Nicklas Bendtner: Begge sider

Bøger fra 2019, selvbiografi

Man skal prøve alting én gang, og således har jeg nu læst min første fodboldbiografi. Nicklas Bendtner har skrevet sin historie i samarbejde med Rune Skyum-Nielsen, og det kommer de rigtigt heldigt fra. En del heldigere end den røde tråd, der præger Bendtners liv og karriere. Fyldt med sprut, knald, luksusvillaer, casinoer, temperament og en familie, der går i opløsning.

Bogen er interessant, fordi den viser en ung knægt fra Amager, der får for mange penge for hurtigt. Og som bliver overladt til sig selv i et nådesløst fodbold-økonomisk spil i en alt for ung alder. Den viser succes og deroute som opskriften på en god sladderbladskrimi. Som læser blev jeg lige dele fascineret og frastødt af Bendtners fuck-alle-selvfremstilling og den destruktive facon, som han vokser op med, hans vilje til at vinde og hans mod til at gøre noget andet end det, som alle forventer.