Helle Helle: Bob

“Det er ret mærkeligt at skrive en bog, der hedder Bob. Og så hedde Helle Helle,” konstaterede min 9-årige søn. Det kan han sådan set have ret i. Men Helle Helle har også altid været sin egen.

Ligeså meget jeg holder af de karakteristiske sætninger og beskrivelser og svælger i hendes unikke sproglighed, ligeså meget savner jeg tekster og personer, som jeg kan huske. Det er sjovt at læse Helle Helle, men det er også flygtigt. Almindeligheder sat på formel, og en insisteren på distance.

Denne roman fortælles fx af Bobs kæreste/samlever, og handler om Bobs færden – også i situationer, som fortælleren ikke er en del af. Kæresten er helt fraværende i fortællingen og kun en beskuer. Det er ekstra underligt, fordi Bob undervejs bliver betaget af en anden kvinde, men som læser køber man præmissen.

Et klassisk, fantastisk Helle Helle-træk er sammenstillingen af sætninger som i denne lille passage:

“Men hun tog ham med til en fest i Ullerslev. Hans mor kørte dem, det hele var en fejltagelse. De havde smørrebrød i bagagerummet, hun var fire år ældre end ham.”

Eller denne her:

“Indtil han var fjorten, havde han troet, Sibirien lå i Rødby. Han undgik med nød og næppe at blive afsløret ved at nikke intenst. Nu havde han glemt, hvad hun hed. Stribede strømpebukser og vatteret vest med snoretræk. Hun boede i Vestergade, ønskede sig en sangstemme. Promenerede med morgenbrød efter private fester.”

Hvis man vil læse en mere entydigt begejstret anmeldelse af “Bob”, kan man kigge her hos Berlingske, der giver 6 stjerner.

Andre bøger af Helle Helle her på bloggen:
Helle Helle: De
Helle Helle: Hvis det er
Helle Helle: Dette burde skrives i nutid

Bedste bøger 2018

2018 var et godt bog-år. Det var et år med både Helle Helle og Hella Joof, men ingen af dem har nået toppen af min litterære hitliste.

De tre bedste bøger fra 2018 

Nummer 3: Morten Pape “Guds bedste børn”

Tredjepladsen går til Morten Pape, den fremadstormende, socialrealistiske forfatter, der endnu engang går lige i hjertekulen med “Guds bedste børn”. Han kalder den selv en tematisk fortsættelse til sin gennembrudsroman “Planen”.

Bogen handler om drabet på et avisbud på Amager og de skæbner, som er involveret. Læs fuld omtale.

Nummer 2: Thomas Korsgaard: En dag vil vi grine af det

Andenpladsen fortsætter i det socialrealistiske hjørne og handler om en ungdom på Skiveegnen. “En dag vil vi grine af det” er fortsættelsen til Thomas Korsgaards autobiografiske “Hvis der skulle komme et menneske forbi” fra 2017.

Begge bøger kredser om drengen Tue, der vokser op i en familie med for lidt kærlighed og for meget stille kaos. Som forfatter er Korsgaard vestjysk ekvilibrist, og han skriver på et brændstof af vrede og svigt, hvilket giver en fyrig romancocktail under et roligt, sarkastisk ydre. Læs fuld omtale.

Bedste bog i 2018

Nummer 1: Leonora Christina Skov “Den, der lever stille”

Den absolut bedste bog i 2018 er efter min beskedne mening Leonora Christina Skovs autobiografi “Den, der lever stille”.

Ligesom Korsgaard deler hun ud af hovedstolen, og hun gør det fremragende. Hun beskriver en mor, der ikke kan acceptere sin homoseksuelle datter, og en datter – Leonora selv – der kæmper sig væk fra sine forældre som i en udspændt elastik, der altid svirper tilbage.

Bogen centrerer sig om morens dødsleje, som bliver den endelige frisættelse for forfatteren. Læs fuld omtale af årets bedste bog.

Andre gode bøger

Se flere gode bøger fra 2018 her på bloggen.

Helle Helle: de

Helle Helle er tilbage i vanlig ordknap og humoristisk stil.

