Fredrik Backman: Folk med angst

Roman

Fredrik Backman er forfatteren bag storsuccesen “En mand, der hedder Ove”. “Folk med angst” fra 2019 har længe stået på min liste, og den er bestemt en læsning værd.

“Som om vi ved, hvordan sex fungerer. Sandheden er, at vi ved lige så meget om sex, som vi ved om usb-stik, og de små sataner skal vi bruge fire forsøg til hver eneste gang (gal vej, gal vej, gal vej, NU røg det ind!). Vi lader, som om vi er gode forældre, mens vi i virkeligheden bare giver børnene mad og tøj og en skideballe, hvis de spiser tyggegummi, de har fundet på jorden. Vi havde engang akvariefisk, og de døde alle sammen, og vi aner næsten ikke et kvæk mere om børn end om akvariefisk, så ansvaret skræmmer livet af os hver morgen.”

Den svenske forfatter balancerer klassisk nordisk imellem underspillet humor med et strejf af sarkasme og en stærk forståelse for de steder, hvor livet gør ondt.

Handlingen i grove træk: En bankrøver forsøger at røve en kontantløs bank for 6.500 kr. Da politiet bliver tilkaldt, flygter røveren ind i en etageejendom, hvor der bliver holdt åbent hus i en lejlighed. Ejendomsmægleren og de potentielle købere bliver taget som gidsler, og herfra udfolder persongalleriet i den lille by sig. Stockholm er i den sammenhæng personificeringen af overklasse og snobberi, og man kan også “være fra Stockholm”, hvis man er til det modsatte køn, hvilket i sagens natur kan give nogle ganske morsomme ordvekslinger.

Jeg holder allermest af Fredrik Backmans finurlige associationsrækker og skæve sammenligninger:

“Hun så vinteren lægge sig til rette over byen. Hun syntes om årstidens tysthed, havde derimod aldrig sat pris på dens selvfedme. Når sneen kommer, har efteråret jo allerede gjort alt arbejdet, taget sig af alle bladene og omhyggeligt ryddet sommeren ud af folks erindring. Vinteren behøver bare at komme vadende ind med et par minusgrader og tage hele æren ligesom en mand, der har grillet i tyve minutter, men aldrig i sit liv dækket et bord.”

Fredrik Backman: Folk med angst, People’s Press, 2019.
“Folk med angst” er desuden skabt som en serie til Netflix.