Édouard Louis: Færdig med Eddy Belleguele

Biografi, Roman

Eddy BEddy Belleguele vokser op i en lille, nordfransk by, hvor en mand er en mand, og homoseksualitet utænkeligt. Der er bare det ved det, at det lige præcis er det, Eddy er. Han ved det, fra han er barn, men bruger alligevel hele sin barn- og ungdom på at forsøge at bevise det modsatte. Hver morgen siger han til sig selv i spejlet, at i dag skal han være én af de seje drenge. Og hver dag må han skuffe både sig selv og sin familie. Han får rutinemæssigt tæsk i skolen, og hans største bekymring er, at nogen skulle opdage det.

Eduard Louis – man er ikke i tvivl om, at der er selvbiografisk – skriver ærligt, ligefremt, hårdt, pinagtigt og alligevel sært varmt om den uundslippelige landsby, som aldrig, aldrig, aldrig forandrer sig, og som bor i dig, selv om du flytter langt væk.

Vores aftener var centreret omkring busstoppestedet, som var drengenes mødested. Der tilbragte vi aftenerne i læ for vind og vejr. Jeg har en forestilling om, at det altid har været sådan: Teenagedrengene mødtes dér om aftenen for at drikke og diskutere. Min bror og min far hang ud dér, og da jeg vendte tilbage til landsbyen, så jeg drenge dér, som kun var otte år, da jeg rejste derfra. De havde overtaget den plads, som jeg havde haft dér tidligere. Ingenting forandrer sig nogensinde.

Beskrivelserne af landsbyens indspisthed, uviljen over for de kloge, de rige og de kulturelle, snavset i gaderne, fattigdommen, homofobien og fabriksarbejdet hensatte mig gang på gang til en fortælling fra 1960’erne. Og så pludselig en efterhængt sætning: “…mens vi optog det hele på vores mobiltelefoner”, der minder om, at vi er i det 21. århundrede.

Efter jeg har læst bogen, har jeg opdaget, at den har sat gang i debatten om underklassen i Frankrig, og at forfatteren kun er 21 år (se f.eks. artikel fra Politiken her). Det gør den måske mere interessant som kunstværk eller samtidsbillede, men som roman er den rørende og prikkende uanset hvad der er sagt og skrevet om den.

Et ekstra udklip her til at slutte af med:

Da en af vores katte havde fået killinger, så jeg min far smide de nyfødte unger ned i en plasticpose fra supermarkedet og smadre den mod en betonkant, indtil posen fyldtes med blod, og deres miaven holdt op. Jeg så ham skære halsen over på grise i haven og drikke det varme blod, som han samlede for at lave blodpølser (blod på hans læber, hage og t-shirt). Det er det bedste, det er blodet, når det sprøjter lige ud af dyret, mens det dør. Det døende dyrs skrig kunne høres over hele landsbyen, når min far skar halsen over på det.

Av.

Reklamer

Hans Davidsen-Nielsen: Hypokonderens død

Roman

hypokonderJeg kender mest Hans Davidsen-Nielsen som en hæderlig Politiken-journalist, men han er heller ikke helt ueffen som forfatter.

Hans første roman handler om hypokonderen Morten Richter, der får konstateret kræft. “Jeg troede ikke, hypokondere blev syge,” er hans umiddelbare svar til det. Og da han så har tænkt lidt over det, beslutter han sig for at udrette noget, mens han endnu er i live.

Det bliver starten på et nyt og kort liv, hvor han jagter dansk-pakistanske terrorister og møder Forsvarets Efterretningstjeneste indefra. Spændende og underholdende, og sandsynligvis ikke så langt fra den meget hemmelige virkelighed, hvor ‘trusselsniveauet er uændret højt’ (=send flere penge).

Olav Hergel: Indvandreren

Roman

En meget aktuel roman, efter Politikens artikler om diskrimination i det københavnske natteliv, og man er heller ikke i tvivl om, at bogen er baseret på en hel del virkelighed. Det er nemt at placere de fleste af bogens personer i det danske politiske liv eller på de københavnske dagbladsredaktioner, og der er fx også nogen, der bliver myrdet på Strøget på grund af en hue.

Bogens plot er mordet på en dørmand foran en af Havnegades natklubber, men den virkelige historie er den om mediernes og politikernes håndtering af hændelsen. Kan et mord tåle nuancer? Hvad nu hvis dørmanden var glødende racist samtidig med at han var omsorgsfuld familiefar? Romanen er ikke meget ulig Hanne Vibeke-Holsts politiske romaner, men skrevet i et lidt mindre flydende sprog. Det tilgiver man dog hurtigt den gode Olav.

PS: Det er ham, der også har skrevet “Flygtningen”, som blev til filmen “Flugten” med Iben Hjejle for et par år siden. Han er journalist på Politiken til daglig.

Jette A. Kaarsbøl: Din næstes hus

Roman

Engang var der så dejligt ude på landet, og Poul Reichard fjøjtede sig igennem den ene Morten Korch-film efter den anden. Nu er fløjten blevet falsk og skinger, og landet, det er der, hvor de pædofile, de kedelige, de æ for knøw’ holder til, gerne flankeret af Ole Thestrup, der skyder en ko i panden. Pointen er ikke min, men Kim Skottes. Han har skrevet de seneste par uger, om det, der er kommet til at hedde Udkantsdanmark.

