Tore Renberg: Jarle Klepp-trilogien

Trilogien om Jarle fra Stavanger består af “Kompagni Orheim, “Mig og Yngve” og “Charlotte Isabel Hansen”. Jeg læste den for første gang for 12 år siden og har lige snuppet dem igen, og det er simpelthen så godt! Informations anmeldelse kaldte det i sin tid for “en overbevisende norsk generationsroman”. Hvis du ikke allerede kender dem, så afsted med dig på biblioteket!

I første roman følger vi Jarle i 9. klasse, hvor han øver sig i det med pigerne, det med musikken og det med revolutionen. Der er fuld skrald på grimt tøj, stådreng og dårligt hår, og det er så sjovt og kærligt beskrevet, så man kun kan holde af det. Samtidig får vi det socialrealistiske indblik i en familie, som kun lige hænger sammen, og hvor faren, den gemytlige gymnasierektor, er weekendalkoholiker fra fredag eftermiddag til søndag aften.

I “Mig og Yngve” går Jarle i gymnasiet, har fast kæreste og et band med vennen Helge. Der er kommet styr på hormonerne og revolutionen. En dag starter en ny dreng i klassen, og Jarle, der altid har været optaget af bryster, bliver nu fascineret, måske endda forelsket. Nu vil han pludselig gå til tennis og lytte til popmusik, og så er verden af lave! Man holder ikke mindre af nummer to end af den første bog. “Mig og Yngve” blev filmatiseret for nogle år siden – bestemt også anbefalelsesværdigt.

Treeren “Charlotte Isabel Hansen” har jeg kun lige vendt de første par sider i. Her er Jarle blevet 25 år og studerer litteratur på universitetet. Indtil videre er også den utroligt godt selskab.

Jarle-trilogien er en generationsfortælling fra 90’erne, og for alle os, der har været unge i det årti, er den et fantastisk gensyn med musikscenen, moden og livsstilen.

Lucinda Riley: Solsøsteren

Med den sjette bog i Lucinda Rileys serie om “De syv søstre” har jeg det lidt som dengang, hvor min mand og jeg kom til at se syv sæsoner af Lost på dvd. Det var mindst fire sæsoner for mange, men nu var vi jo ligesom i gang.

Lucinda Rileys bøger er ofte på en 800-siders-penge og tager mig ikke meget mere end en uge at læse. Så fastholdt bliver jeg jo, og plottet er som regel interessant. Men jeg synes også efterhånden, jeg kender skabelonen, og det er da lidt af et tilfælde, at alle søstrene starter som single og finder den store kærlighed, mens de leder efter deres ophav, som får dem til at forstå sig selv på en helt ny måde.

Samtidig må man tage hatten af for Rileys ambition. Seks/syv bøger, som bringer os rundt på seks/syv kontinenter og lærer os om historie og kultur, mens de fortæller en historie om identitet og kærlighed.

Amerikansk supermodel med kenyanske rødder

I “Solsøsteren” følger vi den yngste søster, Electra, der arbejder som supermodel i New York (og resten af verden) og har et alkohol- og stofmisbrug. Hun kommer på afvænningsklinik, hvor hun får ægte venskaber og tager sit liv op til genovervejelse. Bedstemoren Stella opsøger hende og fortæller historien om en oldemor-lignende figur, Cecily, som etablerer sig i Kenya i 1930’erne. Historien hjælper Electra til at finde sig selv og finde vej ud af stofbruget, og hun indser, at hun nedstammer fra Mayaerne.

Mine anker går ikke på fortællingen eller karakterbygningen, men på det til tider lidt klichefyldte sprog og de lidt for ukomplekse skæbner – fx går det urealistisk nemt med at blive clean og holde sig fra stofferne efter et massivt og ensomt misbrug.

Men skal jeg læse den næste også? Ja, det skal jeg da. Nu er jeg nået så langt – jeg bliver nødt til at vide, hvad det er med den forsvundne syvende søster!

Nye læsere kan begynde her: De syv søstre – første bog.