Tore Renberg: Jarle Klepp-trilogien

Trilogien om Jarle fra Stavanger består af “Kompagni Orheim, “Mig og Yngve” og “Charlotte Isabel Hansen”. Jeg læste den for første gang for 12 år siden og har lige snuppet dem igen, og det er simpelthen så godt! Informations anmeldelse kaldte det i sin tid for “en overbevisende norsk generationsroman”. Hvis du ikke allerede kender dem, så afsted med dig på biblioteket!

I første roman følger vi Jarle i 9. klasse, hvor han øver sig i det med pigerne, det med musikken og det med revolutionen. Der er fuld skrald på grimt tøj, stådreng og dårligt hår, og det er så sjovt og kærligt beskrevet, så man kun kan holde af det. Samtidig får vi det socialrealistiske indblik i en familie, som kun lige hænger sammen, og hvor faren, den gemytlige gymnasierektor, er weekendalkoholiker fra fredag eftermiddag til søndag aften.

I “Mig og Yngve” går Jarle i gymnasiet, har fast kæreste og et band med vennen Helge. Der er kommet styr på hormonerne og revolutionen. En dag starter en ny dreng i klassen, og Jarle, der altid har været optaget af bryster, bliver nu fascineret, måske endda forelsket. Nu vil han pludselig gå til tennis og lytte til popmusik, og så er verden af lave! Man holder ikke mindre af nummer to end af den første bog. “Mig og Yngve” blev filmatiseret for nogle år siden – bestemt også anbefalelsesværdigt.

Treeren “Charlotte Isabel Hansen” har jeg kun lige vendt de første par sider i. Her er Jarle blevet 25 år og studerer litteratur på universitetet. Indtil videre er også den utroligt godt selskab.

Jarle-trilogien er en generationsfortælling fra 90’erne, og for alle os, der har været unge i det årti, er den et fantastisk gensyn med musikscenen, moden og livsstilen.

Hanne-Vibeke Holst: Kriger uden maske

Titlen på Hanne-Vibeke Holsts roman afholdt mig en tid fra at dykke ned i denne fine bog. Heldigvis vandt min forkærlighed for hendes forfatterskab, og jeg blev ikke skuffet. Hanne-Vibeke Holst er en fænomenal skrivehåndværker, og hendes bøger er værker. Velresearchede, moderne, medrivende, feministiske og intelligente værker. 

“Kriger uden maske” handler om kunstneren Sonja Ferlov, som er ung i københavnernes 1930’ere. Hun går på kunstakademiet sammen med vennen Bille og flirten Morten. Sammen bliver de en del af den danske surrealisme, og bogen handler om kunst, kærlighed og kvindesind. Det er Holst’s særlige evne at beskrive et miljø og en tid, så jeg fik genvakt min kunstglæde, og samtidig fortælle om mennesker og relationer, så man hepper på alle bogens personer. 

Sonja Ferlov finder sin stil i afrikansk billedhuggerkunst (deraf masken i titlen) og sin frihed i kunstens by, Paris. Herfra oplever hun anden verdenskrig, som bliver en medrivende anden del af bogen. 

Hvis du ligesom jeg kan lide Hanne-Vibeke Holsts forfatterskab (og moderne kunst), skal du glæde dig til denne roman. 

Har du endnu ikke læst “Som pesten”, er den også et absolut must-read. 

Christian Jungersen: Du kan alt

Christian Jungersen er blandt mine yndlingsforfattere, og jeg har stor respekt for hans skrivehåndværk. Han skrev Krat i 1999, Undtagelsen i 2004, Du forsvinder i 2012 og nu Du kan alt i 2021. Der går med andre ord en rum tid med at skrive en roman, til gengæld skuffer de aldrig.

Alle hans bøger er fantastisk velresearchede og uhyre troværdige i deres dialog og tematikker. Interessen for menneskelig psykolog og sociologi går igen. Hvor Undtagelsen handlede om mobning og tortur, dykkede Du forsvinder ned i hjernesvulster og økonomisk bedrageri, og den nyeste roman Du kan alt er et katalog over mindfulness, meditation og selvhjælp, kombineret med indgående viden om det danske fængselsvæsen og iranske immigranter.