Stilen er ikke meget anderledes i Jette Kaarsbøl “Din næstes hus”. St. Randing har alt, hvad der gør en god provinsby: En lukket kro, et solarium, en bager, hvor de tænger, man tager kager med, mest ligger der for et syns skyld, en præst og hans unge kone og nu en tilflytter, der tager ophold på kroen for at få en lille pause i sit arkitektliv.

Det er set up’et for et ganske fint portræt af en søvnig by, en ung mand og noget, der måske er kærlighed. Måske er det bare spænding, der udspringer af, at man jo helst ikke må begære sin næstes hustru. Det bliver ikke trivielt og klichefyldt, men fint og varmt og troværdigt, når tjøvenhavneren kommer til byen og faktisk begynder at bekymre sig om dem, han møder på sin vej. Også den tykke teenager, Meggie, som han læser engelsk med, og som han har denne lille samtale med:

“”Synes du ikke også, hun er smaddersød?”
“Hvem?”
“Alma, selvfølgelig.”
“Jo, hun er da mægtig sød.”

Mægtig sød! – Hvad fanden skete der med mig? En lille måned på landet, og jeg var allerede begyndt at tale som Poul Reichardt.”

Det læser Lene Holst Holmgård

Roman

Når jeg læser Politikens bogtillæg, drømmer jeg altid om, at de også spørger mig, hvad jeg læser for tiden. Mens jeg venter på de ringer, kan jeg jo passende dele det med jer.

Hvad læser du i øjeblikket?
Jeg læser Carsten Jensens “Vi de druknede”. Jeg har fået den anbefalet af en, som mente, den er en af Danmarks store fortællinger, fordi den indkapsler den danske selvforståelse (hvis der findes sådan en), og hvordan vi forstår krig og det at bo i en lille by, og hvordan vi er over for hinanden. Det er meget interessant og også ret hyggelig at læse den med de briller på. Den er dog også lidt lang i det, og jeg opdagede ca. 50 sider inde i den, at jeg vist var startet på den før og havde givet op. Men det bliver bedre undervejs; indtil videre har jeg bl.a. læst om nogle kannibaler og en fortabt dreng, der bliver ven med en gammel sømand. Der er mange gode fortællinger i fortællingen.   

Hvad har været din største læseoplevelse det seneste år?
Jeg vil tro, det er Arseniktårnet af Anne B. Ragde. Det er den bog på det seneste, jeg har haft sværest ved at lægge fra mig. Sådan en bog, hvor man håber, man kan blive siddende i toget lidt endnu, så man lige kan nå at høre, hvad der sker med den ene eller den anden. Her er hvad jeg skrev, lige da jeg havde læst den.

Hvilken bog har betydet mest for dig?
Alt, hvad jeg har læst i mine teenageår, er jeg blevet meget påvirket af, fx Tine Brylds trilogi om Liv og Alexander, fordi der gemte sig så mange anvisninger til, hvordan man kunne være ung. Christian Jungersens “Undtagelsen” er ultimativt den stærkeste, mest vedkommende bog, jeg har læst som voksen. Dem, der ikke har læst den endnu, skal gøre det.   

Hvilken bog var den første, du læste?
“Rosen og Rosita” – den bog fik jeg læst højt, og da jeg så selv lærte at læse, begyndte jeg med den. Måske er det den bog, jeg har læst flest gange. Den handler om to veninder, og mit tydeligste minde fra den er at nogle skolekammerater hælder mælk ud over den ene pige, fordi de ikke forstår, hun har en anden hudfarve end dem selv.

Hvilken bog ville du ønske, du havde læst?
Måske koranen. Udover det ser jeg bl.a frem til at læse Kapgang af Morten Kirkbøl, Morten Ramslands nye bog Sumobrødre og en bog af en islandsk forfatter, der hedder Depositum.

Dagens leder

Avis

Berlingskes og Politikens ledere i dag er et glimrende eksempel på, at det er meget godt at have begge aviser, hvis man ikke vil sovses ind i en hhv. proregerings- og prooppositionsvinkling. Begge ledere handler om Obamas Afghanistan-tale i tirsdags, men udlægningen er vidt forskellig. Jeg vil ikke argumentere for, hvilken der er mest rigtig eller god, jeg vil blot konstatere, at der, der i Politiken hedder:

“Det er svært at komme i tanke om, hvornår en dansk regeringsledelse sidst har været mere ude af trit med virkeligheden”

bliver i Berlingske til:

“Man skal lede længe for at kunne få øje på det, en af oppositionens ledere, Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt, kalder for en »sammenhængende strategi« mellem den amerikanske præsident, Barack Obama, og Socialdemokratiet i Afghanistan-spørgsmålet.”

Måske var det mere interessant at få en udlægning af talen, der var fri af nationalpolitisk fnidder?

Læs Politikens leder og Berlingskes leder.