På Hebriderne består vejret mest af lavtryk og kraftige storme. Det er uforudsigeligt og ødelæggende. Sådan er det også at være Martha. I bogens begyndelse bliver hun forladt af sin mand, Patrick, som ikke magter at være med mere.
Romanen udfolder over de næste par hundrede sider historien imellem de to, forholdet til Marthas søster, Ingrid, og til Marthas forældre.
Særligt søskendeforholdet er både spændstigt og realistisk. De to er tætte og kan ikke forestille sig et liv uden den anden. Alligevel holder Martha de fleste af sine udfordringer skjult for søsteren. Det kommer blandt andet til udtryk i denne ordveksling:
“Under reklamerne sagde Ingrid det samme, som alle siger. Hun kunne ikke forstå, hvordan man kunne have det så dårligt, at man kunne finde på at gøre sådan noget. Jeg sad og kradsede i en plet på mine jeans uden rigtig at høre efter og sagde åndsfraværende, at det kunne jeg sagtens forstå.
“Nej, men altså, ikke så slemt, at man oprigtigt har lyst til at dø.”
Jeg grinede og kiggede op for at at se, hvorfor hun havde slukket for fjernsynet. Ingrid sad bare og kiggede på mig.
“Hvad?”
“Når du er deprimeret, har du jo ikke oprigtigt lyst til at dø. Hvornår har du nogensinde haft det sådan?”
Jeg spurgte hende, om hun lavede sjov. “Hver gang jeg får det dårligt.”
“Martha! Det passer ikke!” sagde Ingrid.
Jeg svarede okay.
“Du kan ikke bare sige okay. Okay hvad? Okay, sådan har du det ikke?”
“Nej – okay, du behøver ikke tro mig.””
Martha finder undervejs i romanen en psykiater, som indkapsler hendes udfordringer i en diagnose. Diagnosen bliver i resten af bogen blot omtalt som xx. Den giver hende svar på sine udfordringer og forståelse for sin mor, men den giver hende ikke mulighed for at vælge et andet reaktionsmønster end det destruktive, som hun har levet i i årtier. Det er så fint fortalt, både på den menneskelige side og med det her lille greb med, at vi ikke får at vide, hvad diagnosen hedder (og vi er ved at sprænges for at kunne sætte et label på!).
To små tekstbidder mere fra bogen har jeg lyst til at fremhæve. Her er det én af Marthas eneste venner, som besøger hende i Paris og får på plads at nostalgi ikke er har den pladderromantiske betydning, som vi bruger det i:
“Nostos, Martha, at vende hjem. Algos, smerte. Nostalgi er smerten forårsaget af en utilfredsstillet længsel efter at vende tilbage.” Uanset, sagde han, om det hjem, vi længes efter, nogensinde har eksisteret.”
Det er i den litterære ende, og så er bogen fin, fordi den også rummer den helt basale tørre humor, som fx i denne konstatering:
“Hvis man ser en film, hvor en af karaktererne er lykkelig, men hoster lidt, så er de altid ved at dø af kræft i næste scene.”
Højtryk og lavtryk ser ikke ud af så meget, men er klart anbefalelsesværdig. Jeg læser gerne Meg Mason igen en anden gang.
Udgivet på Politikens Forlag i januar 2022.
Synes godt om dette:
Like Henter...
Ordtryk 