Simon Fruelund: Pendlerne

Roman

PendlerneMan kan tydeligt se ideen for sig: Simon Fruelund er kørt med toget Kalundborg-Østerport en dag og har tænkt: kunne det ikke være sjovt at fortælle om alle de skæbner der mødes over DSB-kaffe hver eneste morgen? Det har han så gjort, og det er blevet til romanen Pendlerne.

Det er velskrevet og meget kompakt fortalt – man får en hel livshistorie over den ene til halvanden side, som fortællingerne fylder, uden at det føles fortænkt eller anmassende. Men det bliver lidt i novellegenren, og det er mere formen, jeg tager med mig videre end selve historierne, for dem kan man umuligt huske. Jeg er mere til bøger, hvor man lærer nogen at kende over et længere forløb. Men fint og fuldendt er det.

Hvis man har besluttet sig for at skrive netop den roman, kan jeg ikke se, at man kan gøre det bedre.