Jeg kom til at genlæse min anmeldelse af “Hvis det er”, som Helle Helle udgav i 2015. Der er næsten ingen grund til at skrive nyt, for denne passage, som jeg ellers havde glemt, beskriver præcist, hvordan jeg har det med Helle Helle:

Jeg glæder mig altid til at læse Helles Helles seneste bog, og jeg bliver aldrig skuffet, men egentlig heller aldrig fuldstændig blown away. Mest hygger jeg mig bare med, hvor meget hun tilsyneladende har hygget sig med at skrive bogen. Selv om det som regel har taget to år.

Bøgerne er ofte stemningsmættede, uden egentlig fremdrift eller central handling, og jeg har lyst til at sige, der ikke sker noget – selvom der som regel sker vældigt dramatiske ting (her fx at den unge hovedpersons mor bliver indlagt, og pigen forsøger at klare sig uden at købe mad for at gøre sin mor stolt.)

Her et par typiske Helle Helle-sætninger, som er det hele værd:

“Senere går hun over markerne med et blomkålshoved. Farvel til de kinasko.” (startsætningen)

og den her ordveksling:

-Man har lov at være heldig.

-Sådan er der så meget.

-Det er som man tager det.

Hvad handler den så om? Jeg har næsten glemt det igen? Jeg sidder mere tilbage med stemningen, sætningsbygningen og observationerne. Og måske – det er næsten forbudt at sige det – en lille smule Helle Helle-træthed.

Helle Helle: Hvis det er

Helle Helles nyeste bog handler om en løber, der farer vild i en skov og møder en anden løber. For første gang er der en mandlig hovedperson, men det er som om, Helle Helle hurtigt ombestemmer sig, og så handler bogen alligevel mest om den kvindelige biperson, der så er halvvejs magen til Helle Helles andre karakterer.

Man kan synes, det er lidt uopfindsomt, men hvis man nu godt kan lide den karakter og Helle Helles måde at fortælle om hende på, så føles ‘Hvis det er’ meget trygt og rart.

Jeg glæder mig altid til at læse Helles Helles seneste bog, og jeg bliver aldrig skuffet, men egentlig heller aldrig fuldstændig blown away. Mest hygger jeg mig bare med, hvor meget hun tilsyneladende har hygget sig med at skrive bogen. Selv om det som regel har taget to år.

Hit med en indledning!

Hej søde mennesker, der kigger forbi.

Jeg skal skrive en artikel til RetorikMagasinet om gode indledninger på dejlige bøger. Vil I ikke hjælpe?

Jeg kan selv fx lide Helle Helles “Dette burde skrives i nutid”:

Jeg skrev for meget om det trappetrin.

og Hanne-Vibeke Holsts “Undskyldningen”

Når Thorvald vågnede, nøgen under den tunge dundyne, udstrakt på ryggen med erektionen strunk pegende mod navlen, var det altid og uanset de mørke skyer, der i disse år trak sig truende sammen over Europa, med følelsen af at være en lykkelig mand.

Men jeg vil jo rigtig gerne have masser af eksempler!

Hvis I har ét eller flere, jeg må bruge, vil jeg blive rigtig glad for en kommentar her til indlægget, alternativt en mail til leneholst@gmail.com.

Så sender jeg en tak med fingerkys!

Helle Helle: Dette burde skrives i nutid

Hov. Det var som om, jeg havde fået en mundfuld for meget af 2xHelle. Pludselig synes jeg det var klichefyldt og forudsigeligt i stedet for sprudlende tørt. Som om der var tænkt lidt for meget over det hele (og jeg skyder skylden på de mange helsides interview, med de samme pudsige pointer, som holder op med at være pudsige og sjove og i stedet bliver udspekulerede, når de bliver gentaget, øv).

…men så kom jeg alligevel rigtigt i gang med den seneste lille blomst i Helle Helles bogbuket, og så kunne jeg alligevel ikke lade være med at smile af sætninger som

hun følte ingen rigtig glæde ved den onsdagssnegl

eller små ordudvekslinger som den her:

– Jeg har helt glemt at spørge, hvordan det går med Hardy, sagde jeg.