Kommunikationschefen i Albertslund Kommune

Per er ved bogens start kommunikationschef i Albertslund Kommune. Han er i et skrantende ægteskab og hjælper sin søn med at flytte hjemmefra. Beskrivelserne af far-søn-forholdet, som er på sønnens nåde og med den altid velvillige far med værktøjskassen er på én gang universel og speciel.

“Med årene er vores gråd blevet mærkelig lydløs. Med årene er det kommet dertil at nogle mennesker tror på os når vi siger: “Nej, det er ikke noget.” Uden at vi ved hvordan det er sket. “Nej nej, ingenting.” Og sådan sidder vi i vores biler og gør det vi nu gør, som ikke rigtigt er at græde og ikke rigtigt er at lade være, og som ikke rigtigt er at haste ud efter værktøjet og ikke rigtigt er at hente det i normalt tempo.”

Sammen med sønnen Silas besøger han Silas’ ven, den voksne mand Ralf, som trods sine manglende ben er meget mere mand end Per nogensinde kunne drømme om. Han bliver beskrevet sådan her: “Hans store fuldskæg matches af et lige så kraftigt og sundt hår. Som når en Hollywoodskuespiller skal spille en sexet vildmand. Sådan som skovhuggere ikke ser ud i virkeligheden, men som medierne opfinder dem for at kvinder kan tænde på dem.”

Det spirituelle liv

Romanen er inddelt i forskellige livsafsnit, som hver for sig rummer mindeværdige billeder og historier. I bogens næste passage, er Per blevet skilt og er taget til Dharmalaya Five Star Holistic Spa Resort. Her vækkes hans interesse for yoga og meditation, og han bliver indrulleret i et forhold til en familie på fire kvinder fra tre generationer.

Herefter uddanner Per sig til coach, og han tjener blandt andet sine penge ved at lave afstressende åndedrætsøvelser med fængselsindsatte. I fængslet møder han den unge Michael, som siden flytter ind hos Per under sin prøveløsladelse. I en helt fantastisk passage af bogen er Per med Michael til en clairvoyant for at komme i kontakt med sin mors kæreste Patrick. Dialogen med den clairvoyante er så utroligt vel-gengivet, og Jungersen balancerer gennem hele bogen mellem at portrættere de mange livsstilsfilosofier respektfuldt og med en utvetydig distance, grænsende til regulær sarkasme.

Senere i bogen får Per et forhold til den iranske immigrant Simin, og vi får i den sammenhæng udfoldet traumebehandling efter alle kunstens regler, vi får et indblik i modstandsbevægelsen mod det iranske præstestyre, og bogen bliver tilføjet et krimielement med påsatte brande. Christian Jungersen kommer virkelig hele vejen rundt, og romanen er da også delt i to bøger, som hver er 3-400 sider lange. Jeg kunne uden problemer have læst mindst 800 sider mere af samme skuffe.

Mere om Christian Jungersen

Jeg har modtaget Christian Jungersens “Du kan alt” som et anmeldereksemplar fra Bog&Ide. Indholdet i anmeldelsen står naturligvis helt for egen regning. Du kan købe Du kan alt her som en nytårsgave til dig selv eller se et overblik over alle Christian Jungersens bøger her.

Læs også mine anmeldelser af Undtagelsen og Du forsvinder her på bloggen.

Vil du læse mere om Du kan alt, kan jeg anbefale denne gode anmeldelse i Berlingske.

Douglas Stuart: Shuggie Bain

Glasgow, 1992. Den 15-årige Shuggie er flyttet i et lejet værelse og har fået job i en delikatesseforretning og langer grillkyllinger over disken:

“Der lå de med de stumpede vinger foldet over den tykke lille brystkasse som en hær af hovedløse spædbørn. Engang ville han have været stolt over denne nydelige orden. I virkeligheden var det den nemme del af opgaven at skubbe metalstænger gennem deres noprede, lyserøde kød; den svære var at modstå trangen til at gøre det samme med kunderne.”

