Lucinda Riley: Solsøsteren

Med den sjette bog i Lucinda Rileys serie om “De syv søstre” har jeg det lidt som dengang, hvor min mand og jeg kom til at se syv sæsoner af Lost på dvd. Det var mindst fire sæsoner for mange, men nu var vi jo ligesom i gang.

Lucinda Rileys bøger er ofte på en 800-siders-penge og tager mig ikke meget mere end en uge at læse. Så fastholdt bliver jeg jo, og plottet er som regel interessant. Men jeg synes også efterhånden, jeg kender skabelonen, og det er da lidt af et tilfælde, at alle søstrene starter som single og finder den store kærlighed, mens de leder efter deres ophav, som får dem til at forstå sig selv på en helt ny måde.

Samtidig må man tage hatten af for Rileys ambition. Seks/syv bøger, som bringer os rundt på seks/syv kontinenter og lærer os om historie og kultur, mens de fortæller en historie om identitet og kærlighed.

Amerikansk supermodel med kenyanske rødder

I “Solsøsteren” følger vi den yngste søster, Electra, der arbejder som supermodel i New York (og resten af verden) og har et alkohol- og stofmisbrug. Hun kommer på afvænningsklinik, hvor hun får ægte venskaber og tager sit liv op til genovervejelse. Bedstemoren Stella opsøger hende og fortæller historien om en oldemor-lignende figur, Cecily, som etablerer sig i Kenya i 1930’erne. Historien hjælper Electra til at finde sig selv og finde vej ud af stofbruget, og hun indser, at hun nedstammer fra Mayaerne.

Mine anker går ikke på fortællingen eller karakterbygningen, men på det til tider lidt klichefyldte sprog og de lidt for ukomplekse skæbner – fx går det urealistisk nemt med at blive clean og holde sig fra stofferne efter et massivt og ensomt misbrug.

Men skal jeg læse den næste også? Ja, det skal jeg da. Nu er jeg nået så langt – jeg bliver nødt til at vide, hvad det er med den forsvundne syvende søster!

Nye læsere kan begynde her: De syv søstre – første bog.

Jakob Ejersbo: Liberty

Fem en halv cm høj og 709 sider lang. Liberty er et digert værk, en murstensroman og hvad vi nu ellers kan af klicheer. Bogen foregår over ti år, og det betyder, at den både handler om en dreng, der spiller fodbold med de børn, der nu er i Tanzania uden at skele så meget til hudfarve, og om en ung mand, der er kynisk, desillusioneret og bliver smidt ud af det, han føler, er sit hjemland. Han har snydt for mange venner og brændt lidt rigeligt broer.

Liberty er tredje bog i Jakob Ejersbo Afrika-trilogi, og alle tre bøger foregår på den samme egn i Tanzania, så derfor overlapper en del personer og hændelsesforløb. Nogle vil måske mene, det er lidt for mange, andre at det er det, der gør serien så god; jeg mener lidt begge dele. Denne bog har Christians synsvinkel, og det er vist ikke for meget at sige, at Christian-figuren har et vist antal fællestræk med Jakobs egen barndom. Det er ikke nogen dårlig ting. Det gør, at man også tror på de andre figurer i bogen, fx Marcus, der er bogens anden hovedperson, som brændende ønsker sig en fremtid i Sverige. For nu at citere bogens omslag: “Den hvide vil være sort, den sorte hvid”.

Det er lidt svært at sætte ord på, hvorfor bogen er god. Den fortæller en historie, om et Afrika, som man ikke kan stille noget op med og er også en kynisk fortælling om kolonialisme, der kører i ring. Ikke særlig opmuntrende læsning, men virkeligt godt fortalt.

Jakob Ejersbo: Revolution

Når jeg læser bag på bogen, tænker jeg, hmm… fortælliger… der foregår i Tanzania. Det er vist ikke noget for mig. Men det er Jakob Ejersbo, og derfor læste jeg aldrig bagpå, men gik bare i gang.

Alle fortællingerne kredser om liv, der ikke blev som de skulle, og der er en tydelig forfatterfascination af at have ingenting, bygge noget op og miste det hele igen. Ikke så meget mere at sige. Den kan rigtigt godt anbefales.

Det er igen en trilogi, den her er toeren, og den er ekstra fin at læse, hvis man har læst etteren (Eksil), for personer og steder går igen på en god, diskret måde. Nu ser jeg frem til Liberty, som er den sidste i rækken.