Minnie Darke: Skrevet i stjernerne

Bøger fra 2019, kærlighedsromaner, Roman

Sommerferien er altid en tid med bøger ved poolen, bøger i sofaen og bøger på græsset.

Dette år bød på Laura Ringo, Stine Pilgaard, Kim Leine, Minnie Darke og Ken Follett. Her starter vi i den lette ende med Minnie Darkes romantiske pageturner.

En rigtig sommerferiebog om blomstrende ungdomskærlighed, forviklinger, jobdrømme, sex med chefen og horoskoper, der sender lykken på mange vildveje, inden den falder på plads det helt rigtige sted i allersidste kapitel.

Nick og Justine

Justine er journalist og redaktionsassistent på bladet Alexandria Park Star. Hendes ungdomsflirt Nick flytter ind i lejlighedskomplekset overfor. Han er kærester med fotomodellen Laura, men det tager ikke den kvikke læser mange sekunder at regne ud, at det skal være Nick og Justine.

Nick tror på stjernetegn og træffer sine livsvalg ud fra horoskoper. Da Justine har ansvar for at redigere Star’s horoskoper, hvirvler hun sig langsomt ind i en større forfalskningsopgave for at få Nicks øjne op for kærligheden.

Det er fødderne op i sofaen, en kold cola eller en god kop te og så bare håbe på, regnen varer ved, til sidste side er vendt.