Sådan skriver Douglas Stuart på side 2 af dette 482 siders litterære mesterværk af en debutroman. Jeg anbefaler alle, jeg kommer i nærheden af, at læse “Shuggie Bain”, om end det er langt fra opmuntrende godnatlæsning.

Shuggie vokser op i Glasgows deprimerede og depraverede forstæder, hvor fællesskaberne tager udgangspunkt i formiddagsdruk, arbejdsløshed og den næste karton cigaretter. Vejene er sorte af kulstøv fra den mine, som for nylig er lukket under Margaret Thatchers regeringstid, og der er ikke mange steder at søge tilflugt.

Vi følger de forskellige medlemmer af Shuggies familie på tæt hold: faren, en kvindeforbrugerne taxachauffør, moren, en fordrukken, sminket forstadsfrue, søsteren Catherine og broren Leek, der på hver sin måde forsøger at slippe væk, og endelig Shuggie selv, som helt fra han er 7-8 år gammel ved, at han ikke er som de andre børn. Ingen vil lege med ham, fordi han svanser rundt og taler med en underlig stemme, så han bliver i hjemmet og påtager sig opgaven med at lægge sin mor i seng, disponere de få kroner der ikke bliver brugt på øl, og hjælpe moren med at trykke nummeret til gamle relationer, så hun kan svine dem til i sin brandert.

“Hun befandt sig på det farlige mellemstadie. Fuld nok til at føle sig kamplysten, men ikke nok til at være urimelig endnu. Et par slurke til, og så ville hun blive destruktiv, gemen, hadefuld. Han så på hende, som om han aflæste vejret, der var på vej mellem bakkedragene.”

I denne lille passage er familien ved at flytte efter en pludselig indskydelse fra faren, Shug, mens mor Agnes kigger ud af taxavinduet med bagagerummet fyldt med deres få ejendele:

“Agnes kiggede ud på plænerne foran de lave typehuse og forsøgte at føle sig spændt og begejstret igen, men det var som at tænde op med vådt brænde.”

Sprogligt er “Shuggie Bain” en kæmpe fornøjelse. Som menneskeskæbner er det én stor depression. Men kærligheden findes i mellemrummene, og der er små sprækker af lys og én, der måske kunne blive en ven.

Douglas Stuart vandt Bookerprisen ved udgivelsen i 2020, og som du måske kan læse, synes jeg, det er overordentligt velfortjent.

Ditte Hansen og Louise Mieritz: Gode kasser

Ditte Hansen og Louise Mieritz’ feministiske værk er et velforløst, humoristisk og smukt spejl på nutidens kønsroller og ikke mindst den danske underholdningsbranche.

Velforløst, fordi den er komponeret af interviews, tegninger, fortællinger fra det virkelige liv, powercitater m.m., hvor de undersøger snerpen og slutten som kvindefigurer.

Humoristisk, fordi – ja det er jo Ditte Hansen og Louise Mieritz.

Smuk, fordi Sofie Riise Nors har illustreret bogen, og hendes bidrag er så skarpt som en tredje forfatter. Ikke smuk i gængs forstand; mere skamlæber i mange varianter-smukt.

Jeg tog den ned fra hylden på biblioteket og bladrede den igennem på et par dage. Det kan jeg snildt anbefale, at man under sig selv.

Britt Bennett: The vanishing half

Tvillingerne Desiree og Stella Vignes vokser op i den lille by Mallard i Louisiana. Den er så lille, at den ikke optræder på de officielle kort, og da de to tvillinger forsvinder en nat, ved hele byen det næste morgen.

Bogen begynder, da den ene tvilling vender tilbage til Mallard med sin datter. Hvad der er sket, hvorfor de tog afsted og hvad der er blevet af den anden søster, bliver langsomt viklet ud over bogens sider, som et knudret garnnøgle, tråd for tråd. Vi følger to (tre) generationer af kvinder og deres forgreninger af liv på tværs af USA. Tvillingerne er ‘light skinned’ sorte, og det bliver kernen i begges livslange identitetssøgen – den ene lever som sort og den anden som hvid.

