“Erindringsglimt fra en barndom” er undertitlen på Alberte Windings første voksen-roman. Os, der voksede op i 80erne kunne måske tilføje “Stemmer fra en barndom”. Bogen kommer uundgåeligt til at skille sig ud fra andre selvbiografiske romaner, fordi man tænker på Alberte, Aske, Kasper Winding og Thomas Winding. Det bliver “behind the scenes” på en anden måde, end når man læser en ukendt forfatter som fx Thomas Korsgaard. Men stilen er lækker, og historien universelt interessant.
For mig står Alberte for en særlig ro. Teksterne, stemmen og det milde udtryk. Jeg kendte ikke til omstændighederne omkring hendes opvækst og blev derfor oprigtigt overrasket over den tumult, hun er rundet af.
Tisvilde, heste, øl og cigaretter
Hun hopper ned i fine scener i en relativt kort skildring (142 sider). Det bliver en slags maleri af en barndom, hvor nogle farver træder tydeligere frem end andre, men hvor der ikke er en ambition om at få det hele med.
Vi møder hende fx på sommerferien i Tisvildeleje, der er en lykkelig kontrast til hverdagen i København, hvor alle er samlet, og hvor lykken hele tiden truer med at høre op igen.
Vi møder “fars første kones nye mand” og “mors nye mands gamle kæreste” og andre voksne, der glider ind og ud af barnerelationen.
Vi møder veninden og den elskede hest, som er svær at styre, og som ikke giver den ro end fortrolig hest har givet andre teenagepiger.
Vi møder det første kys og drengene, som det er sjovere at fantasere om end at røre i virkeligheden. Et tidligt møde med øl og cigaretter, og det første møde med politik og musik i gymnasiet.
Bær det så fint
En lille læseværdig oplevelse, der giver nye nuancer på alles Alberte.
Jeg holder dog stadig mest af hende for sange som disse to:
Ordtryk 