– Nå, men det går fint nok, sagde hun. Så gik det alligevel ikke.

– Det er jeg rigtig glad for at høre, sagde jeg.

Så var det nu meget dejligt at være i selskab med Helle Helle og høre om den unge kvinde, der går i sin egen studiesuppe og har et hus hun ikke kan finde ud af at flytte rigtigt ind i, som spiser noget usundt mad og som ligesom de fleste af Helle Helles andre figurerer, lader livet ske for sig, mens det går. Og imens har man lyst til at ruske lidt, grine lidt, kramme lidt og mest af alt vide lidt mere.

Den kan man såmænd godt glæde sig til.

Fun fact til dem, der har læst bogen: I går mødte jeg nogle fjernt bekendte på Hvalsø station. De bor lige fem minutter fra stationen og arbejder inde i København “så det kunne jo næsten ikke være bedre,” som de sagde.

Ti gode

Ti bøger jeg til enhver tid vil anbefale:

Christian Jungersen: Undtagelsen

“Undtagelsen” er uden sammenligning den bedste bog, jeg har læst. Jeg var til en oplæsning med Christian Jungersen et stykke tid efter bogen var udkommet, hvor jeg spurgte, om han havde en ny roman på vej, og han svarede noget i retningen af, at der findes så mange bøger, så man kan ikke være bekendt at skrive bøger bare for at gøre det; man skal skrive noget ordentligt. Så jeg venter stadig. “Undtagelsen” handler om mobning på arbejdspladsen på sådan en måde at man får helt ondt i maven og har lyst til at ringe til tidligere klassekammerater og kolleger og sige undskyld, og så er den samtidig en spændingsroman, som var så nervepirrende, at min kæreste blev nødt til at ringe og sige, at nu kom han hjem til mig, så jeg ikke blev bange, når han ringede på. Bare læs den. Og bliv skuffet, for sådan er det jo, når man sætter en bog op på en piedestal. Men læs den.

Ida Jessen: Hvium-trilogien
Ida Jessens tre bøger “Den, der lyver”, “Det første jeg tænker på” og “Børnene” foregår i den fiktive by Hvium i omegnen af Viborg, hvor jeg selv er vokset op. De udspiller sig over nogenlunde den samme tid og med nogenlunde samme persongalleri, men med forskellige hovedfortællere. Det bedste ord, jeg kan finde på til at beskrive stilen, er stadig ‘hverdagsuhygge’, og det dækker vel over, at jeg ikke tør læse krimier, men derfor må bøger jo godt være spændende. Det er det her med, at døren til udhuset nogle gange piber lidt, men det behøver ikke betyde, der er nogen. Men måske er der. Og nogen har kørt et barn ned, men det er ikke til at vide hvorfor. Måske var det bare et uheld. Og det er svært at komme frem til gården, og der er mørkt og mudder, og det kan være, der snart sker noget kriminelt. Men det kan også være, der kommer nogen og hiver hende fri. Det er en meget interessant skrivestil, som er svær at efterligne. Hvium-serien er anderledes end fx Ida Jessens ABC, som jeg ikke var så betaget af. Læs evt. min omtale af “Børnene”, som er den mindst vellykkede af tre rigtig gode bøger.

Søren Ulrik Thomsen: Det værste og det bedste
En enkelt digtsamling skulle også med på listen. Det er en af de eneste, jeg bliver ved med at vende tilbage til. Den har en lækker rytme og gode hverdagsbetragtninger, som i de her to eksempler: ” Det bedste er regnvejr på film/ musik i en taxa/og håndskrevne breve med masser af stempler/ på karmosinrøde frimærker langvejs fra” … “og det værste er at hævnen slet ikke er sød/ men trist som Peter Bangs Vej i pisregn:/ Det er det værste for mig”

Jakob Ejersbo: Afrikatrilogien
Trilogien består af og Eksil, Revolution og Liberty, og den bygger på Jakob Ejerbos (det var ham med Nordkraft) egen opvækst i Tanzania. Eksil handler om Samantha, der går på kostskole i Tanzania og har en korrupt far. Revolution er forskellige fortællinger, bl.a. om en pige, der bliver luder i bestræbelserne på at få et bedre liv. Og Liberty handler om Christian (tæt på Ejersbo selv) og Marcus, der vokser op sammen som herre og tjener. Alle tre handler om, hvor håbløst det hele er, og hvor gennemkorrupt landet aldrig holder op med at være. Man kan godt pakke sine ‘ud og redde verden’-drømme sammen efter at have læst Ejersbo.

