Bedre sent end aldrig. Nu kom jeg i gang med Knausgaard, hvis livsværk står på bogreolen her i stuen.
Min kamp veksler mellem helt geniale småbetragtninger (fx det at alt, hvad der handler om død, befinder sig i stueetage og kælder), lange fortællinger om ungdom, som man kan svælge i, og så nogle lidt ligegyldige hverdagssamtaler.
Der er en hårfin grænse mellem geniale hverdagsbetragtninger og trivielle gengivelser af levet tid. Knausgaard står på kanten af den, og for langt det meste til den gode side.
Det er en bog, der ikke rigtigt handler om noget, ligesom livet, som det beskriver. Det sker det, der sker. Der sker bl.a. en ungdom, hvor livet handler om at smugle øl ud i en pose og komme hen til nabobyen nytårsaften. Der sker en afsked med en alkoholisk far og en udrensning af død og forfald fra farmorens hus, hvor han boede.
Det er billeder, der sætter sig fast i hukommelsen, og det er altid et kvalitetskriterium hos mig, der læser både meget og hurtigt, så noget af det af og til fiser ind ad det ene øre og ud af det andet. Nu lige en pause inden den næste.
Ordtryk 