En anderledes romanoplevelse fra en utraditionel forfatter, som starter sådan her:
“Mit navn er Kathy H. Jeg er enogtredive år, og jeg har efterhånden været plejer i mere end elleve år. Jeg ved at det lyder som ret lang tid, men faktisk vil de gerne have at jeg fortsætter i endnu otte måneder, indtil året er omme.”
Kathy vokser op på Hailsham; et hjem for børn, der er kopier af andre mennesker, og som med tiden skal donere deres organer til lægevidenskaben. Ved romanens begyndelse er hun flyttet derfra for at være plejer for andre donorer, og det meste af historien er flash back til barn- og ungdommen.
Omdrejningspunktet er ungdomsvenskaber og forelskelser og det både givende og umulige venskab mellem to piger og en dreng. Samtidig udgør forholdet til hjemmets værger et småmystisk bagtæppe til livet på Hailsham. For Miss Lucy vil gerne have, at børnene skal vide mere om det liv, der venter dem, mens Madame er hemmelighedsfuld og indsamler børnenes bedste kunst til et galleri, som ingen nogensinde får at se.
Min eneste anke ved bogen er, at jeg blev lidt udtrættet i den selvrefererende form undervejs. Jeg har slet ikke tal på, hvor mange afsnit, der starter med noget i denne retning:
“Dengang tror jeg ikke, at det drengene gjorde indbyrdes berørte os særlig dybt. For Ruth, for de andre, var det en løsrevet ting, og det mest sandsynlige er, at jeg havde det på samme måde.”
“Alt dette skete for længe siden, så måske tager jeg delvis fejl, men sådan som jeg husker det, var det at jeg gik hen til Tommy den eftermiddag…”
“Jeg er ikke sikker på hvornår de store hidsighedsanfald begyndte.”
“Jeg er ikke sikker på hvor længe historien med det “hemmelige vagtkorps” stod på.”
“Jeg burde forklare, hvorfor jeg blev så ærgerlig over det Ruth sagde.”
“Måske var der, set i tilbageblik, en atmosfære af noget der blev holdt tilbage, men det er muligt at jeg bare tænker sådan nu på grund af det der skete bagefter.”
Det overskygger dog ikke oplevelsen af at have læst en mindeværdig, speciel og beundringsværdig roman.
Kazuo Ishiguro er japansk-britisk og modtog i 2017 Nobelprisen i litteratur. Jeg faldt over hans forfatterskab ovre hos min gode ven Cyclonebill. “Slip mig aldrig” er fra 2005.
Ordtryk 