Miranda July: Den første onde mand

Roman

Her har vi en bog, der ikke minder om noget, jeg har læst før. Jeg var klar til at stoppe efter 40-50 sider, men nu var den jo på listen til kulturklubben, så jeg hang i. Hvad skal vi sige, den handler om? En kvinde i midt fyrrene, der har en psykisk betinget “globus hystericus”, som sidder fast i halsen på hende. Som arbejder i en organisation, der lærer kvinder selvforsvars-fitness, og som får en særpræget relation til chefernes datter. Om ensomhed, seksualitet og mere og andet. 

Titlen refererer til en selvforsvarsvideo, som hovedspersonen Cheryl ser sammen med den unge Clee, og de diskuterer, hvordan de skal simulere episoden som en del af en sexakt. De bliver enige om, at Clee skal være den første onde mand i videoen. 

Lena Dunham (instruktør og skuespiller i seriesuccesen Girls) er citeret på bogens bagside for at sige “Aldrig før har en roman talt så direkte til min seksualitet, spiritualitet, mit hemmelige jeg.”

Jeg kan desværre ikke erklære mig enig, men til gengæld en læseoplevelse, der udvider repertoiret og horisonten lidt. Den er skør og speciel, sine steder morsom og til alle tider uventet.

Bogen er udgivet i 2015 og oversat fra amerikansk “The First Bad Man”. Oversættelsen er ikke af den bedste kaliber, så hvis du vil give den en chance, kan det være en god ide at gå efter originalen.

Sally Rooney: Skønne verden, hvor er du

Bøger fra 2021, Roman

“Skønne verden, hvor er du” er Sally Rooneys tredje roman, og hun er tilbage i god form.

Hendes debutroman “Samtaler med venner” fangede mig ikke helt, men som resten af verden var jeg begejstret for “Normale mennesker”, som også blev produceret som tv-serie og vist på dr.dk.

Rooneys skrivestil er nøgtern og fyldt med godt dialogmateriale. Hun har en særlig evne til at afspille hverdagen, så den både er realistisk – på papiret uinteressant – og dyb.

Bogen her kunne også have heddet “Samtaler med venner”, for den følger de to veninder Eileen og Alice, som udveksler lange emails. Samtidig følger vi deres respektive kærlighedsrelationer.

“Så selvfølgelig sidder jeg her midt i alting, midt i den tilstand verden er i nu, hvor menneskeheden er på nippet til udryddelse, og skriver endnu en mail om sex og venskab.”

Dynamikken mellem forfatteren Alice og lagerarbejderen Felix er kompliceret. De mødes via en datingapp, og mødet er egentlig ikke så succesfyldt, men de bor i en lille by, så man kan jo altid prøve igen. De er skiftevis tiltrukket af hinanden og sårer hinandens følelser ved næsten demonstrativt at fejltolke de signaler, som den anden sender.

I brevene mellem de to veninder bliver emnerne politiske, måske ind imellem en tand for meget. Men udvekslingen er også interessant, fx i dette postulat om skønhedens væsen:

“Okay, jeg har en ny teori. Vil du høre den? Hvis ikke, så se bort fra det næste jeg skriver. Min teori er, at mennesket mistede sin fornemmelse for skønhed i 1976, da plastic blev det mest udbredte materiale på kloden.”

“Skønne verden, hvor er du” får en lille anbefaling med på vejen.