Sally Rooney: Skønne verden, hvor er du

Bøger fra 2021, Roman

“Skønne verden, hvor er du” er Sally Rooneys tredje roman, og hun er tilbage i god form.

Hendes debutroman “Samtaler med venner” fangede mig ikke helt, men som resten af verden var jeg begejstret for “Normale mennesker”, som også blev produceret som tv-serie og vist på dr.dk.

Rooneys skrivestil er nøgtern og fyldt med godt dialogmateriale. Hun har en særlig evne til at afspille hverdagen, så den både er realistisk – på papiret uinteressant – og dyb.

Bogen her kunne også have heddet “Samtaler med venner”, for den følger de to veninder Eileen og Alice, som udveksler lange emails. Samtidig følger vi deres respektive kærlighedsrelationer.

“Så selvfølgelig sidder jeg her midt i alting, midt i den tilstand verden er i nu, hvor menneskeheden er på nippet til udryddelse, og skriver endnu en mail om sex og venskab.”

Dynamikken mellem forfatteren Alice og lagerarbejderen Felix er kompliceret. De mødes via en datingapp, og mødet er egentlig ikke så succesfyldt, men de bor i en lille by, så man kan jo altid prøve igen. De er skiftevis tiltrukket af hinanden og sårer hinandens følelser ved næsten demonstrativt at fejltolke de signaler, som den anden sender.

I brevene mellem de to veninder bliver emnerne politiske, måske ind imellem en tand for meget. Men udvekslingen er også interessant, fx i dette postulat om skønhedens væsen:

“Okay, jeg har en ny teori. Vil du høre den? Hvis ikke, så se bort fra det næste jeg skriver. Min teori er, at mennesket mistede sin fornemmelse for skønhed i 1976, da plastic blev det mest udbredte materiale på kloden.”

“Skønne verden, hvor er du” får en lille anbefaling med på vejen.