Britt Bennett skriver, så man altid har lyst til at læse næste kapitel – med indlevelse i sine karakterer, gode plottvists og vedkommende dilemmaer. Centrale temaer er identitet, mødre, døtre og søstre samt sydstaternes raceproblematikker.

Bogen får en klar anbefaling herfra. Jeg læste den på engelsk på opfordring fra en meget entusiastisk engelsklærer:-). Hvis man ikke har noget imod at læse engelsk, vil jeg gerne anbefale det videre. Særligt fordi en del citater er skrevet på sydstatsdialekt (“she aint gonna… etc.”), som svært lader sig oversætte.

På dansk hedder The Vanishing Half “Det, der skiller os ad”. Bogen er udgivet i 2020.

Sissel-Jo Gazan: Hvide blomster

Ikke alle hvide blomster er giftige, men alle giftige blomster er hvide.

Jenny er 14 år og har arvet sin oldefars hebrarium med sjældne planter. Hun cykler rundt på sin fødeø Samsø for at genfinde de sjældne arter, som hun tegner af og gemmer. Hendes kusine og bedste veninde Tessa er også 14 år og bor hos sin mor Mona med tre ældre brødre og to plejesøskende.

De smukke hvide blomster går igen i bedstefarens tattoo-shop i Århus og i den økologiske rottegift, Jenny blander for sin mor.

Blomster er ikke det eneste, de finder på deres ture rundt på øen, for Tessas plejesøster er forsvundet, og pludselig vrimler det med fastlandspoliti på den lille ø.

“Hvide blomster” er en sjældent velskrevet roman med lige præcis nok krimi til at gøre det spændende, men ikke så udpenslet, at det forstyrrer nattesøvnen.

Henning Halløj og Torsten Betjent

Historien foregår på Samsø – i byer som Ballen, Tranebjerg og Kolby Kås. Sissel-Jo Gazan er eminent til at beskrive ølivet, og persongalleriet er aldeles farverigt. Der er onkel Jimmy med bandana og lidt for meget tjald, Torsten Betjent, gravide Lone, der blev kærester med Henning Halløj som 13-årig, og ja, Henning Halløj, der egentligt først blev kaldt Henning Halvøje på grund af et hængende øjenløg. Hunden Olsen, lille Niklas med det kuede blik og kæderygende Mona, der samler VVS-muffer i sin dagligstue.

Der er fuld knald på socialklasse fem, og overgreb mod børn er desværre en del af dagligdagen. En fiktiv Ekstrabladet-journalist kalder på et tidspunkt seksuelle overgreb på børn for “den oversete pandemi”, og der er ingen tvivl om, at det er her Sissel-Jo Gazans eget fortæller-ærinde ligger.

Sissel-Jo Gazan som forfatter

Gazan er blevet én af mine yndlingsforfattere, og jeg bestilte straks “Hvide blomster” hos Bog & Ide, da den udkom. Hendes forfatterskab omfatter blandt andet Dinosaurens fjer, Svalens graf og Blækhat, som alle er højst anbefalelsesværdige.

Hun er uddannet biolog, og den naturvidenskabelige disciplin går igen i hendes bøger. “Dinosaurens fjer” er noget så sjældent som en spændingsroman, der udfolder sig i et forskningsmiljø. I “Hvide blomster” er det botanikken, der står i forgrunden – sammen med tattoveringskunst og ø-krimi.

Bonusinfo: Hovedpersonen Jenny er opkaldt efter Bertolt Brechts Sørøver-Jenny (“Laser og Pjalter”), for bedstefaren har mødt sit livs kærlighed i Hamburg, og historien er flettet sammen med en smule tysk romantik og yndlingsgloser. Sissel-Jo Gazan bor selv i Berlin.

Jeg har modtaget bogen som et sponsoreret anmeldereksemplar fra Bog & Ide. Du kan købe bogen her.

Læs selv-bøger til 0. klasse og 1. klasse

Anbefaling af gode læs selv-bøger for børn

Min dreng er midt i 1. klasse, og der er fuld knald på læselysten. Han har selv fundet på at læse en bog for os hver aften, inden vi læser en bog for ham og hans søster. Det er blevet en god tradition her i huset. Jeg låner gerne 10-15 læs selv-bøger på biblioteket ad gangen. Her er nogle af vores favoritter:

0. klasse: Jens og Liv-bøgerne

Jens og Liv er søskende og tager på tur med deres far. Han er stor i slaget, men det ender sjældent så godt for ham.

