Jesper Stein: Ædru

Roman, selvbiografi

🖤🖤🖤🖤🖤
Jesper Stein er bedst kendt som krimiforfatteren bag “Akrash“, “Papa”, “Aisha” m.fl., som foregår i miljøet omkring Nørrebro i København.

For to år siden skrev han den selvbiografiske roman “Rampen” om sin opvækst i Risskov uden for Århus. “Ædru” starter, hvor “Rampen” sluttede og behandler Steins egen vej ud af et massivt alkoholmisbrug.

Jesper Stein er en hamrende dygtig forfatter, og “Ædru” er en velskrevet fortælling om alkoholens tillokkende natur og dens altødelæggende konsekvenser. Vi følger Jesper, mens han går i Minnesota-behandling, og de små sidehistorier om menneskerne, han møder, er mindst ligeså spændende som hovedplottet. Der er kunstneren, som ikke ved, hvordan han skal komme igennem sin næste fernisering eller få økonomisk støtte, fordi branchen er så gennemsyret af stoffer, og så er der den helt unge fyr, som er blevet dødeligt afhængig af ecstasy på mindre end et år.

Jesper Stein besøger også forskellige forfatterreferencer og åbner blikket for, hvordan rusen bliver forherliget i litteraturen som den eneste vej til sand kunst. Før har han suget det ind og dyrket det selv, og nu ser han kun fordærvelsen.

Det er spændende at se med Jesper Steins øjne, og som læser hepper man på, at hovedpersonen og forfatteren kan forblive ædru, når man som her lægger sit liv og sine svagheder så ærligt og ucensureret frem for hele Danmark.

Jeg kan varmt anbefale Jesper Steins bøger, både opvækstfortællingen “Rampen“, krimierne, og altså også den seneste her.

Politikens Forlag 2022