Med den sjette bog i Lucinda Rileys serie om “De syv søstre” har jeg det lidt som dengang, hvor min mand og jeg kom til at se syv sæsoner af Lost på dvd. Det var mindst fire sæsoner for mange, men nu var vi jo ligesom i gang.
Lucinda Rileys bøger er ofte på en 800-siders-penge og tager mig ikke meget mere end en uge at læse. Så fastholdt bliver jeg jo, og plottet er som regel interessant. Men jeg synes også efterhånden, jeg kender skabelonen, og det er da lidt af et tilfælde, at alle søstrene starter som single og finder den store kærlighed, mens de leder efter deres ophav, som får dem til at forstå sig selv på en helt ny måde.
Samtidig må man tage hatten af for Rileys ambition. Seks/syv bøger, som bringer os rundt på seks/syv kontinenter og lærer os om historie og kultur, mens de fortæller en historie om identitet og kærlighed.
Amerikansk supermodel med kenyanske rødder
I “Solsøsteren” følger vi den yngste søster, Electra, der arbejder som supermodel i New York (og resten af verden) og har et alkohol- og stofmisbrug. Hun kommer på afvænningsklinik, hvor hun får ægte venskaber og tager sit liv op til genovervejelse. Bedstemoren Stella opsøger hende og fortæller historien om en oldemor-lignende figur, Cecily, som etablerer sig i Kenya i 1930’erne. Historien hjælper Electra til at finde sig selv og finde vej ud af stofbruget, og hun indser, at hun nedstammer fra Mayaerne.
Mine anker går ikke på fortællingen eller karakterbygningen, men på det til tider lidt klichefyldte sprog og de lidt for ukomplekse skæbner – fx går det urealistisk nemt med at blive clean og holde sig fra stofferne efter et massivt og ensomt misbrug.
Men skal jeg læse den næste også? Ja, det skal jeg da. Nu er jeg nået så langt – jeg bliver nødt til at vide, hvad det er med den forsvundne syvende søster!
Nye læsere kan begynde her: De syv søstre – første bog.
Ordtryk 