Jens og Liv klarer ærterne selv, og så står far og tør ikke køre i rutsjebane/kan ikke stå på skøjter/glemmer kufferten i toget m.m.

Efter et par bøger, forudser børnene hurtigt, hvad der mon går galt for far denne gang, og så er fryden stor, når det går i opfyldelse.

Bøgerne passer til 0. klasse med korte ord og sætninger.

Serien består bl.a. af “Jens og Liv i Tivoli”, “Jens og Liv på tur” og “Åh nej, Jens og Liv”.

Forfatter: Maria Rørbæk

0. klasse: Søren og Mette

Der er nostalgi for alle pengene, når børnene læser ‘Sø-ren og Met-te har en hu-le’ og andre titler i denne tidsløse læs selv-serie. Jeg elsker især den måde, begge t’er i Mette grundigt bliver udtalt.

Søren og Mette holder stadig. De er dejligt 70’er-kønsneutrale og oplever dagligdages ting uden så meget hurlumhej.

De passer godt til 0. klasse som nogle af de allerførste læsebøger.

“Søren og Mette” bruges også som læsebøger med tilhørende opgaver i 1. klasse, men læs selv-bøgerne omfatter bl.a. “Søren og Mettes hule”, “Søren og Mette tegner vilde dyr” og “Søren og Mette leder efter mis”.

Forfatter: Kirsten Koch Jensen

1. klasse: Farfar fortæller

Farfar fortæller Simon og Nasim røverhistorier fra gamle dage. Han fortæller om skibskokken Chili, der laver så stærk mad, at det kan bruges som kanonføde, og om kæmpen Diablo, der generer alle i den lille by, indtil han bliver fanget med en lasso og kastet langt ud over bygrænsen.

Historierne er underfundige, fantasifulde og rablende fint illustreret. De kan læses i slutningen af 0. klasse eller i 1. klasse.

I serien indgår bl.a. “Farfar fortæller – Chili”, “Farfar fortæller – Kannibalen” og “Farfar fortæller – Diablo”.

Forfatter: Per Østergaard

1. klasse: Den grå safir

“Den grå safir” en en læse-let fantasy-serie for børn i 7-8-års-alderen. Serien handler om pigen Lana, der bliver udvalgt til at redde Dragerne fra at uddø (dragerne er gode i denne fortælling). Heksen Hela står i vejen, da hun har stjålet den grå safir.

Det bliver Lanas opgave at opsøge Hela og franarre hende den grå safir og bringe den tilbage til dragernes hule.

Jeg er meget imponeret over Lise Qvistgaards evne til at skrive spændende børne-fantasy, hvor sætningerne sjældent er længere end 8-10 ord.

Aldersanbefaling for Den grå safir

Man siger som tommelfingerregel, at børn i 1. klasse kan læse bøger med et lix-tal mellem 5 og 10, og “Den grå safir” ligger på omkring 9. For min dreng midt i 1. klasse var det en udfordring, som han var rigtigt stolt af at komme igennem. Jeg vil derfor placere den som en bog for de 7-8-årige.

Rækkefølge på bøgerne i Den grå safir

Serien består af fire titler; her kan du se rækkefølgen på dem:

1. Den grå safir – En farlig opgave
2. Den grå safir – På sporet af Den grå safir
3. Den går safir – Opgør med Hela
4. Den grå safir – En hule fuld af drager.

Forfatter: Lise J. Qvistgaard

Lise J. Qvistgaard har skrevet flere serier for børn, herunder bl.a. “Børnene fra Østlandet” og “Træet i søen”, som jeg glæder mig til, vi skal kaste os over.

Hvilke bøger læser dine børn?

Skriv meget gerne en kommentar om, hvilke bøger du læser med dine børn, og hvilken alder de har. Det er altid fedt med ny inspiration og ideer.

