“I ruiner” er den tredje selvstændige roman i Morten Papes Amagertrilogi. De første to, “Planen” (2015) og “Guds bedste børn” (2018) var fremragende, brutale og vedkommende, og den tredje er ingen undtagelse. Man kan godt begynde at spekulere på, om den nu også er præcis ligeså god, men det er måske ikke så interessant.
I stedet et rids over handlingen:
Amalies mor arbejder i Amagerbanken. Hun har et fint, almindeligt job, og de har en ok almindelig familie. Lige før banken som bekendt krakker med et brag, investerer Amalies far en stor del af familiens opsparing i hele Amagers bank for at redde den fra en krank skæbne.
Krakket bliver en katalysator for en række svære begivenheder i Amagerfamilien, og Amalie kastes i armene på den morfar, som hun absolut ikke må have noget med at gøre.
Senere bringer hendes job som facer for en velgørenhedsorganisation hende på sporet af folkemordet i Rwanda og nogle specielle bekendtskaber. Jeg er selv så navlepillende en læser, at jeg hellere vil læse om Amagerfamiliens dårligdomme end de grusomme krigsforbrydelser i et fjernt, fremmed land. Trådene bliver dog samlet rigtigt fint, og romanen står helstøbt og stærk og er bestemt en læseoplevelse værd.
Ordtryk 