Vietnamesisk-amerikanske Ocean Voung har skrevet en poetisk, svært tilgængelig roman om livet som vietnamisk immigrant og opvæksten med en mor på neglesalon, der har svært ved at købe ind uden sin søns hjælp. Det er også en roman om at være queer, til dels skamfuld, om venskab, familie og antikverede arbejdsvilkår i nutidens USA.
“Det smagte rustent, af salt og Trevor. Gnisterne i mit hoved blomstrede op ved hvert stød. Efter noget tid flød smerten ud og blev noget der gjorde ondt på en særlig, underlig måde, en vægtløs følelsesløshed der skyllede igennem mig som en ny, endnu varmere årstid. Følelsen blev udløst, ikke af ømhed, ikke af kærtegn, men af kroppen der ikke havde andet valg end at gøre plads til smerten, tæmme den og forvandle den til en umulig nydelse der strålede ud af mig. At blive kneppet i røven føltes godt, erfarede jeg, når du først har stået igennem det der gør ondt.”
Washington Post skriver om bogen: “Ikke kortvarigt smuk. Nærmere permanent vidunderlig.” Det er den type bog, som jeg ville ønske, at jeg læste igen, mens jeg stadig var i gang med den, for at få nuancerne med. Og samtidig ved jeg, at det ikke kommer til at ske, for næste gang vil jeg læse noget, der flyder lidt mere let. På hylden står Sissel Jo Gazans “Hvide blomster”, og her er tempoet et andet, og kravene til mig som læser mindre.
Sproget er allestedsnærværende, og for en ordnørd som mig, er der små momenter af guld at hente i teksten. Der er passager, der har brændt sig fast på nethinden; som arbejdet i tobaksmarken og den kunde i neglesalonen, der vil have masseret sin fod, der hvor protesen har siddet.
Romanen er bygget op som et brev fra en søn til sin mor. Han ved, at hun aldrig vil læse det, og han kan derfor fortælle alt det, der har smertet og også om alle de små minder fra barndommen. Jeg vil slutte af med et citat fra bogens allerførste del:
“Jeg skriver for at vende tilbage til dengang på rastepladsen i Virginia hvor du stirrede rædselsslagent på den udstoppede hjort over sodavandsautomaten ved toiletterne, og geviret kastede skygger på dit ansigt. I bilen blev du ved med at ryste på hovedet. “Jeg forstår ikke hvorfor de gør det. Kan de ikke se at det er et lig? Et lig skal forsvinde, det skal ikke sidde fast for evigt på den måde.”
Jeg tænker på hjorten nu, på hvordan du stirrede ind i dens sorte glasøjne og så dig selv og hele din krop forvredet i det livløse spejl. På hvordan det ikke var den groteske ophængning af et halshugget dyr der rystede dig – men selve udstopningen der legemliggjorde en død der aldrig holder op, en død der bliver ved med at dø mens vi bare begiver os forbi den for at komme ud og tømme os.
Ocean Vuong er kun 32 år gammel – født i 1988. “Vi er kortvarigt smukke her på jorden” er hans debutroman.
Jeg har modtaget bogen som et anmeldereksemplar fra Bog & Ide.
Ordtryk 