“Hvorfor kan moren ikke snyde i skat eller begå et kup? Hvorfor kan Frederik ikke være bandeleder eller hacker? Hvorfor skal det være sådan noget sørgeligt lort? Som skal de selv med deres forbrydelsers karakter bevise, at de er noget skrald ude fra Nøjsomheden.”
Monas mor samler på udklip fra Billedbladet; de fylder hele lejligheden i sammen med de blendere og brødristere hun har købt på et særligt tilbud. Hun er ved at lave en scrapbog om Kronprinsesse Mary. Den er næsten færdig, men så skal børnene jo konfirmeres. Den har været næsten færdig siden Mona var barn, og moren fik angstanfald, når hun gik uden for en dør.
Så Mona er vant til at klare sig selv og regne med sin moster Tut, der har været morgenbolledame for Simon Spies. Selv om Tut nu er kommet på hospice, er hun stadig skarp:
“- Se hende der, siger Tut og peger. – Se, en pels. Hold kæft en pels.
– Det er Lise Nørgaard.
– Er hun ikke 108 år?
– Hvis det kan gøre det.
– Moster, lægen sagde, vi skulle tale sammen.
– Hun ser meget godt ud, egentligt. Tænderne, du skal huske, Mona, at passe godt på dine tænder. Hvad skulle vi tale om?
– Begravelsen for eksempel.
– I kan smide mig på møddingen. Gør, hvad fanden I vil, jeg kan jo være ligeglad, ikke?
– Moster. Hvor skulle vi overhovedet finde en mødding?
– Nej, det er også bare noget, man siger.
– Hvem siger det?
– Der er styr på det, lille Mona, alt er skrevet ned i min røde mappe på chatollet, med dit navn på.
Hun bladrer endnu engang i SE og HØR, tager en tår af glasset og suger i smøgen.
– Ah, siger hun. – Nu har jeg det godt.”
Boganmeldelser på Post-it-notes
Mona har fået job i Lindas Boghandel i Helsingør. Hun læser som gjaldt det livet, og både i Nøjsomhedens byttebiks og i boghandlen anmelder hun bøger med Post-it-notes på forsiden. “Lidt lang i spyttet, ærligt talt, men en vigtig fortælling om en tid, hvor en kvindes største synd var at klippe sit hår”, kan der fx stå.
En dag kommer en ranglet fyr ind i Boghandlen for at købe Søren Ulrik Thomsen. Da de først samler mod til at tale sammen, møder Mona for første gang et menneske, der lever sit liv uden for boligblokken: “Fra døren blinker Nikolaj til hende. – Vi ses, Mona. Hendes navn lyder fortryllet, når han siger det på den måde med det afsnuppede M. Det vil hun gemme og høre igen og igen. Hun har en masse sekvenser, sætninger fra bøger, sange og citater, dejlige ord – densitet, viskose, argumentresistent, vovsegebis – som hun gemmer indeni og tager frem, når hun vil.”
Beskrivelserne af livet i boligblokken “Nøjsomheden” er så fine og varme, med den særlige loyalitet over for det sted, der for altid er hjemme, og samtidig med en armslængdes afstand til det liv, som man blev givet. Jeg blev nødt til at google, da jeg var færdig med at læse – det viser sig, at Nøjsomheden findes i Helsingør; med det navn beder man jo også om at blive titlen på en roman.
Da jeg googlede, faldt jeg også over den her Facebook-kommentar til et stille og roligt opslag fra Nøjsomheden, om at deres boligkontor flytter plads:
“Nøjsomheden” kommer efter min mening langt bedre i mål end Stine Askovs “Katalog over katastrofer”, som ellers er et originalt socialrealistisk værk.
Ordtryk 