 

Bedste bøger 2018

2018 var et godt bog-år. Det var et år med både Helle Helle og Hella Joof, men ingen af dem har nået toppen af min litterære hitliste.

De tre bedste bøger fra 2018 

Nummer 3: Morten Pape “Guds bedste børn”

Tredjepladsen går til Morten Pape, den fremadstormende, socialrealistiske forfatter, der endnu engang går lige i hjertekulen med “Guds bedste børn”. Han kalder den selv en tematisk fortsættelse til sin gennembrudsroman “Planen”.

Bogen handler om drabet på et avisbud på Amager og de skæbner, som er involveret. Læs fuld omtale.

Nummer 2: Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Andenpladsen fortsætter i det socialrealistiske hjørne og handler om en ungdom på Skiveegnen. “En dag vil vi grine af det” er fortsættelsen til Thomas Korsgaards autobiografiske “Hvis der skulle komme et menneske forbi” fra 2017.

Begge bøger kredser om drengen Tue, der vokser op i en familie med for lidt kærlighed og for meget stille kaos. Som forfatter er Korsgaard vestjysk ekvilibrist, og han skriver på et brændstof af vrede og svigt, hvilket giver en fyrig romancocktail under et roligt, sarkastisk ydre. Læs fuld omtale.

Bedste bog i 2018

Nummer 1: Leonora Christina Skov “Den, der lever stille”

Den absolut bedste bog i 2018 er efter min beskedne mening Leonora Christina Skovs autobiografi “Den, der lever stille”.

Ligesom Korsgaard deler hun ud af hovedstolen, og hun gør det fremragende. Hun beskriver en mor, der ikke kan acceptere sin homoseksuelle datter, og en datter – Leonora selv – der kæmper sig væk fra sine forældre som i en udspændt elastik, der altid svirper tilbage.

Bogen centrerer sig om morens dødsleje, som bliver den endelige frisættelse for forfatteren. Læs fuld omtale af årets bedste bog.

Andre gode bøger

Se flere gode bøger fra 2018 her på bloggen.

Hanne Vibeke Holst: Som pesten

Hver gang jeg læser en virkelig god bog, tænker jeg på et forfatterforedrag, jeg var til med Christian Jungersen (ham med Undtagelsen) for mange år siden. Jeg sad der på Politiken Plus-rækken med fingeren i vejret og spurgte, om han var i gang med at skrive en ny bog. Jeg kan huske, han svarede, at der var bøger nok i verden, så han ville kun skrive en bog, hvis han kunne levere en virkelig god én.

Når jeg genfortæller det, lyder det prætentiøst, men i øjeblikket føltes det meget sandt.

Det er den følelse, jeg har, når jeg læser Hanne Vibeke Holsts ‘Som pesten’. Jeg fyldes med ærefrygt og næsegrus beundring over skrivetalentet, men først og fremmest over arbejdsindsatsen. Den research, det må kræve at lave sådan et nyklassiker-værk er helt ekstraordinært.

Hun formår at skildre WHO og alle de øvrige humanitære organisationer i Geneve indefra på dybt troværdig vis. Hun doserer pandemi-referencer og lægemiddel-lingo i et spændstigt lag over handlingen. Hendes roman er et bud på et storpolitisk øjebliksbillede af flygtningekrise, humanitære katastrofer, lobbyisme, korruption – og selvfølgelig kønskamp.

Den er et nutidigt fremtidsscenarie, hvor først Danmark, siden Europa og til sidst resten af verden bliver ramt af en ny influenzatype, der bliver systematisk undervurderet og kræver unge teenage-dødsofre i hobetal, mens bureaukratiet og medicinalindustrien forhandler.

Alt sammen er krydret med kærlighedshistorie(r) og et kriminelt spændingselement, som måske er den eneste del, der kammer en smule over til mit temperament.

Tilbage er bare at sige: Glæd dig, læs den!

Sponsoreret indhold. Jeg har modtaget bogen som en del af en aftale med Bog & Idé. Du kan se ‘Som pesten’ hos Bog & Idé her. Den er endda på tilbud lige nu, så måske en julegaveidé 🙂 Her kan du gå til Hanne Vibeke Holsts forfatterside.