Iben Mondrup: Godhavn og Karensminde

Roman

Der stod Iben Mondrup overalt på boghylderne sidste jul. I 2015 kom “Godhavn”, som fik DR Romanprisen, og sidste år kom så opfølgeren “Karensminde”, som modtog Karen Blixen-prisen, blandt andet for sit “sanselige og flydende sprog, som er på et højt stilistisk niveau”.

Iben Mondrup skriver godt. Hun er god til at forme sætninger, der har dybde, uden at man snubler i dem.

Godhavn“Godhavn” er fortællingen om tre danske børn, der vokser op med deres forældre på Grønland. I bogens tre dele følger vi først den ubekymrede lillesøster Bjørk, den tænksomme bror Knut og den fandenivoldske storesøster Hilde. Det skiftende perspektiv giver et fint indblik i familien og samtidig i et nordgrønslandsk lokalsamfund, som tilsyneladende står stille, men som danske tilflyttere flekser ud og ind af. Det repræsenterer en stille uro og uforudsigelighed og sætter måske nogle tillids-ar på sjælen, når bedstevennen bliver skiftet ud med måneders mellemrum. Den del af personskildringen står så fint tilbage.

Karensminde.jpgI “Karensminde” følger vi den samme familie, men børnene er blevet store, og familien er flyttet til Danmark. Forældrene flytter ind på gården Karensminde ved Møn, og her får vi mulighed for at lære dem lidt bedre at kende. For mig nåede “Karensminde” dog  aldrig helt i mål. Den bliver mere fragmentarisk, springer meget i tid og kommer derfor ikke ligeså meget i dybden med karaktererne.

Bøgerne er autofiktion (lige doser biografisk indhold og pure opspind), ligesom fx Merete Pryds Helles Folkets skønhed og mange andre bøger disse år. Det giver ofte et ekstra element til en bog, synes jeg. Iben Mondrup har selv nogle rammende overvejelser om det her.

 

Reklamer