Lone Hørslev: En ordentlig mundfuld

Bøger fra 2017, Noveller

En ordentlig mundfuld Lone Hørslev.jpegLone Hørslev hører for mig sammen med en generation af 90-er og 00-er-forfattere som Leonora Christina Skov, Helle Helle, Naja Marie Aidt m.fl. Alle dygtige, sprogbevidste kvinder, der kæler for sproget, undersøger ord, køn og dynamikker og skriver om hverdagen på godt og ondt.

De minder mig lidt om at skrive dansk stil, og derfor er det en gruppe, jeg går til og fra. Denne gang er jeg glad for, at jeg er gået til Lone Hørslev.

Midt i livskrisen

“En ordentlig mundfuld” (som er en fed titel) rummer 20 noveller, der alle handler om de der steder i livet, hvor alting ramler – stille og sørgeligt eller med et ordenligt S/M-brag.

Jeg er som regel for utålmodig til noveller, fordi de ikke når at sætte sig, før de er forbi. “En ordentlig mundfuld” er dog kompakt og kraftfuld, og Hørslev er dygtig til at begynde i midten og fortælle det meste af en livskrise på fem-seks sider.

Novellen “Rullepølse” begynder fx sådan her:

“Da jeg vågnede næste dag, var mine øjne helt klistrede sammen af betændelse og lim”.

En anden novelle hedder “Lige om lidt bliver alting sjovere” og handler om en fraskilt mor, der er taget alene på ferie til Tyrkiet. Alting er ved at lukke ned, og det regner, og alligevel prøver hun at holde fast i, at det er okay og tænker over, hvilke billeder hun kan vise efter ferien. Hvordan klistrer man en succes uden på en fiaskoferie, hvis nu man gerne vil fortælle sig selv og sin eksmand, at man er en ok mor?

At slå sig på kvinder – med bar røv og kokkeforklæde

Mange af novellerne handler om køn, forhold, mønstre og kommunikation. I både “Indien” og “Laksegade” beskriver hun med rammende spidshed den måde nogle piger (ikke mig selv, selvfølgelig) kan komme til at behandle deres mænd.

“Han betragtede hende. Han havde lige haft sin pik oppe i hende, alligevel havde han det som om han slet ikke vidste hvem hun var. Han tænkte at han slog sig på hende, som man slår sig på en dørkarm, når man fejlbedømmer afstanden og går ind i noget, og modstanden rammer hårdt og overraskende. Sådan tænkte han nogle gange. At hun var så fjern og fremmed og nærmest fjendtlig i sin krop at han slog sig. Han lagde prøvende en hånd på hendes skulder.
Hun vendte sig.
Han slap hende.
Selvfølgelig glæder jeg mig, sagde hun og gik ind i stuen og tændte for fjernsynet.
Så stod han der med bar røv og kokkeforklæde.”

 

Advertisement