2018. Den er allerede indvarslet med brorens kommentar til Korsgaards roman i førnævnte Politiken-interview: “Jeg husker vores barndomshjem som et humoristisk sted. Selvfølgelig var der gode og dårlige dage. Men når dagene var dårlige, kunne vi altid grine af det”.