Abdel Aziz Mahmoud og Souad Taha: Fra Libanon til Lærkevej. Samtaler vi aldrig har haft.

Enter a caption

“Fra Libanon til Lærkevej” handler om Souad Taha, der blev landskendt i dokumentarserien “Familien fra Lærkevej” i 2016.  Hun er mor til journalist og TV-vært Abdel Aziz Mahmoud, og i deres fælles bog fortæller hun ham for første gang om hele sin rejse fra krigen i Mellemøsten til freden i Danmark. Hun fortæller om det første møde med sin mand, Abdels far, om deres bryllup, der aldrig blev som hun ønskede, og om de første år som ny i Danmark.

Fortæl mig det hele

Abdel har igennem hele sin barndom ønsket at være så almindelig som muligt og har derfor aldrig spurgt – eller hørt efter, når moren har fortalt. Nu vil han høre det hele. Og man genkender tydeligt Abdels stil, som den nysgerrige, oprigtigt interesserede interviewer, som altid på charmerende vis får det til også at handle lidt om sig selv. Hvilket denne historie jo i sin natur også gør.

Det er sjovt at være fluen på væggen, og formen lykkes godt. På et tidspunkt fortæller Souad om borgerkrigen som barn/ung i Libanon, hvor de af og til måtte i beskyttelseskælder. Forældrene blev i lejligheden for at sikre, at lejligheden ikke brændte ned:

“Abdel: Man kunne jo nok mene, at det var vigtigere at være hos jer i kælderen og trøste jer – men okay.

Souad: Ja, men for jer danskere er det svært at forstå, at når…

Abdel: “Jer danskere.” Really?

Souad: Ja, du er vokset op i Danmark, Abdel. Du ved ikke, hvad det vil sige at vokse op dag efter dag i en krig. (…)”

Det er bare et lille, fint eksempel på, hvor troværdigt det bliver, at de ikke har haft de her snakke før. Det giver mig lyst til at spørge min egen mor om hendes historie fra start til slut. For det er ikke kun en historie om integration. Det er allermest en historie om en mor og søn, der er fra to generationer med forskellig opvækst og med et kærligt-drillende mor-søn-forhold, og som aldrig har sat sig sammen for at tale om det hele på én gang.

Gitte Løkkegaard har redigeret bogen og krydret med korte afsnit om den politiske tilstand i Libanon, Palæstina, Danmark m.v. imellem bogens kapitler. Det var ofte der, jeg lagde bogen fra mig på natbordet; klar til næste dag. Men det historiske overblik er et godt supplement til bogens personlige historie.

Min søn er homoseksuel

Abdels homoseksualitet, som er offentlig kendt, er en del af de sidste kapitler i bogen.

Undervejs mens de skrev bogen, var Souad til et arrangement hos Mino Danmark, hvor hun holdt en fantastisk, historisk tale for sin søn, for Danmark og for danske, muslimske forældre.

Jeg har set den tre gange nu, og jeg græder stadig hver gang. Du må gerne læse bogen, den er god. Men det her 5 minutters klip SKAL du se:

Hvor taler du flot dansk

“Fra Libanon til Lærkevej” er Abdels anden bog. I 2016 udkom selvbiografien “Hvor taler du flot dansk”, som i dag er analysestof på de fleste gymnasier i landet. Her beskriver han sin opvækst som brun på hvide folkeskoler og det gennemsyrende ønske om at blende ind og ligne de andre.

Du kan se alle bøger af Abdel her eller gå direkte til Fra Libanon til Lærkevej.

Jeg har modtaget bogen som en anmeldereksemplar fra Bog og Ide.

Bedste bøger 2018

2018 var et godt bog-år. Det var et år med både Helle Helle og Hella Joof, men ingen af dem har nået toppen af min litterære hitliste.

De tre bedste bøger fra 2018 

Nummer 3: Morten Pape “Guds bedste børn”

Tredjepladsen går til Morten Pape, den fremadstormende, socialrealistiske forfatter, der endnu engang går lige i hjertekulen med “Guds bedste børn”. Han kalder den selv en tematisk fortsættelse til sin gennembrudsroman “Planen”.

Bogen handler om drabet på et avisbud på Amager og de skæbner, som er involveret. Læs fuld omtale.

Nummer 2: Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Andenpladsen fortsætter i det socialrealistiske hjørne og handler om en ungdom på Skiveegnen. “En dag vil vi grine af det” er fortsættelsen til Thomas Korsgaards autobiografiske “Hvis der skulle komme et menneske forbi” fra 2017.

Begge bøger kredser om drengen Tue, der vokser op i en familie med for lidt kærlighed og for meget stille kaos. Som forfatter er Korsgaard vestjysk ekvilibrist, og han skriver på et brændstof af vrede og svigt, hvilket giver en fyrig romancocktail under et roligt, sarkastisk ydre. Læs fuld omtale.

Bedste bog i 2018

Nummer 1: Leonora Christina Skov “Den, der lever stille”

Den absolut bedste bog i 2018 er efter min beskedne mening Leonora Christina Skovs autobiografi “Den, der lever stille”.

Ligesom Korsgaard deler hun ud af hovedstolen, og hun gør det fremragende. Hun beskriver en mor, der ikke kan acceptere sin homoseksuelle datter, og en datter – Leonora selv – der kæmper sig væk fra sine forældre som i en udspændt elastik, der altid svirper tilbage.

Bogen centrerer sig om morens dødsleje, som bliver den endelige frisættelse for forfatteren. Læs fuld omtale af årets bedste bog.

Andre gode bøger

Se flere gode bøger fra 2018 her på bloggen.

Birgithe Kosovic: Den inderste fare

Det ligner mig uhyre dårligt at læse en roman om politisk rænkespil for 80 år siden. Ikke desto mindre kastede jeg mig over Birgithe Kosovic´s portræt af Erik Scavenius, fordi hun er en dygtig forfatter (se anmeldelse af Det dobbelte land og mine sommeroplevelser på Balkan for nogle år siden).

Erik Scavenius var udenrigsminister og senere statsminister under 2. verdenskrig. Han er ofte blevet udskældt for sin samarbejdspolitik med tyskerne og kaldt lefler og forræder. Kosovic tegner et mangesidet portræt af ham, der snarere fremstiller ham som en pragmatisk mand, der førte Danmark igennem krigen med så få tab som muligt.

Han er samtidig en levemand, kolerisk og impulsstyret, og det er beskrivelserne af hans kærlighedsforhold, der er mest gods i i romanen, synes jeg. Jeg må nok desværre indrømme, at jeg kæmpede mig igennem de sidste mange sider.