Henrik Strube: Violinbyggeren

“Violinbyggeren” er en af de der tilfældige bøger, jeg har taget fra bibliotekshylden, fordi jeg akut manglede noget at bladre i, og som faktisk viste sig at være en god historie.

Den handler om Sonny (ja, sådan hedder man jo i det miljø), der ved et uheld (den slags sker, mest hvis man går rundt med en pistol, dog) kommer til at skyde en mand og kommer i fængsel.

Imens vokser hans søn op hos farmoderen, og Sonny begynder at bygge en violin bag murene.

Bogen er skrevet delvist som en kriminalroman og har en god opbygning, der kun få gange bliver for klichefyldt. Man gider godt følge med i, hvordan det går med mønsterfangen og hans søn og alle dem, der er uden om det hele. Også selv om jeg ikke er specielt interesseret i, hvordan man bygger et åbenbart meget kompliceret instrument.

Det er true story. Det er jo altid fint. Kan tydeligt se DR2-dokumentaren for mig.

Ditte Giese: 90’erbogen

Ååååh 90’erne! Hurra for at svælge i nylig overstået ungdom. Med tilpas ironisk (det hører jo til tiden) distance, og tilpas ærbødighed over for de dage, der lige har været og allerede er tyve år siden.

Om tiden siger Ditte: “Hvis man sammenligner 90’erne med, hvad unge i dag har af medfødte bekymringer i genren global opvarmning, terrorisme, civilisationernes sammenstød, bristede boligbobler og verdensomspændende finanskriser, så slap vi billigt dengang i 90’erne. For vi voksede op i en tid, hvor verdens dårligdomme dag for dag blev reduceret.”

Det er når hun er i det alvorlige hjørne. I den anden ende af skalaen har vi kapiteltitler som “Med stiv pik og håret tilbage til 90’erne” og “Dengang alle boede i postnummeret 90210”.

Og så elsker jeg, at der er en Brandon-tatoo på forsiden. Hvad mere kan man ønske sig? Måske en lille ting! For Ditte Giese skriver en personlig beretning om at vokse op i København og være hiphoptøs.

Gid hun havde været ung i Viborg og ikke havde råd til at købe buffalo-sko, gik i ONLY-bluser med logoprint over hele brystet og indrømmede at hun dengang ikke ville indrømme, at hun inderst inde elskede Boyzone, 3T , Whigfield og S.O.A.P. Gid nogen fra provinsen ville skrive den samme bog. Jeg gad godt læse den.

Susanne Hegelund og Peter Mose: Javel, Hr. Minister!

Jeg kunne virkelig godt lide Susanne Hegelund og Peter Moses ‘Håndbog for statsministre’, som jeg skrev om i den her post. Den var fyldt med små sjove pointer og imponerende mange seje citater. Det mangler ‘Javel, Hr. Minister!’ desværre. Bogen har én pointe, som smøres ud over 280 sider: Ministre bestemmer ikke en skid, det er topembedsmændene, der styrer ballet.

Lidt nedslående pointe for demokratiet, måske, og vel en udmærket og relevant fortælling. Jeg vil bare hellere læse noget lidt mere opbyggeligt.