Autobiografiske romaner fra Guldager og Skov

Leonora Christina Skov udgav i 2018 autobiografien “Den, der lever stille”, som fejede benene væk under mig. Den var ærlig og sårbar og afdækkede hele hendes personlige historie; særligt forholdet til hendes mor, der selv på sit dødsleje ikke accepterede sin datters homoseksualitet, livsvalg og personlighed.

I 2021 kom en slags to’er med titlen “Hvis vi ikke taler om det”. Den kredser om nogle af de samme tematikker, men har et særligt fokus på Skovs vej igennem forlagsjunglen og er et blevet en vigtig Metoo-stemme i den litterære branche. Det er en imponerende to’er, som også behandler tiden efter hun har udgivet den første autobiografi – turneer, oplæsninger, anerkendelse og forvirring. Hun gør det hamrende godt, men vi kommer ikke uden om, at den første bog var mere rørende, måske simpelthen udelukkende fordi den var den første. Altså først og fremmest en klar anbefaling af “Den, der lever stille”.

Katrine Marie Guldager: Det samme og noget helt andet

En anden erfaren forfatter, som i 2021 skrev en roman med autofiktivt udgangspunkt, er Katrine Marie Guldager. En forfatter, som jeg af en eller anden grund ofte kommer til at forveksle med Ida Jessen. Sagen er, at jeg for 12-15 år siden læste Guldagers novellesamling “København”, som jeg var glad for, og siden har hun ikke rigtigt ramt plet på min boghylde.

“Det samme og noget helt andet” er en fragmenteret fortælling med kapitler på 1½ sides penge, som hver især er nedslag i begivenheder, tanker, møder og samtaler i tiden efter to skelsættende begivenheder i hovedpersonens liv: Hendes veninde og hendes far dør med få dages mellemrum, mens hun endnu er ung. Begge uforberedt – tragiske ulykker. Særligt farens død sender den unge jeg-person ud i en søgen efter sin identitet, sin familie og sin plads i verden.

Det er hjerteskærende, så meget hun forsøger at være en del af sin familie, og så meget hun samtidig afviser den og bliver afvist, fordi hun ikke kan og vil forstille sig. Familiedynamikkerne er lige til en DR dramaserie, men jeg nåede aldrig at føle det helt under huden, måske fordi sprogstilen er abrupt. Det er næsten en bog, jeg synes, man ikke kan være bekendt at være berørt af; alligevel lykkedes det mig ikke at nå helt dertil.

Bedste bøger 2018

2018 var et godt bog-år. Det var et år med både Helle Helle og Hella Joof, men ingen af dem har nået toppen af min litterære hitliste.

De tre bedste bøger fra 2018 

Nummer 3: Morten Pape “Guds bedste børn”

Tredjepladsen går til Morten Pape, den fremadstormende, socialrealistiske forfatter, der endnu engang går lige i hjertekulen med “Guds bedste børn”. Han kalder den selv en tematisk fortsættelse til sin gennembrudsroman “Planen”.

Bogen handler om drabet på et avisbud på Amager og de skæbner, som er involveret. Læs fuld omtale.

Nummer 2: Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Andenpladsen fortsætter i det socialrealistiske hjørne og handler om en ungdom på Skiveegnen. “En dag vil vi grine af det” er fortsættelsen til Thomas Korsgaards autobiografiske “Hvis der skulle komme et menneske forbi” fra 2017.

Begge bøger kredser om drengen Tue, der vokser op i en familie med for lidt kærlighed og for meget stille kaos. Som forfatter er Korsgaard vestjysk ekvilibrist, og han skriver på et brændstof af vrede og svigt, hvilket giver en fyrig romancocktail under et roligt, sarkastisk ydre. Læs fuld omtale.

Bedste bog i 2018

Nummer 1: Leonora Christina Skov “Den, der lever stille”

Den absolut bedste bog i 2018 er efter min beskedne mening Leonora Christina Skovs autobiografi “Den, der lever stille”.

Ligesom Korsgaard deler hun ud af hovedstolen, og hun gør det fremragende. Hun beskriver en mor, der ikke kan acceptere sin homoseksuelle datter, og en datter – Leonora selv – der kæmper sig væk fra sine forældre som i en udspændt elastik, der altid svirper tilbage.

Bogen centrerer sig om morens dødsleje, som bliver den endelige frisættelse for forfatteren. Læs fuld omtale af årets bedste bog.

Andre gode bøger

Se flere gode bøger fra 2018 her på bloggen.

Leonora Christina Skov: Den, der lever stille

Leonora Christina Skovs selvbiografiske roman begynder på morens dødsleje. Moren levede efter devisen “Den, der lever stille, lever godt”, og derfor var det en streg i regningen at få en lesbisk datter.

Leonora Christina Skov skriver på en benzin af sorg, svigt og harme og fra afgrunden af det sår, som blev dannet, da hun sprang ud som 21-årig og flyttede til København.

Såret når aldrig at hele, for den forløsning, forståelse og kærlighed, Leonora har brug for, møder hun aldrig.  “Hvis vi ikke taler om det, er det der næsten ikke,” er en underforstået sætning i familien. Morens død bliver en slags forløsning, der i hvert fald giver plads til at fortælle historien.

Det er historien om at homoseksualitet i moderne tid stadig er et omfattende tabu i nogle kredse og en historie om en pige, der bliver ved med at lede efter kærlighed, mening og forsoning mod alle odds. Fordi forældrenes kærlighed og accept danner et menneske. Og hvordan overlever og lever man så, hvis den grundlæggende mangler?

Jeg har fået kæmpe respekt for den mørkhårede, rødmundede forfatter efter den her læseoplevelse.

Læs også

Leonora Christina Skov: Hvor intet bryder vinden:
En spændingsroman på en ukendt dansk ø. En gruppe fallerede forfattere er sejlet dertil og kan nu ikke komme væk. Deres historier spindes sammen rundt om en ung, manipulerende kvinde, imens de forsvinder fra øen én for én.