Tine Bryld: Liv-trilogien
Hmm… der tegner sig vist en trilogitendens. Jeg genlæste “Pige Liv”, “Befri dit liv” og “Liv og Alexander” for nylig, og det er sådan nogle gode bøger om at gå fra pige til kvinde og finde sine fødder. De betød meget for mig, da jeg var teenager. Min generations ungdomsbøger rummer i det hele taget utallige juveler. Martin og Viktoria, Viktorias år, Min ven Thomas, Den kroniske uskyld og mange flere.

Hanne Vibeke-Holst: Kronprinsessen, Kongemordet, Dronningeofret
Serien bliver gerne kaldt en politisk trilogi om kvinder om magt, og den er meget virkelighedsnær, men også bare en række rigtig velskrevne bøger. Det er lidt tid siden, jeg har læst dem, så handlingen er lidt på afstand, men den første i hvert fald handler om en ung kvinde, der bliver udnævnt til Miljøminister, og så følger man hendes kampe, tanker, strategier og liv, mens hun finder sin plads som minister. I de andre to er hun lidt i baggrunden, men det er stadig samme persongalleri (noget med nogle socialdemokrater for et par regeringer siden…). De to første er også lavet til tv-serier.

Stieg Larsson: Millenium-trilogien
Måske behøver de ikke så mange ord her. De bedste krimier, jeg har læst. Den første er især formidabel. Trilogien består af “Mænd der hader kvinder”, “Pigen der legede med ilden” og “Luftkastellet der blev sprængt”. Jeg så den første af filmene for et par måneder siden. Fy for satan.

Tore Renberg: Kompagni Orheim
En norsk roman om Jarle, der er strandet midt i et årti med dynejakker og dårligt hår, hvor der ikke er noget, der hedder iPod – eller iiiiipot, som det så fint udtales på norsk i filmatiseringen “Mig og Yngve”. Jarles weltschmerz-forhold til The Smiths har desuden ført en ny meget beskattet cd ind i husets samling. God bog. Måske kunne man kalde det en ungdomsroman for de lidt ældre unge.

Helle Helle: Ned til hundene
Hvem har ikke læst Helle Helle i gymnasiet og fortolket og analyseret de dejlige bøger ihjel? Det skal man ikke. Man skal bare læse, nyde de helt unikke observationer og de nøgterne figurer. Alting er det, det giver sig ud for, og det er fantastisk. Ned til hundene handler om en kvinde, der venter på bussen i en provinsby, hvor hun møder John og Putte, der tilbyder, hun kan bo hos dem. Som de fleste andre af Helle Helles bøger er det svært at gengive, hvad der egentlig sker, men det er præcist og underfundigt morsomt, og det er et meget varmt bekendskab, hvis man er til den stil. En anden oplagt kandidat til yndlings-listen er “Rødby-Puttgarden”, der handler om to søstre, der arbejder i parfumeriet på færgeoverfarten. Samme begivenhedsløse fantastiske beskrivelser af liv.

Khaled Hosseini: Under en strålende sol
Drageløberen af samme forfatter kan også anbefales. Begge handler både om krigen i Afghanistan og dens helt forfærdelige menneskelige følger, og om nogle mennesker, der lever deres liv, mens krigen står på. Der er især to scener fra “Under en strålende sol”, som har sat sig hos mig. Den ene er nogle meget brutale skyderier på gaden, hvor de bor. Den anden er en forfærdelig scene, hvor hovedpersonen forsøger at tage med en bus af sted fra alt det forfærdelige og får hjælp fra nogle venlige sjæle. Det er så ondt, fordi man lige når at tro og føle, at det måske skal blive godt, og så viser de sig at falde hende i ryggen, når hun tror sig tryg. Av, en grim bog.